TOP 3 – Over bøger som mange synes, det er lidt sejt at referere til, men som få rent faktisk har læst.

Da jeg i sin tid læste dansk på universitet stødte jeg på en del snobberier; Blandt andet var man lidt dygtigere og finere, hvis man satte startkomma end hvis man ikke gjorde.
Derudover var det naturligvis vigtigt, at man kunne sine klassikere, og det var særlig godt, hvis man sådan lidt lettere henslængt kunne flette referencer fra tidens store romaner ind i en samtale. Forstod man ikke en reference, så holdt man bestemt sin mund om det.
Men også i film og tv kan man undertiden støde på referencer fra de store klassikere, og er man en litteraturelsker som mig, så er det bestemt ikke rart, hvis man må erkende, at der er referencer man ikke forstår.
Jeg har dog gennem tiden, og særligt fra min universitetstid, erfaret, at der er bøger og forfattere, der synes at være lidt sejere at kunne og kende til, og som man derfor gerne vil have en andel i, hvis man blandt litteratursnobber, skal virke rigtig klog og intellektuel. Herved forstås dog også bøger, der for de flestes andel ikke er læst, men som man blot har forstået, gennem overleveringer af litteratursnobberi, er virkelig store og vigtige.Hermed får I min top 3 over bøger, som det er lidt sejt at referere til, men som de færreste faktisk har læst.

Nummer 3:
Tredjepladsen går til en amerikaner, der har begået et langt og sejt værk om en hval og en arrig besat hvalfanger i sit centrum – komplet med leksikalske optegnelser og en masse udenomssnak. Over 500 sider strækker mastodont værket sig over – og meget sigende for værkets placering på denne top 3, er det ofte side 1 folk citerer, når de skal virke lidt intellektuelle – Moby Dick sagde du? ”Kald mig Ismail” – hvilket i øvrigt er første linje på side 1 – så kom de færreste åbenbart længere.
Udover referencerne til første linje, så kan det også lige give lidt point at sammenligne folk, der er sygeligt besat af noget med Kaptajn Akab, og at kalde noget for nogens hvide hval, som en reference til objektet for denne besættelse.
Orker du ikke at læse bogen, eller går du død halvvejs igennem den, så giver jeg min fars gode råd videre ”læs de sidste tyve sider – mere behøver du ikke” – og gider du heller ikke det, så her er en spoiler ”de dør alle sammen – på nær Ismail”.

Nummer 2:
Andenpladsen går ligeledes til en udlænding, men denne gang skal vi have fat i en franskmand. Marcel Proust skrev fra 1909 og frem til sin død i 1922 de i alt syv bind af På sporet af den tabte tid – eller A la recherche du temps perdu, som man vil sige, hvis man lige skal lyde lidt mere intellektuel.
De syv bind står som et stort og væsentligt værk i litteraturhistorien, og det er blandt litteraturelskere selve den hellige gral. På universitetet sagde en professor engang ”det er et værk alle litterater er enige om er et stort værk, men langt de fleste har kun læst uddrag – eller er ikke kommet længere end den første bog” jeg selv tilhører den sidste kategori.
Egentlig kunne jeg godt lide bogen, og det er faktisk heller ikke fordi det er en bog, som har et specielt vanskeligt eller gammeldags sprog – men det er fyldt med metaforer og sanserige beskrivelser, der gør læsningen langsom, og derudover emmer fortællingen af en filosofisk tankegang, som man skal give sig god tid til at læse.
Jeg læste et interview med en kendt forfatter (husker ikke hvem), der mente at På sporet af den tabte tid aldrig kan læses i et tempo hurtigere end en side om dagen – med en sådan hast, kan det nok blive vanskeligt at få alle syv bind læst!
På sporet af den tabte tid refereres der til, når man skal tale om den menneskelige erindring og brugen af sanserne. Det meste brugte eksempel på denne sammenligning stammer fra første bog, hvori en smagen af en Madeleinekage vækker hovedpersonens erindring om barndommen og derved også er katalysator for hele hans kunstneriske skaberkraft.

Nummer 1:
Førstepladsen skal naturligvis gå til en dansker; Søren Kierkegaard, der i modsætning til sin ligeså kendte landsmand, HC: ANDERSEN, hører til blandt de forfattere, som nok de færreste danskere har læst.
Værket på denne liste er hovedværket Enten-Eller – som udkom i 1843.
I denne får vi et indblik i Kierkegaards meningen om eksistensen og det er blandt andet her han præsenterer sin stadielæren, som de der har haft filosofi vil kunne genkende.
Kierkegaard er en forgangsmand for den eksistentialistiske filosofi, og kender man fx til hans stadielæren, så er der mange kloge referencer og observationer, man kan gøre sig i analysen af langt det meste litteratur og film. Jeg selv, der ganske vist kun har læst dele af hans værk, men som har interesseret mig en del for hans stadielæren, har scoret en del point i tidens løb ved lige i en opgave eller til en eksamen at brilliere med kendskab til Kierkegaard.
Men en hurtig indføring i Søren Kierkegaard får man næppe i originalværket, der er tungt og vanskeligt at komme igennem med sine kringlede filosofiske formuleringer i et gammelt og tungt kancellisprog. – Men hvorfor skulle man dog også det, når der er så mange andre, der har læst det for os og opstillet hans teorier i en langt mere spiselig version.
Da jeg fx læste dansk på universitetet havde vi et fag, der hed litterære hovedværker, her skulle vi blandt andet læse forførerens dagbog, som er en del af første del af enten- eller (at dette delelement at værket tæller knap 200 sider, siger også en del om det fulde værks længde).
Jeg selv gik i gang med værket 1 måned før forelæsningen, og som hjælp til mig selv lavede jeg 4-5 linjers notater til hver enkelt side med en kort gennemgang af hovedpointerne i et mere lettilgængeligt sprog. Få dage før forelæsningen, kom mine noter i høj kurs blandt dem, der var senere ude, og som måtte erkende, at Kierkegaard ikke er en herre, man sådan bare lige læser i bussen på vej til time.
Skulle du heller ikke have mod på at kaste dig ud i Kierkegaard, så er her et link, hvor Kristeligt dagblad har samlet 10 citater fra Enten-Eller – så kan man jo altid smide et af dem.

Hermed min top3 – og som I kan læse, så har jeg selv kun læst den ene til ende (og det med en del besvær) Samtidig har jeg da mere end en gang refereret til nogle af disse værker – så jeg går ikke selv fri af denne lille Top 3’s pointe.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *