Vores yndlingsbøger om jul

Vores julebogfavoritter. Her er seks af de julebøger, som vi har været gladest for herhjemme.

Da Boris blev julebjørn (fra 2 år)
Af Ryan T.Higgins 

Den gnavne bjørn er tilbage. Alle hans venner er klar til julestemning, men Boris gider ikke rigtig noget. Måske kan han komme lidt i julestemning alligevel? Historien er ganske ligesom de andre fortællinger om Boris fyldt med humor til glæde for børn i flere aldersgrupper og for voksne.
Bjørnen Boris er i hvert fald en ultimativ favorit hos vores yngste på 3.5 år.

Sne? Af Jo Surman (fra 3 år)
To små ræveunger har aldrig oplevet sne, og de er nysgerrige, hvad er det? De spørger en masse af skovens dyr, som hver især forbereder sig på vinteren. De to ræveunger lærer en masse, men det er først da sneen falder, at de virkelig forstår hvad sne er. En rigtig sød fortælling om forskellen på at lære om noget og opleve noget.

Den jul lillebror fyldte det hele (fra 4 år)
af Stine Josefine Dige og Charlotte Pardi

En herlig fortælling om alle de følelser der helt sikkert indimellem godt kan trænge sig på, hvis man er storesøster eller storebror, og den lille ny i familien tager al opmærksomheden. Illustrationerne er herlige og lader lillebrors hoved fylde abnormt meget og understreger dermed storesøster Siggas følelser. En helt oplagt bog til alle med små søskende, fortalt med indlevelse og masser af humor.

Det lille Snefnug (fra 3 år)
af Benji Davies
Benji Davies er næst efter Oliver Jeffers min favorit billedbogsforfatter. Denne julefortælling er absolut magisk og simpelthen så sød. Vi følger et lille snefnug og pigen Noelle, der begge har drømme om julen. Snefnugget vil ikke falde og allerhelst være en stjerne. Mens Noelle drømmer om det perfekte juletræ. Med lidt julemagi ender snefnugget heldigvis der, hvor det giver allerbedst mening; på toppen af Noelles juletræ.
Det er min favorit, når det kommer til julebøger til de små børn, og den jeg har anbefalet allerflest gange. Den kan læses fra 3 år, men for rigtig at kunne forstå og forholde sig til den fine stemning i fortællingen skal man måske i virkeligheden være en anelse ældre. Min datter på 6 år var tryllebundet.

Jul i andre lande (fra 6 år)
af Sofia Maria Brand

Lær om julen og julens traditioner i andre lande. Hvert land har et dobbeltopslag af to sider, der er fyldt med smukke illustrationer og små fortællinger om det enkeltes lands traditioner. Denne her kan både børn og voksne lære lidt af, og den er oplagt til at tale om forskelligheder og traditioner på tværs af kulturer. Tag på en julerejse til blandt andet Japan, Finland, Frankrig, Indien og Italien. 
Som ekstra bonus indeholder bogen også opslag, der fortæller om traditioner og højtider indenfor de store verdensreligioner; Islam, Hinduisme, Jødedommen og Buddhismen.

Drengen de kaldte jul (fra 7 år)
Af Matt Haig og Chris Mould.

”En umulighed er bare en mulighed, man endnu ikke har forstået”
Drengen Nikolas og hans far ejer ikke meget. Kårene er trange, pengene knappe og Nikolas’ eneste elskede stykke legetøj er en gammel roedukke.
Men måske kan hans far tjene en masse penge, hvis han begiver sig mod nord for at bevise, at nisser eksisterer.
Da hans far ikke kommer tilbage, beslutter den godmodige og kærlige Nikolas at finde ham. Men da han finder nissebyen opdager han, at menneskenes tilstedeværelse med deres mistillid og frygt har ødelagt noget i den før så åbensindede og venlige nisseby. Nisserne er blevet bange og mistænksomme.
Men kan det lykkedes Nikolas at bringe nisserne tilbage til deres magi? Kan han finde frem til, hvad det er han allerhelst vil være? Og kan han hjælpe menneskene med at få lidt af den nisselige-magi? 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *