Bøger til din Valentinesdag: 5 stærke romaner om kærlighed.

Lidt romantik til Valentinesdag? Her får du mit bud på 5 stærke romaner om kærlighed. (husk indsæt fællesfoto herover)

Mr. Loverman af Bernadine Evaristo

”Jeg fornemmede, at Larry ikke bifaldt det, ikke forstod det, og jeg var ret sikker på, at han ikke brød sig om det, men han accepterede det, fordi jeg var hans lillebror”

Barry har gennem 6 årtier haft en hemmelig affære med sin bedste ven Morris. De har kendt hinanden siden de var helt unge, men tynget af familiens pres og angsten for at falde udenfor normen og samfundet, turde Barry ikke at vælge kærligheden til. I stedet giftede han sig med den unge Carmel, der efter en utryg opvækst med en tyrannisk far, drømmer så inderligt om et kærlighedsfuldt eventyr med den charmerende Barry.
Barry og Carmel rejser fra Antigua til England, hvor de starter et nyt liv og får børn. Men livet bliver ikke som Carmel drømte om. Barry er fraværende og dyrker i smug stadig kærligheden til Morris, mens Carmel tror, at han vælter sig i andre damer.
Barrys hemmelighed og hans angst for at stå ved sig selv og sin virkelige kærlighed har ikke kun konsekvenser for ham selv. Det skaber en afstand mellem ham selv og døtrene og puster til en gedigen bitterhed hos Carmel, der lægger låg på sine uforløste længsler og drømme.

Bernardine Evaristo lykkedes først og fremmest med at skabe en fortælling der balancerer mellem det lette og hjertevarme samt det eftertænksomme og hjerteskærende. Barrys mangeårige inderlige kærlighed er rørende og romantisk, men samtidig fornemmer man tydeligt de strukturer, normer og fordomme, som Barry er vokset op med, der gør, at han kæmper med en grundlæggende skam over sig selv. En skam der samtidig manifesterer sig som en afstandtagen til verden omkring sig. Barry har skjult en så essentiel del af sig selv, at hans værn mod omverdenen har skabt en voldsom afstand mellem ham selv og særligt sin ældste datter. Som den yngste datter desuden bemærker, så er et af hans største problemer i virkeligheden, at han ikke forstår, hvordan folk omkring ham har det.
Det er lige præcis den pointe, som står så stærkt i Mr.Loverman. Og Bernadine Evaristo lykkedes så godt med at skabe virkelige karakterer, der måske ikke altid fremstår evigt sympatiske, men som man virkelig forstår.

Stormfulde højder af Emily Brönte

Det er ikke ligefrem lykkelig kærlighed, og den er heller ikke særlig sund. Men båndet mellem Heatcliff og Cathrine er stærkt og dragende, og det er måske i virkeligheden mest af alt omgivelserne, der forpester den i en sådan grad, at den ender med at være fatal.
Emily afsøger sindets kringelkroge og dybe afgrunde i denne roman, der er dyster og håbløs i sin stemning. Allerede i de første scener er stemningen sat, da den tilrejsende Lockwood besøger Wuthering hights og oplever en mildest talt trykket stemning. 
Historien handler om den ulykkelige kærlighed mellem Heathcliff og Cathrine. De er vokset op sammen på Wuthering hights. Cathy som barn af ejeren, og Heathcliff som plejebarn. Han bliver behandlet dårligt, og det er faktisk kun Cathy, der holder af ham. Hun er dog også splittet af familiens modvilje, og begge har de et iltert temperament. Deres kærlighed er besættende, ambivalent og til tider hadefuld.
I trods gifter Cathy sig med en ung mand fra nabogården, der elsker hende og er stik modsat Heathcliffs natur. Som hævn for dette gifter Heathcliff sig med Lintons søster. Ingen af dem er lykkelige og deres ulykke og sorg får konsekvenser for alle omkring dem og trækker et spor af elendighed, vrede og bitterhed, som varer i mange år. 
Stormfulde højder er desuden bemærkelsesværdig, og forvirrede i øvrigt datidens kritikere, for sin specielle fortælleform. 
Historien fortælles stort set udelukkende gennem den ansatte Nelly. Alle begivenheder og persontegninger er således farvet af hendes fortolkning, og kan vi stole på hendes udlægning af begivenhederne?

Memorial af Bryan Washington

Jeg kalder den lige: Den nye Great American Novel er landet. Memorial af Bryan Washington rammer i tiden og tegner et rørende og (sådan føles det) autentisk billede af et amerikansk samfund af i dag.
Men samtidig er det også bare en helt enkelt historie om et parforhold i krise, om to mænd der elsker hinanden, men som famler i kluntede forsøg med kærligheden og derfor (måske) også er ved at miste den.
Da vi først møder Benson og Mike har Mike netop fortalt, at han vil tage til Japan for at besøge sin døende far, som han kun næppe har et forhold til. Nogenlunde samtidig melder Mikes mor sin ankomst, og i Mikes fravær bliver det Benson, der skal forsøge at give den svigermor, som han aldrig før har mødt, et behageligt ophold.
I romanens første del følger vi Benson, der langsomt og fuldstædig ordløst nærmer sig sin svigermor over tilberedningen af forskellige retter. Svigermor Mitsuko har tilsyneladende lidt svært ved at acceptere sin søns kæreste (og hans seksualitet), men mens de står og hakker grøntsager, dækker bord og skubber skålene frem og tilbage til hinanden, så sker der noget. De små scener mellem Mitsuko og Benson rummer en enorm stilfærdighed, de går omkring hinanden i den lille lejlighed, og nærmer sig forsigtigt hinanden i en slags fælles forståelse gennem dagligdagens handlinger.
Samtidig er der udfordringer med nogle unge i det pædagogiske tilbud, hvor han arbejder; Her ses tydeligt den sociale slagside og samfundets strukturelle racisme.
I det hele taget er Bryan Washington ret god til at pege på strukturelle udfordringer i samfundet på en meget indirekte og alligevel ganske tydelig facon, og det gør romanen til en gedigen samfundsroman.
I romanens anden del følger vi Mikes besøg hos sin far i Japan. En søns ønske om at forstå fortiden og forlige sig med sin fars svigt.
”Memorial” er en roman om racisme, homofobi og social ulighed. Det er en roman om svigt, om misbrug, om fædre og mødre. Men mest af alt en roman om kærlighed, om alt det der giver os mod på at gribe ud efter den, og alt det der forhindrer os i at holde fast.
Bryan Washington skildrer på en på en gang sart og stærk facon relationerne mellem sine karakterer, og han gør det i nærmest ordløse dialoger, og alligevel er det ladet med følelser.

Det syvende møde af Herbjørg Wassmo

En af mine absolut yndlingsbøger skrevet af en af mine absolut yndlingsforfattere. Så bliver anbefalingen ikke større herfra.
Rut og Gorm bliver begge født i 1943 og mødes første gang som 9-årige. De føler straks en ganske særlig samhørighed, men de skilles uden at vide noget om hinanden.
Rut vokser op som datter af en prædikant, og hendes barndom er præget af en rigid og undertrykkende livsholdning. Som voksen flytter hun til udlandet og bliver en berømt kunstmaler.
Gorm er søn af en succesfuld forretningsmand, og hele hans liv er rettet ind mod karrieren. Ved faderens død overtager han både firmaet og elskerinden.
Igennem årene mødes de to igen og igen tilfældigt, men hver gang er omstændighederne imod dem, og de må følge hver deres vej. Deres sidste møde, det syvende, bliver skæbnesvangert.
Herbjørg Wassmo kan bare noget med stemninger og mennesker. Hun kan beskrive følelser og tanker, som ingen anden.
I denne her bog er kærligheden mellem Rut og Gorm utrolig dragende, på trods af, at de i store dele af romanen er væk fra hinanden. 
Romanen rummer også mit yndlingscitat ”Jeg tror du er mit menneske. Ikke fordi jeg skal eje dig, men for at mine tanker skal bære dig gennem alt. Også sorgen. Må jeg det?

Mit sande nord af Milly Johnson

Så er der altså dømt hygge og romance – og jovist det er i det sentimentale hjørne, men det er til gengæld ret godt skrevet for genren, og så er det krydret med et par mystiske hemmeligheder, og nogle ret fine sideplots, som giver historien en tyngde, som jeg måske ikke lige havde regnet med at dømme på den ret intetsigende sødsuppe forside (og titel). 
”Mit sande nord” handler om Laurie og Pete, der mødes i en sorggruppe. De har begge mistet deres partner pludseligt, og selvom de hver især kæmper med sorgen, så drages de øjeblikkeligt mod hinanden. Hver især begynder de dog begge at finde små spor i deres partners efterladte ting, spor der får dem til at tvivle og søge efter svar. Hvilke hemmeligheder gemte de på?
På sidelinjen kæmper Petes far også med sorgen over tabet af sin kone, som han desperat forsøger at udfylde med en ny kæreste, og Petes bror og dennes kone ønsker sig brændende et barn. Lauries svigerforældre render hende på dørene, de vil have del i arven efter deres søn. Men har de retten på deres side? Og hvad er det egentlig Lauries veninde Bella ikke kan få fortalt hende?
Milly Johnson skriver let og indlevende, med en så åbenbar kærlighed til sine karakterer, at det er svært ikke at holde af og med dem. Jeg elskede Pete og Laurie og jeg købte fuldstændig romancen mellem dem, og ja, jeg græd til sidst.
Er man til det lette med en kant af drama, og har man heller ikke noget imod et par til tider lidt højstemte violiner, så hermed en klar anbefaling af ”Mit sande nord”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *