Monogram mordene

Monogram mordene
Oversætter:
Genre:
Sprog:
Originalsprog:

Monogram mordene er første bog i Hannahs genoplivning af Agathe Christies populære krimiserie om den belgiske meterdetektiv Hercule Poirot. Det er en hæderlig fortsættelse; Hannah skriver godt, og hun har respekt for forlægget samtidig med at hun har givet den sit eget præg. Plottet her holder desværre ikke til en hel bog, og allerede halvvejs igennem begynder historien at blive langtrukken. Samtidig synes jeg aldrig rigtig, der er tvivl om den/de skyldige – og så bliver det altså lidt kedeligt at læse en detektivroman.

Christie skrev sin første bog i serien i 1920 og den sidste i 1975 – tidsmæssigt foregår romanerne primært i 20’erne og 30’erne – og i monogram mordene er vi da også tilbage i begyndelsen af tyverne. Poirot og Cathpool kaldes til et hotel, hvor tre er fundet døde på hver deres værelse. De er fundet forgiftet med en plade med initialerne PJI i munden, og de synes ikke umiddelbart at have forbindelse til hinanden.
Der er altså lagt i kakkelovnen til et virkelig interessant mordmysterie, men desværre går gassen lidt hurtigt af ballonen.

Sophie Hannah har i et interview udtalt, at hun ønskede at genoplive serien med Hercule Poirot, men at hun samtidig også ville distancere sig lidt fra Agathe Christies serie, i erkendelse af at hun aldrig kunne lave helt det samme, og derfor også ønskede at bidrage med sit eget præg på serien. Det har hun primært gjort ved at introducere en anden hovedperson – politimanden Catchpool – som er knap så erfaren og langt mere usikker end den overlegne meterdetektiv, og som Poirot derfor hurtigt tager under sine vinger.
Catchpool er en jeg’fortæller, og en sådan havde Christies serie heller ikke – vi får da også et indblik i Catchpools tanker og følelser, og hans angst for at se døde mennesker forklares gennem tilbageblik. Sophie Hannah adskiller sig her klart fra Agathe Christie, der aldrig rigtig interesserede sig for Poirots følelsesliv.

Når man som jeg har læst og sat stor pris på Hercule Poirot bøgerne, så skulle jeg altså lige over den første irritation over denne nye hovedperson, men da jeg så kom det, så synes jeg egentlig, at det er et rigtig valg af Sophie Hannah, at hun har krydret serien med sit helt eget element. Hun gør det nemlig uden at fjerne sig fra det helt essentielle ved Poirot serien – nemlig opklaringsarbejdet, afhøringerne og Poirots fine sans for detaljen. Ligeledes snydes vi ikke for den klassiske Poirot scene, hvor han til slut samler alle plottets implicerede personer, og kortlægger samtlige beviser, indicier, motiver og teorier.

Det er altså alt i alt en ganske værdig arvtager, som Sophie Hannah har skrevet. Men, for det måtte jo komme, jeg savner alligevel noget. For noget af det som Christie også gjorde så godt, var humoren i det ofte ganske karikerede og stereotypiske persongalleri – og den humor savner jeg altså i monogram mordene. Omvendt kan man også hævde, at Christie var for entydig i sin personskildring mens Hannah derimod forsøger at fremstille nogle lidt mere nuancerede karakterer – men i så fald synes jeg ikke det er noget hun er kommet helt i mål med. I stedet bliver karakterne kedelige, de er hverken humoristiske eller særlig interessante. Ligeså må jeg om selve plottet sige, at Hannah trækker den alt for langt ud, allerede halvvejs inde i romanen synes de væsentligste plotdetaljer at være afsløret; og derefter træder hun altså vande alt for længe til at det bliver rigtig interessant. Som læser sad jeg i hele sidste halvdel og ventede på en overraskelse – men det udeblev.

Alt i alt har Hannah skrevet en hæderlig fortsættelse, og langt hen af vejen er det da også en god og spændende historie. Det er bare som om, at sidste halvdel af bogen bliver trukket lidt i langdrag. Det primære problem er nok, at der, i modsætning til Christies Poirot bøger, er for få implicerede, der bliver introduceret som mulige skyldige. Derfor bliver det aldrig rigtig spændende, da mistanken i historien egentlig aldrig har mulighed for at rykke sig blandt mere end en eller to. Den overrasker ganske enkelt ikke i sit plot og sin afslutning – og det er virkelig en mangel for en god detektivroman, og det er da også det, der virkelig trækker ned i bedømmelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?