Årets bedste bøger: Mine 10 bedste læseoplevelser i 2022.

Det er altid svært at vælge årets bedste læseoplevelser, for de kommer jo i så forskellige former og genrer, at det er noget nær umuligt at sammenligne. Men jeg har alligevel forsøgt og er gået efter de bøger der, når jeg skuer tilbage over året, har gjort størst indtryk. Dem jeg husker bedst.

Derudover har jeg også, baseret på mine børns reaktioner, udvalgt 6 særligt gode billedbøger fra året der gik.

(Bøgerne nævnes i vilkårlig rækkefølge) 

Den formidable Sophy af Georgette Heyer

Georgette Heyer bliver kaldt regency dramaets dronning, og en hurtig søgning på google viser da også, at hun var en særdeles produktiv forfatter. Hun skrev særligt Austen-like regency romaner, men det blev også til en god sjat detektivromaner. For mig var ”Den formidable Sophy” første møde med Heyer.

Historien handler om overklasse familien Ombersley, der får forstyrret deres kedelige orden, da niecen af huset Sophy melder sin ankomst. Sophy har tilbragt sin barndom rejsende rundt i Europa med en stenrig og kærlig far, der tydeligvis har haft en lidt mere løssluppen tilgang til opdragelsen af en ung kvinde end miljøet i den engelske overklasse normalt foreskriver. Sophy er i hvert fald meget anderledes end det, de er vant til.

Den formidable Sophy gav jeg faktisk kun 3 ud af 5 stjerner, for helt stor og banebrydende litteratur er det sådan set ikke. Men det er underholdende og hyggeligt og morsomt, og så var det mit første møde med en forfatter, som jeg ikke kendte, men som jeg sidenhen har læst flere bøger af.

Kan mænd undværes af Emmy Carell 

I 1921 udgav den ukendte unge forfatterinde Emmy Carell romanen ”Kan mænd undværes”. Den blev en stor succes og en gigantisk skandale. For romanen skildrede ikke bare kærlighed mellem kvinder, men indeholdte også åbenlyse og meget direkte beskrivelser af sex mellem kvinder.

”(…) intet kan døde den fortærende længsel efter dine sugende læber og vidunderlige hænder, de hænder, der kærtegner, indtil man skriger af fryd”.

En beskrivelse der i samtiden blev opfattet som direkte pornografisk og i 1922 blev den i landsretten dømt usædelig. 

Fortællingen handler om Esther. En ung kvinde der kommer til København med sit lille barn, mens hendes mand er ved at komme sig i Frankrig ovenpå begivenhederne under Første Verdenskrig. Esther er en smule indadvendt og hæmmet, men bliver hurtigt draget af Maja, en ung smuk svensk skuespillerinde, der med sit smukke ydre og sorgløse sind forfører mangt og meget omkring sig. Maja har da også en stribe af sårede beundrere og bejlere bag sig, og blandt dem er den unge Max, veninden Nisse og en mystisk velgører, der ofte inviterer Maja på dyre hotelophold. Maja koketterer og fascinerer og gennem blandt andet en intens brevveksling oplever læseren forholdet mellem Maja og Esther udvikle sig. Men hvor Esther opfatter forbindelsen som særlig og hellig, så er Maja ligeså troløs som hun tilsyneladende er uærlig. Esther veksler mellem kærlighed, begær, sorg og fortvivlelse.

Opiumskrigen af R.F.Kuang

Der er rigtig meget smerte og ar på sjælen hos hovedpersonerne i ”Opiumskrigen”, der er første del af en fantasy serie i tre bind, der tager udgangspunkt i begivenheder fra Kinas historie og kultur.

Vi møder Rin, en ung kvinde uden forældre og kendt fortid, der lever på tålt ophold hos en familie. Hun drømmer om at udmærke sig til den årlige prøve og gøre sig fortjent til en plads på landets prestigefyldte skole i Sinegard, og dermed få en plads i et samfund, der stadig plejer sine sår efter mange års krige med nabolandet Forbundsstaten.

Men Rin er nederst i samfundets hierarki, hun er mørkere end de andre og viser tegn på evner, der skræmmer de andre elever og lærere på skolen. En lærer tager hende til sig, for at lære hende at forstå kulturen, troen og dens kræfter, og han lader hende forstå, at kræfterne inde i hende er så stærke, at det kommer til at få store konsekvenser, hvis hun ikke lærer at tøjle dem.

Snart er det dog slut med skoletid, for virkeligheden og et nyt angreb fra Forbundsstaten presser sig på, og Rin sendes til den deling af stærke og uforudsigelige krigere, som staten har brug for men ikke rigtig vil kendes ved. Gamle hemmeligheder og sår fra de forrige krige kommer frem i lyset, og Rin, hvis kræfter endnu er utøjlede og derfor i følelsernes vold, står ansigt til ansigt med krigens ubarmhjertige, hensynsløse og brutale ansigt.

En vej ud af tågen af Kristian Leth

”At tænke over livet er at fortælle det, at relatere delene til hinanden. At insistere på et forløb. Men fortællinger er ikke endegyldige sande, de er det mest sande, vi har at sige.”

Det er sjældent, at jeg læser noget, der føles så ærligt og ægte, som ”En vej ud af tågen” gjorde det. Kristian Leth skriver famlende og undersøgende, alt imens han genkalder sig minder fra barndommen og ungdommen, måske i et forsøg på at skrive en forståelse af sin fraværende far frem, eller måske blot for at finde en slags kontrol over sin egen historie. Bagsideteksten er også vævende i sin kategorisering af bogens genre og/eller formål, det er ikke en roman, det er ikke erindringer, det er ikke en selvbiografi – måske et essay?

I så fald må det være et essay om erindringen og erfaringerne, og om de forhold og forbindelser der for altid forandrer og forandres. Særligt kredser Kristian Leth om forholdet til faderen, eller man fristes måske til at sige fraværet af faderen. For måske sætter fraværet af en far større spor end en der er til stede?

Brænd alle mine breve af Alex Schulman

”Hun kan mærke sin puls slå tre forskellige steder på kroppen. Der sker så meget fysisk med hende, når Sven er vred. Det er, som om hans humør sætter sig i hende og gør hende syg.”

Hvis man er bare en lille smule til de store slægtsfortællinger om (usunde) familiedynamikker, hemmeligheder, spændinger og drama, så er Brænd alle mine breve nærmest selvskreven til must read listen.

Romanen er skrevet af det nye store svenske navn Alex Schulman og tager sit udgangspunkt i den vrede, som Alex bærer på, som han mener at have arvet fra sin mors side af familien. Men hvor stammer den fra? Hvad er oprindelsen til den vrede, der tilsyneladende er løbet i årene på hans mor og hendes søskende, og skabt splid i familierelationerne?

Spørgsmålene fører Alex tilbage til morfaren, forfatter og litteraturkritiker Sven Stolpe, der altid fremstod vred, bitter og utilnærmelig. I efterladte skrifter finder Alex en ledetråd: Der skete noget mellem morfaren og mormoren i sommeren 32.

Herefter veksler romanen mellem tre spor. I et spor følger vi nutidens Alex og hans mere eller mindre desperate søgen efter svar og håb om egen forløsning. Et barndomsspor i 80érne, hvor Alex besøger sin mormor og morfar og er vidne til spændingerne mellem parret. Og endelig et tilbageblik på sommeren 32, hvor en skæbnesvanger forelskelse ændrer alt.

I det fiktionaliserede spor fra 30érne er det særligt mormoren Karin Stolpes nærmest selvudslettende skikkelse, der gør indtryk, og særligt rørende er det, hvordan hun langsomt lader sine håb og drømme vågne i takt med den spirende og forbudte forelskelse.

Karin er utvivlsomt romanens hovedperson, og skildringen af hende, der lader sig selv forsvinde i sin mands uforløste vrede er stærk og rørende.

Alex Schulman reflekterer i det nutidige spor over familierelationernes magt og den arv vi giver videre til de næste generationer.

Memorial af Bryan Washington 

Jeg kalder den lige: Den nye Great American Novel er landet. Memorial af Bryan Washington rammer i tiden og tegner et rørende og (sådan føles det) autentisk billede af et amerikansk samfund af i dag.

Men samtidig er det også bare en helt enkelt historie om et parforhold i krise, om to mænd der elsker hinanden, men som famler i kluntede forsøg med kærligheden og derfor (måske) også er ved at miste den.

Da vi først møder Benson og Mike har Mike netop fortalt, at han vil tage til Japan for at besøge sin døende far, som han kun næppe har et forhold til. Nogenlunde samtidig melder Mikes mor sin ankomst, og i Mikes fravær bliver det Benson, der skal forsøge at give den svigermor, som han aldrig før har mødt, et behageligt ophold.

I romanens første del følger vi Benson, der langsomt og fuldstædig ordløst nærmer sig sin svigermor over tilberedningen af forskellige retter. Svigermor Mitsuko har tilsyneladende lidt svært ved at acceptere sin søns kæreste (og hans seksualitet), men mens de står og hakker grøntsager, dækker bord og skubber skålene frem og tilbage til hinanden, så sker der noget. De små scener mellem Mitsuko og Benson rummer en enorm stilfærdighed, de går omkring hinanden i den lille lejlighed, og nærmer sig forsigtigt hinanden i en slags fælles forståelse gennem dagligdagens handlinger.

Samtidig er der udfordringer med nogle unge i det pædagogiske tilbud, hvor han arbejder; Her ses tydeligt den sociale slagside og samfundets strukturelle racisme.

I det hele taget er Bryan Washington ret god til at pege på strukturelle udfordringer i samfundet på en meget indirekte og alligevel ganske tydelig facon, og det gør romanen til en gedigen samfundsroman.

I romanens anden del følger vi Mikes besøg hos sin far i Japan. En søns ønske om at forstå fortiden og forlige sig med sin fars svigt.

”Memorial” er en roman om racisme, homofobi og social ulighed. Det er en roman om svigt, om misbrug, om fædre og mødre. Men mest af alt en roman om kærlighed, om alt det der giver os mod på at gribe ud efter den, og alt det der forhindrer os i at holde fast.

.Bryan Washington skildrer på en på en gang sart og stærk facon relationerne mellem sine karakterer, og han gør det i nærmest ordløse dialoger, og alligevel er det ladet med følelser.

Elizabeth og hundene af Elizzabeth von Arnim

Elizabeth von Arnim var datter af en rig forretningsmand og blev gennem sit første og andet ægteskab gift ind i henholdsvis den tyske og engelske adel. Hun udgav en del bøger fra debuten i 1898 og frem til sin død. Alle er de kendetegnet ved at tage udgangspunkt i kvinderne og deres syn på verden, og så er hun også kendt for sin humor, når hun med en sagte men skarp facon spidder datidens normer, former og dyder.

I ”Elizabeth og hundene” fortæller hun en slags livshistorie, fortalt gennem historierne om de i alt 14 hunde, hun har haft gennem sit liv.

Bijou, barndomshunden som faderen hurtigt tog fra hende. Cornelia, den første hund, som hun får lov at beholde. Ingo og Ivo, som hun kaster al sin kærlighed på, efter at hendes børns pleje er overdraget til kostskoler, privatlærere og guvernanter, som det sig hør og bør for adelsbørn. Coco, hunden der finder talent for at opsnappe mulige bejlere.

Elizabeths historie er en historie om hunde. Men det er først og fremmest en historie om en kvinde, der prøver at finde sin plads i en verden, hvor regler og rammer begrænser hende i en sådan grad, at hun end ikke har det store at skulle have sagt angående hendes egne børns skolegang og opdragelse. Et faktum hun accepterer men samtidig latterliggør i sin fremstilling, og det giver romanen en dejlig humoristisk tone, som samtidig har en skarp kant af samfundskritik. 

11 procent af Maren Uthaug

Maren Uthaug er i mine øjne den mest originale forfatter i dansk litteratur, i hvert fald når det kommer til overraskende, anderledes og chokerende plots, og så mestrer hun en underfundig evne til at ramme en kant af såvel let humor som skarp kritik, når hun lader den fabulerende fortælling møde et forholdsvis nøgternt og usentimentalt sprog.

Den nyeste bog ”11%” skriver sig bestemt ind i rækken af det underfundige og fabulerende, men taler alligevel stærkt ind i samfundet af i dag. Romanen handler i bund og grund om frygten for det anderledes og begrænsningerne i et samfund præget af frygt og konformitet.

I en fjern (og dog ikke så langt væk endda) fremtid styrer kvinderne verden. Mændene er faktisk reduceret til indespærrede avlsdyr eller kraftigt afrettede levende lolitadukker til brug for de kvinder, der ikke helt kan undvære den mandlige del i sin seksuelle tilfredsstillelse.

Uthaug skildrer et samfund, hvor foragten for det hedengangne patriarkalske samfund er til at tage og føle på, blandt andet i samfundets herskende mantraer, der er kvindekamps-slogans maksimeret, og negative facts om mænd slynges op i stor skala. ”Du ved vel, at 96 % af alle mord blev begået af mænd, da de gik frit. Du skal huske, at det ikke er menneskeheden som art, der er morderisk, det er mænd”. I samfundet hersker desuden religionen, men den mandlige Gud, Jesus og Adam er fjernet – for det var da vist noget mændene fandt på.

Engang var der ulve af Charlotte McConaghy

”Engang var der ulve” følger biologen Inti, der arbejder på et projekt, der vil genindføre vilde ulve i det skotske højland, og den er mættet med stemningsfyldte naturbeskrivelser.

Inti er født med en fejl, hun kan mærke andres fysiske smerte. Alligevel synes hun indimellem at have ganske svært ved at forstå andres følelser. Medmindre selvfølgelig det er hendes ulves følelser. Ulvenes ve og vel lægger hende meget på sinde, og hun er opsat på at forsøget skal blive en succes. Men lokalbeboerne er ikke tilfredse. De frygter at ulvene skal gå til angreb på deres kvæg og får.

Samtidig får Inti følelser for den lokale betjent, og hjemme venter hendes stumme og traumatiserede søster. Hvad er det de to søstre er flygtet fra? Og hvilke hemmeligheder gemmer Intis nye kærlighed på?

Da en ulv findes dræbt vækkes Intis vrede og beskytterinstinkt. Senere findes en af de lokale landsbybeboere dræbt, og det vækker for alvor modstanden mod de vilde ulve.

Men hvem er mennesket og hvem er dyret? Hvem er de sande vilde? Og beskytter vi ikke alle i sidste ende bare vores flok?

Charlotte McConaghy skriver smukt og stemningsfuldt i sine panoramiske naturbeskrivelser, og forholdet mellem menneske og dyr udforskes i spørgsmålet om balancen mellem mennesket og naturen. 

Mr. Loverman af Bernadine Evaristo

Barry har gennem 6 årtier haft en hemmelig affære med sin bedste ven Morris. De har kendt hinanden siden de var helt unge, men tynget af familiens pres og angsten for at falde udenfor normen og samfundet, turde Barry ikke at vælge kærligheden til. I stedet giftede han sig med den unge Carmel, der efter en utryg opvækst med en tyrannisk far, drømmer så inderligt om et kærlighedsfuldt eventyr med den charmerende Barry.

Barry og Carmel rejser fra Antigua til England, hvor de starter et nyt liv og får børn. Men livet bliver ikke som Carmel drømte om. Barry er fraværende og dyrker i smug stadig kærligheden til Morris, mens Carmel tror, at han vælter sig i andre damer.

Barrys hemmelighed og hans angst for at stå ved sig selv og sin virkelige kærlighed har ikke kun konsekvenser for ham selv. Det skaber en afstand mellem ham selv og døtrene og puster til en gedigen bitterhed hos Carmel, der lægger låg på sine uforløste længsler og drømme.

Bernardine Evaristo lykkedes først og fremmest med at skabe en fortælling der balancerer mellem det lette og hjertevarme samt det eftertænksomme og hjerteskærende. Barrys mangeårige inderlige kærlighed er rørende og romantisk, men samtidig fornemmer man tydeligt de strukturer, normer og fordomme, som Barry er vokset op med, der gør, at han kæmper med en grundlæggende skam over sig selv. En skam der samtidig manifesterer sig som en afstandtagen til verden omkring sig. Barry har skjult en så essentiel del af sig selv, at hans værn mod omverdenen har skabt en voldsom afstand mellem ham selv og særligt sin ældste datter. Som den yngste datter desuden bemærker, så er et af hans største problemer i virkeligheden, at han ikke forstår, hvordan folk omkring ham har det.

Det er lige præcis den pointe, som står så stærkt i Mr.Loverman. Og Bernadine Evaristo lykkedes så godt med at skabe virkelige karakterer, der måske ikke altid fremstår evigt sympatiske, men som man virkelig forstår.

De bedste billedbogsoplevelser i 2022:

Eddie bøgerne af Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen

Eddie bøgerne er en slags spin-off på Sallys far bøgerne, og henvender sig til det lidt yngre publikum (store vuggestuebørn og børnehavebørn). De er kortere og med mindre tekst og så har de fokus på Sallys nysgerrige, vilde og egenrådige lillebror Eddie.

Eddie er den ustyrlige, charmerende og tossede lillebror, der gør tingene på sin helt egen og impulsive facon. Han kaster sig frygtløst ud i det meste, og tolker kreativt på de voksnes formaninger.

Der er rigtig meget humor i de korte billedbøger og særligt fungerer samspillet mellem tekst og illustration rigtig godt. I en bog fortælle tekstsiden fx om Eddies glæde ved at få god frokost i zoologisk have, mens man på billedsiden ser ham spise løs af gedernes foder. Johan (4.5 år) griner fra ende til anden, når vi læser de her bøger – og så er den også sjov for storesøster Lilly og forældrene.

Påfugl af Ane Bjørn

Rørende billedbog om drengen Momo, der drømmer om påfugle og ser det smukkeste kostume før fastelavn. Men faren misforstår og køber i stedet et dinosaurkostume til ham. Momo føler sig alt andet end tilpas. En smuk billedbog med rig mulighed for at tale om at være sig selv og vigtigheden i at blive set, som den man er. Vidunderlige fine illustrationer og et bevægende sprog. Fra ca. 3 år.

Klippen fra himlen af Jon Klassen

”Klippen fra himlen” er en historie i fem akter – eller fem kapitler om man vil – der hver især og tilsammen skildrer noget om mavefornemmelse, noget om fantasi og forestillinger om fremtiden, noget om stædighed og noget om livets tilfældigheder. En spøjs blanding måske, men alt i alt små fortællinger om følelser og forestillinger, som vi alle kan genkende.I Klassens univers formidles følelserne og tankerne gennem de tre venner: bæltedyr, skildpadde og slange. I første kapitel møder vi fx skildpadde, der ikke vil forlade sit sted, for det er det bedste sted i verden. Bæltedyr har dog ikke lyst til at sidde der, for bæltedyr har en virkelig dårlig fornemmelse. Sideløbende følger vi et klippestykke nærme sig – men hvor lander det?I et andet kapitel er skildpadde tydeligvis faldet på ryggen, men selvom bæltedyr spørger ham direkte ”er du faldet?”, så vil skildpadde absolut ikke indrømme sin fejl.Særligt den historie skabte gode grin hos de to små læsere herhjemme, der godt mente at kunne genkende skildpaddes stædighed og påståelighed. Og det er netop det Klassen gør så godt. Hans historier er ofte enkle, men i enkeltheden er der en god portion genkendelighed og samtidig et stort rum for at tale om de enkelte situationer og følelser, som historierne rummer.

Læsepadden Pede af Carl Quist-Møller

Læsepadden Pede er en sød lille fortælling om at finde læseglæden og magien ved bøger. Hovedkarakteren er den lille sløve padde Pede. Han gider ikke på biblioteket, og han kan bestemt ikke se det sjove ved bøgerne. På biblioteket bruger han faktisk bøgerne til alt andet end til at læse i. Men så lige pludselig, bedst som han bruger en bog som telt, opdager han læseglæden.Pede finder selv glæden ved bøgerne, men han bliver hjulpet, for han er blevet omgivet af bøger. Han kigger på dem, bygger med dem, leger med dem, og så bliver han alligevel nysgerrig og giver sig til at læse.En vigtig reminder til den voksne om, at man nok kan gøre sit for at vække læseglæden hos barnet, men barnet skal selv finde derhen. Bogen er meget fint illustreret med smukke symboler for læseglæden, som fx den spirende plante der vokser fra Pedes hoved. På forlagets hjemmeside kan man desuden hente og printe materiale, der indeholder gode varierede opgaver, som kan understøtte læsningen og samtalen om bogen.

Der er et spøgelse i huset af Oliver Jeffers

Et værk der især udmærker sig ved sit grafiske udtryk. En pige inviterer indenfor i sit hus og vil have hjælp til at finde husets spøgelser. Billedsiden består af fotografier fra gamle huse, kombineret med en let streg. Hver anden side er en (næsten) transparent side der, når den lægges ovenpå billedet af et rum fra huset, lader små spøgelser komme til syne.Underholdende bog for de mindste og oplagt til en snak om, hvad spøgelser egentlig er for en størrelse. Fra ca. 2 år. 

På tur til Oceanerne af Caryl Hart

Fra Ishavet til det Caribiske hav, over en tur i Stillehavet, der kæmper med enorme mængder affald og plastic, til containerskibenes langfart i det Sydkinesiske hav.Bogen giver god mulighed for at snakke lidt om geografi, og vi kiggede sideløbende på verdenskortet og lærte lidt om forskelligt klima og vejrforhold.Men det blev også til en snak om fragt af varer fra den ene ende af verden til den anden, og det fik storesøster Lilly (6 år) til at byde ind med en god pointe ””Det lyder dyrt, så er det da bedre at købe de ting,  man allerede har i sit eget land” og sådan kom vi også lige omkring bæredygtighed. Endelig giver bogen også en god mulighed for at snakke om klimaet, idet afsnittet om Stillehavet netop har fokus på affald i naturen og de konsekvenser det har for plante og dyrelivet. Med en fin og håndgribelig tekst understøttet af ditto illustrationer, er der oplagt mulighed for en snak på børneniveau om væsentligheden ved at passe på naturen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *