Hvis man er mest til autentiske historier og personlige beretninger, så læs med her, hvor jeg anbefaler 3 gribende fortællinger af slagsen.
Uden min datter af Anders Wendt Jensen
Uden min datter er en meget rørende bog om en fars kamp for at få lov til at se sin datter. Det er en fortælling om et offentligt system med alt for lange sagsbehandlingstider og manglende handling, det er et system, der de facto gør det muligt at skrive en forældre helt ud af et barns liv.
Anders Wendt Jensen fortæller rørende om sin kamp, sin afmagt og frustration, og sit brændende håb om at få lov til at lære sin datter at kende.
Samtidig skriver han skarpt og kritisk om systemet og stiller væsentlige og vigtige spørgsmål, ligesom han kommer med konkrete forslag til forbedringer. Det er derfor også en politisk bog, men det er først og fremmest en meget personlig bog, hvor Anders’ frustrationer, sorg og afmagt mærkes tydeligt i det aftryk den efterlader.
Hjælp af Jacob Skyggebjerg.
I forordet skriver Jacob Skyggebjerg blandt andet at Hjælp er et vidnesbyrd, en forsvarstale og en roman. Bogen bærer undertitlen ”vidnesbyrd fra den dansk retsstat – et justitsmord”. Den omhandler tiden fra Jacob Skyggebjerg med vennerne er i byen og bliver anholdt efter et kontrovers med en dørmand. Han bliver to år senere idømt en behandlingsdom for vold mod embedsmand i funktion og bogen skildrer tiden ind og ud af psykiatriske afsnit; En tid hvor han efter hver udskrivelse må genopbygge sin tilværelse kun for at få den afbrudt og smadret igen af en ny tvangsindlæggelse.
Hjælp er en autentisk og personlig beretning, som først og fremmest leverer en larmende og voldsom kritik af systemet. Jacob Skyggebjerg arbejder med flere forskellige fortælleteknikker som supplerer hinanden og efterlader læseren med en unik læseoplevelse.
Bogen rører og provokerer, og jeg kunne heller ikke undgå undervejs at blive voldsomt irriteret på bogens hovedkarakter (Skyggebjerg selv). Som forfatter og skribent kan han dog kun roses; Han mestrer det poetiske, det barske, det nøgterne, det debatterende og det satiriske og han formår at bruge det til sin fordel i en godt opsat roman, der understreger hans skarpe kritik.
Der er altid nogen at befri af Johanne Kirstine Fall
”At sulte er en langsom måde at dø på, men jeg har ikke længere tid og overskud til at trække det i langdrag og udholde denne håbløshed”
Katrina er syg, hun har anoreksi og skal indlægges på den psykiatriske afdelings særlige afsnit for spiseforstyrrede.
Romanen følger Katrinas kamp og skildrer hendes sygdom og livet på afdelingen. Vi møder samtidig nogle af de andre indlagt piger og personalet, ligesom vi også får et indblik i Katrinas opvækst og hendes omgivelser.
Johanne Kirstine Fall har skrevet en god og autentisk beretning om en frygtelig sygdom. Katrinas kropsfiksering, dødsangst, behov for kontrol og psykotiske anfald beskrives med en stor grad af indlevelse og troværdighed. Jeg følte mig under læsningen overbevidst om, at der var tale om forfatterens egen personlige beretning.