Sommerbogtanken: Seks bøger til din strandtur

Når jeg skal anbefale bøger til venner og veninder er et af de kriterier, jeg oftest hører dette ”Det skal ikke være for tungt, og der skal ske noget”. 
Jeg har denne gang forsøgt at vælge 6 bøger, der netop lever op til det;. 
Det er gode historier, som er svære at slippe, og der er både krimi, kærlighed, humor og historisk drama i blandt. 

Knust af Anne Mette Kirk.
”Den nyuddannede politimand Marc er den første som ankommer til ulykkesstedet. En stjålet bil med fire unge er braget ind i et træ i nattens hårde regn efter en gymnasiefest. Føreren af bilen, Jonathan, er omkommet på voldsom vis. Hans venner Tanja, Nikoline og Tanja overlever. Ulykken efterforskes både af Mathilde, Jonathans lillesøster, og af Marc. De vil snart begge komme tættere på aftenens fatale sandhed.”

Kirks historie om en gruppe teenagere, der forsøger at komme videre efter en ulykke, der kostede den unge Jonathan livet, er på rekordtid blevet en stor succes, og desuden solgt til filmatisering. Det er da også fuldt forståeligt. Kirks historie rummer lidt af det hele, der er en psykologisk dybde i personerne, og så er der masser af hemmeligheder, som langsomt men sikkert ser dagens lys. 
Læs hele anmeldelsen her. 

Millionæren fra Singapore af Kevin Kwan.
”Rachel Chu og Nicholas Young forelsker sig hovedkulds i New York. Men hvad Rachel Chu skal finde ud af er, at Nicholas ikke bare er rig, han er mega, mega rig, og dét selv efter Singapores utrolige standarder. Imens de besøger Nicholas familie i Singapore, møder Rachel en række stærke karaktere. Herunder Astrid, en it-pige ud over det sædvanlige, Eddie, hvis familie trækker overskrifter næsten ugentligt i Singapores medier samt Nicks mor, Eleanor, som har kontante holdninger til hendes søns fremtid og ikke mindst hans kærlighedsliv.”

Første del i Kwans trilogi om de stenrige asiater. Der er tale om en humor- og intrigefyldt fortælling i bedste Soap-Opera stil, og falder man for bogens charme er der både et bind 2 og 3 at kaste sig over.
Læs hele anmeldelsen her.

Små påsatte brande af Celeste Ng
”I Shaker Heights, Cleveland, er der styr på tingene. Vejene former et sirligt symmetrisk net, husenes farver er afstemt efter hinanden, og beboernes liv er mindst lige så velplanlagte. Ingen passer bedre til den beskrivelse end Elena Richardson, hvis største ambition er at følge reglerne.
Ind på scenen træder Mia Warren, en gådefuld kunstner og alenemor, og hendes mørke fortid og nonchalante forhold til tingenes tilstand og ligevægt i Shaker Heights truer med at forstyrre roen i det velordnede kvarter.” 

Der er drama i det lille forstadskvarter i denne roman, som også snart bliver filmatiseret. Romanen er utrolig mange ting på en gang; den er en kritik af samfundets ulighed, den er en fortælling om den første brusende kærlighed og den er en beretning om facader der krakelerer og skeletter der vælter ud af skabet.
Læs hele anmeldelsen her.

Mitford mordene: Mysteriet på Asthall Manor af Jessica Fellowes.
”Florence Shore findes brutalt slået ned på et tog. Hun dør få dage senere, og politiet står nu med en mordsag uden nogen oplagte mistænkte.
Guy Sullivan, der kæmper for en forfremmelse fra Jernbanepolitiet, sætter sig for at opklare mordmysteriet. Han får hjælp af den unge Louisa, der er flygtet fra sin tyranniske onkel og har fået plads som barnepige hos den aristokratiske familien Mitford på Asthall Manor. Her bliver hun fortrolig med den ældste datter Nancy, der mest af alt er optaget af sine sværmerier for en ung officer, der pludselig dukker op i familiens liv. Men Louise tvivler på hans hensigter og bliver først rigtig nervøs, da hun forstår, at han muligvis har en forbindelse til den myrdede Florence Shore.”

Dette er første del i en serie af krimier, som er blevet sammenlignet med krimidronningen over dem alle Agathe Christie. Det er godt gedigent stykket sammen, og Jessica Fellowes mixer flere skæbner og plotlinjer sammen på en let og ubesværet måde.  Det er en god krimi, og bliver man interesseret ved tanken om et mix af mordmysterie og Downton abbey, så tror jeg godt, jeg kan love, at man ikke bliver skuffet.
Læs hele anmeldelsen her.

Det glemte brev: Jillian Cantor
”I 1938 må den unge Kristoff overtage sin jødiske mesters virke med at lave frimærker, da mester pludselig forsvinder under Krystalnatten. Sammen med mesters datter Elena, sætter han livet på spil for at forfalske dokumenter til jødiske familier. Samtidig presses Kristoff af nazisterne til at lave frimærker for dem. Elena og Kristoff forelsker sig, og må snart vælge mellem deres egen sikkerhed og kampen mod nazismens rædsler.
I 1989 i Californien overtager nyskilte Katie sin fars frimærkesamling. Under en vurdering af samlingen finder eksperten Benjamin et usædvanligt frimærke på et brev, der aldrig har været sendt, og for at finde svar begiver Katie sig ud på en rejse til Europa for at løse mysteriet om brevet og en gammel familiehemmelighed.”

Det glemte brev er en rørende og unik fortælling; dens karakterer er troværdige og smukt beskrevet, ligesom de to centrale kærlighedshistorier er det. Frimærker og breve som fortællingens omdrejningspunkt fungerer godt og binder de to fortællinger flot sammen i en historie, der både er medrivende og spændende. 
Læs hele anmeldelsen her.

Krokodille vogteren af Katrine Engberg
”En kvinde findes brutalt myrdet i sin lejlighed i København, og det umage makkerpar Kørner og Werner sættes på sagen. Men opklaringsarbejdet er vanskeligt, for der er ikke mange spor at gå efter og snart bliver det hele endnu mere mystisk, da det viser sig, at en ældre kvinde i opgangen længe har skrevet på en krimi – en krimi, hvor der begås et mord, der minder uhyggeligt meget om drabet i underetagen.”

Krokodillevogteren er første del i Engbergs krimiserie om makkerparret Kørner og Werner. Er man til krimier er den her ikke til at komme udenom. Engberg skriver med lethed og elegance og holder spændingen til sidste side. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *