Selvstændige kvinder, hvileløse genfærd, martrede sjæle og besættende kærlighed: Bröntesøstrenes dramatiske fortællinger.

Brönte søstrene Charlotte, Emily og Anne gav os klassikere som Fruen på Wildfell Hall, Agnes Grey, Stormfulde højder og Jane Eyre. Deres fortællinger giver en indsigt i middelklassekvindens situation, men de er også eksempler på dybe psykologiske portrætter og besættende kærlighed. Deres romaner er blevet kaldt tidlige eksempler på feministisk tematik og så har både Emily og Charlotte flirtet med det gotiske i form af hvileløse genfærd og mystiske fænomener.
Pigernes egen historie er ikke mindre dramatisk, de mistede deres to søstre og mor som børn, og ingen af dem blev over 40 år, faderens overlevede faktisk alle sine i alt seks børn.
Men deres historier er også enestående og bemærkelsesfærdige, fordi de som kvinder fra en uformuende middelklasse formåede at skabe sig en karriere i en mandsdomineret verden, selvom de i begyndelsen måtte bruge mandlige pseudonymer.

Korte biografier:

Emily Brönte: født 1818, død 1848 (29 år) af tuberkulose.
Skrev sin første og eneste roman ”Stormfulde højder” i 1947.
Pseudonym: Ellis Bell

Charlotte Brönte: født 1816, død 1855 (38 år).
Skrev ”Jane Eyre” 1847, ”Shirley” (1849), ”Villette” (1853), Professoren (udgivet posthumt 1857).
Pseudonym: Currer Bell
Blev som den eneste af søstrene gift i 1854. Dødsårsagen var sandsynligvis dehydrering  og underernæring grundet voldsomme opkastninger i forbindelse med en graviditet. Dette fænomen kender vi i dag som hyperemesis gravidarum.

Anne Brönte, født 1820, død 1849 (29 år) af tuberkulose.
Skrev ”Agnes Grey” (1847) ”Fruen på Wildfell Hall” (1849)
Pseudonym: Acton Bell

De tre søstre: Anne, Emily og Charlotte.. Billedet er malet af deres bror Bramwell cirka 1834.
Oprindelig malede han sig selv på billedet, stående mellem Emily og Charlotte. Det malede han senere over.

En dramatisk opvækst:

Pigernes far Patrick kom fra et bondehjem. Det var bestemt ikke bogligt, og derfor lå det måske heller ikke lige i kortene, at Patrick skulle på universitetet. Men ved hjælp af lokale legater og sin egen flittighed og nysgerrighed lykkedes det ham alligevel. Han studerede teologi og blev præst; det var på alle måder en succeshistorie om social opstigning. 
Patrick giftede sig med en købmandsdatter fra en bedre stillet middelklassefamilie. Sammen skabte de et kulturelt og bogligt hjem, og det blev rammen for de kommende seks Brönte børns opvækst.
Moderens skæbne i ægteskabet blev dog en lang graviditet. Et barn om året i seks år, hvorefter hun fik underlivskræft og døde.

Pigerne, undtagen den yngste Anne, blev sendt på pigeskole i Lowood. Men det viste sig at være et frygteligt sted. Hvis man har læst Jane Eyre, så kender man Charlotte Bröntes beskrivelse af hverdagen på en pigeskole; ydmygelser, sult og mishandling. Desværre var Charlottes beskrivelser ikke fri fantasi, men derimod ganske inspireret af hende og søstrenes egne oplevelser. Da faderen Patrick opdagede, hvor dårlige forholdene var for pigerne hentede han dem øjeblikkeligt hjem. Det var desværre for sent for de to ældste døtre, der allerede var så syge og afkræftede, at de døde kort efter.
Herefter flyttede pigernes moster ind, hun ender med at blive, og var herefter en erstatningsmor for pigerne og den ene dreng.

Pigernes barndomshjem i Haworth, West Yorkshire. Huset er i dag museum.

Ingen medgift og ingen udsigt til ægteskab:

Bröntesøstrene var fra et middelklassehjem, og på den tid var fremtiden klar for en ung kvinde; Ægteskab og børn. Men denne fremtid var dog besværliggjort for pigerne idet de kom fra en relativt uformuende familie. Derudover var der tre af dem, så selv hvis faderen havde en smule penge, så har det været umuligt at skaffe en stor medgift til dem alle.

Det kan heller ikke afvises, at de tre piger ikke var specielt interesseret i ægteskab. Charlotte skrev blandt andet på et tidspunkt: ”Det mest respektable er en ugift kvinde, der stilfærdigt sørger for sig selv”, og om ægteskabet skrev hun også ”Jeg er ikke nogen fugl, ingen skal fange mig”.

Men mulighederne for selvforsørgelse for en ung middelklassepige var ikke mange, en af de oplagte muligheder var dog erhvervet som guvernante og den vej valgte de alle tre at gå. Men det skulle ikke vise sig at være lykken for nogen af dem.

Livet som guvernante:

En guvernante var på denne tid en ung kvinde, der var ansat hos en rig familie med børn. Hun var en slags lærerinde for børnene. Men hendes forpligtelser var dog ikke primært at undervise i den lille ABC og lignende. Hendes opgave var først og fremmest at lære dem at være dannede mennesker og at kunne behage og begå sig i selskabslivet. En guvernante var et statussymbol, for hun varetog de eneste pligter, som en fin frue ellers kunne have haft. Med tjenestefolk til rengøring og madlavning og guvernanten til at opdrage børnene var der ikke flere pligter i hjemmet, og fruen i huset kunne i stedet sidde til stads.
En guvernante var altid en ung kvinde fra et middelklassehjem. Som det sig hed i datidens annoncer skulle hun være af ”upåklagelig herkomst”.

Anne Brönte skriver om den unge Agnes’ forventninger og håb til jobbet som guvernante i Agnes Grey, og her fremgår det, at unge kvinder valgte denne vej i håbet om at kunne gøre nytte, bruge sine evner, opleve verdenen og forsørge sig selv. Man skal huske på, at alternativet på denne tid har været ægteskabet, så for disse kvinder har der sikkert også været en drøm om selvstændighed og frihed. 
Men hvad var realiterne så?
Guvernanten boede som sagt hos familien. Hun sad til bords og i stue med dem, men hun var ikke en del af familien. Hun kom fra et middelklassehjem og var dermed i rang langt under sit herskab. Hun blev set ned på og fik en halvdårlig løn. Men hun hørte heller ikke hjemme hos tyendet. Det var en vanskelig situation, man var ensom og hørte ikke rigtig til nogen steder.
En guvernante skulle gå i et med taperet, hun skulle ikke gøre opmærksom på sig selv. I ”Jane Eyre” har Charlotte Brönte skildret dette i portrætteringen af den unge Jane, der lægger tydelige bånd på sig selv og ikke tør give udtryk for nogle følelser, hun er nærmest selvudslettende.
I ”Agnes Grey” er livet som guvernante den overvejende del af romanen og særligt er det den unge piges forventninger til stillingen kontra de barske realiteter, som er et tema.

Alle tre Brönte søstre prøvede lykken som guvernanter. Emily brød sig mindst om det og kom hurtigt retur til præstegården. De to andre søstre holdt lidt længere, selvom breve fra den tid afslører at Charlotte hadede stillingen og blandt andet omtalte børnene som ”De tykhovedede fjolser”.

Forfatterdrømmen:

De tre søstre drømte alle om at prøve lykken som forfattere. Men der var ikke råd til at satse på en sådan karriere. De forsøgte sig med at starte en pigeskole, men de kom aldrig så langt med realiseringen. Der skete imidlertid også det, at pigernes moster døde og efterlod en ganske pæn sum til sine tre niecer; 350 pund til hver. Det var ikke så lidt for pigerne, der som guvernanter havde tjent omkring 40 pund årligt.
Nu kunne forfatterdrømmen få luft under vingerne.

De udgav i 1946 en digtsamling under pseudonymerne Currer, Ellis og Acton Bell. Den blev dog ikke ligefrem noget hit. Charlotte skrev: ”Vores bog er usælgelig, ingen vil have den og ingen behøver den” Den solgte kun en håndfuld eksemplarer.
Det tog dog ikke modet fra dem, og allerede året efter udkom de hver med en roman, som de alle havde succes med. Emily udgav Stormfulde højder under pseudonymet Ellis Bell, Charlotte udgav Jane Eyre under pseudonymet Currer Bell, mens Anne udgav Agnes Grey under pseudonymet Acton Bell.
Historierne er forskellige. Emilys er en skrækromantisk roman om et stridbart kærlighedsforhold. En psykologisk roman om et sind i tusind stykker og med elementer af det gotiske med den ulykkelige Cathrine Earnshaw, som vandrer på heden. 
Charlotte og Anne skriver om deres erfaringer som guvernanter. Charlotte har dog flere lag og tematikker i sin fortælling, blandt andet har den et klart gotisk element. Romanernes handling og tematik vender jeg tilbage til.

Hvorfor de mandlige pseudonymer:

I midten af 1800 tallet var der blandt kritikere og anmeldere en klar holdning til den såkaldte ”kvindelitteratur”, dvs. bøger skrevet af kvinder, og den holdning var, at kvinder ikke kunne skrive stor litteratur, og at deres historier var, hvad man vel i dag ville kalde triviallitteratur eller ugebladsnoveller. De tre søstre ville undgå disse fordomme. Men de kunne alligevel ikke dy sig for at sende et klart feministisk signal i deres valg af mandlige pseudonymer. Den opmærksomme læser vil måske have bemærket, at deres navne ikke alene er sære, men at de også minder om efternavne. Det er der en grund til: Det er efternavne.
Pigerne havde nøje udvalgt pseudonymer som også var efternavne på nogle tidligere kvindelige skribenter. Deres valg af pseudonymer er derfor langt fra tilfældigt, og måske var det en stille protest i frustration over tidens fordomme.

Anne Bronte: Livet som guvernante og en mønsterbrydende kvinde.

Anne skrev først Agnes Grey, som er en fortælling om en ung kvinde, hvis far har tabt det meste af sin formue, og derfor søger hun et job som guvernante i håbet om at komme ud i verden, bruge sine evner og ikke ligge sin familie til last.
Livet som Guvernante fylder en del i fortællingen, og i fokus er særligt Agnes’ store forventninger og idealforestillinger om jobbet, der kommer til at stå i skarp kontrast til de realiteter, hun møder; Børnene er uvorne og herskabet skyr hende. 
Senere søger Agnes lykken hjemme, og åbner en pigeskole sammen med sin mor. Romanen er skrevet som en klassisk romantisk dannelsesroman: Hjemme-Ude-Hjemme. Flere kritikere har dog hævdet, at heltinden ikke gennemgår den store udvikling. En enkelt kritiker har sammenlignet hende med Jane Austen. Men der er væsentlige forskelle, for i modsætning til Austens heltinder er det ikke kærlighedshistorien, der er den centrale i Agnes Grey, men derimod hendes vej mod selvforsørgelse.

Anne Bröntes anden udgivelse blev romanen ”The Tenant of Wildfell Hall” eller på dansk ”Fruen på Wildfell Hall”. Den blev øjeblikkeligt en kæmpe succes og var udsolgt inden der var gået seks uger. Romanen chokerede det meste af England, da den udkom i 1948. Den handler om kvinden Helen Graham, der kommer til Wildfell Hall. Hun er flygtet fra sin voldelige og alkoholiserede ægtemand, blandt andet for at beskytte sin søn, som hun ikke ønsker skal blive som sin far. Romanens udpenslede skildring af alkoholmisbrug og vold i hjemmet var chokerende, men mindst ligeså chokerende var en scene, hvor Helen smækker døren i hovedet på sin ægtemand! Den slags opsættelig adfærd fra en hustru var ganske uhørt dengang.
Anne døde kun et halvt år efter romanens udgivelse. 

Charlotte Brönte: Feminisme, romantik og et mystisk gods.

Charlotte kender vi bedst fra hendes debutroman Jane Eyre. Det er en på mange måder bemærkelsesværdig roman, blandt andet fordi der nærmest er tale om flere romaner i en. Den er på en gang en romantisk askepothistorie, en melodramatisk kærlighedsfortælling, et feministisk agitationsskrift og en gotisk skrækroman.
Vi følger pigen Jane, der som en anden Askepot vokser op hos sin tante, hvor hendes tilstedeværelse kun lige akkurat tåles. Jane spiser i den grad nådsensbrød.
Hun sendes på pigeskole, hvor hun bliver behandlet ganske forfærdeligt. Den onde forstander er sadistisk og ser pigerne som udskud, der skal renses gennem ydmygelser, mishandling og sult. Charlotte Brönte har ladet sig inspirere af sine egne oplevelser på en pigeskole, og det er ikke for sarte sjæle.
Jane bliver guvernante på godset Thornfield Hall, og så har vi den romantiske kærlighedshistorie, for godsejeren forelsker sig i Jane og hun i ham. Men så let skal det ikke gå for Jane, for på godset gemmer der sig noget på loftet, og snart erfarer Jane en bitter sandhed om godsejerens fortid.
Historien fremstiller sociale uretfærdigheder, men den er også åbenlyst feministisk i sin betoning af, at kvinder og mænd er ligestillede i intellekt og følelser. Derudover bliver lykken for Jane først mulig i det hun har sikret sig økonomisk uafhængighed og ligestilling. 

Emily Brönte: Besættende kærlighed, mørke sind og bitre skæbner. 

Emilys roman Stormfulde højder er måske nok den mest kendte af Brönte søstrenes historier. Det blev også Emilys eneste roman, hun døde kørt efter udgivelsen, og nåede derfor aldrig at opleve sin succes.
Emily afsøger sindets kringelkroge og dybe afgrunde i denne roman, der er dyster og håbløs i sin stemning. Allerede i de første scener er stemningen sat, da den tilrejsende Lockwood besøger Wuthering hights og oplever en mildest talt trykket stemning. 
Historien handler om den ulykkelige kærlighed mellem Heathcliff og Cathrine. De er vokset op sammen på Wuthering hights. Cathy som barn af ejeren, og Heathcliff som plejebarn. Han bliver behandlet dårligt, og det er faktisk kun Cathy, der holder af ham. Hun er dog også splittet af familiens modvilje, og begge har de et iltert temperament. Deres kærlighed er besættende, ambivalent og til tider hadefuld.
I trods gifter Cathy sig med en ung mand fra nabogården, der elsker hende og er stik modsat Heathcliffs natur. Som hævn for dette gifter Heathcliff sig med Lintons søster. Ingen af dem er lykkelige og deres ulykke og sorg får konsekvenser for alle omkring dem og trækker et spor af elendighed, vrede og bitterhed, som varer i mange år. 
Stormfulde højder er desuden bemærkelsesværdig, og forvirrede i øvrigt datidens kritikere, for sin specielle fortælleform. 
Historien fortælles stort set udelukkende gennem den ansatte Nelly. Alle begivenheder og persontegninger er således farvet af hendes fortolkning, og kan vi stole på hendes udlægning af begivenhederne? Stilen minder mig om Blichers i henholdsvis Sildig Opvaagen og Brudstykker fra en landsbydegnsdagbog. 

De tre Bröntesøstre døde alle forholdsvis unge. Ingen af dem fyldte fyrre, og faderen overlevede dem alle. Foruden de fem døtre, var der en søn, og han døde 31 år gammel af tuberkulose efter et årelangt misbrug.
Men selvom pigerne døde tidligt, så lever deres historier videre og fortæller om en tid, hvor kvinden havde meget begrænsede muligheder. Ikke desto mindre opnåede disse tre piger succes og berømmelse i deres samtid og for eftertiden. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *