Godt tip til fx underholdingen i bilen til børnene?
Vi er blevet enormt glade for at lytte til de forskellige podcasts til børn på GoLittlePlay. (Det er i øvrigt ikke reklame, jeg har intet samarbejde med dem, og betaler selv for mit abonnement.)
Selvom de forskellige lydbogstjenester er begyndt at have et godt udvalg til børn, så synes jeg faktisk det er lidt svært med lydbøger til særligt de mindre børn. De bøger der bliver indtalt er jo ikke skabt til at være lydbøger, og de mangler derved illustrationerne og dermed også en stor del af fortællingen.
GoLittlePlay er en samling podcasts, der alle er skabt til lydbogsmediet. Man kan både finde sjove fakta podcasts og gode historier. Der er desuden lidt for forskellige aldersgrupper, og en del er faktisk også ganske underholdende og interessante for voksne.
Vi lytter som regel til podcast, når vi kører bil, og så er det hele familien, der lytter med. Det gør bilturen hyggelig, og vi kan snakke om det sammen bagefter.
Vi kan blandt andet anbefale:
Samlingen af små finurlige fortællinger ”25 eventyr du aldrig har hørt før”, der er garanti for skøre moraler og gode grin. Her kan du blandt andet høre eventyret om katten, der blev så sur, at den besluttede sig for at bo under et bord, eller eventyret om løven, der var så sulten, at den kom til at spise alle sine venner. Alle eventyrene har en fin længde på 10-15 minutter.
Vi er også ret begejstrede for fakta serien ”Dyrenes dybeste hemmeligheder” hvor biolog Anders Kofoed i hvert afsnit fortæller en masse sjove facts om forskellige dyr. Det er fortalt i god børnehøjde og fanger både Johan på 4 år og Lilly på 7 år, og Kim og jeg lærer også en del. Anders Kofoed fortæller med så meget energi og passion, at der er svært ikke at blive smittet med interessen for alle de mange dyr. Johan er blevet ekspert i Axolotler efter at have hørt podcasten om det dyr, og Lilly fik svar på et par spørgsmål om mariehøns. Nu venter Johan bare i spænding på, at hans yndlingsinsekt, bænkebideren, får sit eget afsnit.
Derudover er der også serien ”Verdens vildste myter” som tager fat i forskellige myter som fx den afskyelige snemand eller vampyrer, og forklarer hvor myterne stammer fra og forsøger at undersøge, om der er noget om snakken, eller om det hele bare er en myte.
Der er en masse andet at lytte til derinde, og lidt for enhver smag, det var bare lige vores tre favoritserier.