En fantasy fortælling henvendt til børn/unge. Det er en fantasy fortælling, der udmærker sig ved at gå i dybden med sine hovedpersoner, Taisin, Lill og Deen fremstår alle som hele personer med flere facetter, i modsætning til genrens ofte ret flade persongalleri. Det er klart fortællings plus, ligesom universet og den grundlæggende historie rummer alle de klassiske elementer; helte, skurke, kærlighed, magi, det gode og det onde. Men det er også til tider en langtrukken affære, der står lidt i stampe omkring særligt Taysin og Lill’s gensidige og hemmelige forelskelse.
Heksejægerens bytte er første del i serien om dragernes konge. Vi er i den moderne young adult fiction genre, og udover at være en god fantasy fortælling, så er målgruppens problemer med forelskelse, venskab, usikkerhed og identitetskrise også en stor del af historien.
Landet Perina lider under Kong Tarodan, der blandt andet har gjort hekseri forbudt. Det har betydet flere år med en intens heksejagt, i ordets oprindelige betydning, efter alle magikere i landet. Historiens helt og mandlige hovedperson Taysin vikles ind i dette drama, dels fordi hans mor på sit dødsleje afslører en hemmelighed om hans fortid, samt dels fordi veninden Lill viser sig at have sin egen farlige hemmelighed, som han må hjælpe hende med at skjule.
Historien er som sagt første del i en serie, anden del er skrevet af Carina Evytt og følger en anden storyline i samme univers. Bog 3 er endnu ikke udkommet, men bliver (som jeg har forstået det) skrevet af dem begge og vil forbinde og afslutte de to storylines – det i sig selv er et spændende projekt.
Jeg kan rigtig godt lide, at Pernille Eybye har en fin fantasy fortælling med et godt univers – der er fortællinger om landets skikke og historie, og universet er dermed skildret fint uden at blive for uoverskueligt. På samme måde er karaktererne og deres følelser i fokus, og det fungerer godt at synsvinklen skifter mellem de to hovedkarakterer Lill og Taysin. Ligeledes fungerer det godt med de små linjer i kursiv, som direkte markerer karakterens tanker.
På minus siden må jeg sige, at fortællingen har tendens til at være lidt langtrukken, ganske vist mangler der ikke action, og naturligvis kræver en fortælling som denne også plads til at udfolde universet, men særligt de to karakterers forelskelse går lige lovlig meget i ring. Jeg er stor fan af at gå i dybden med sine hovedpersoner, men jeg synes, at Eybye her med fordel kunne have uddybet nogle af sine bipersoner lidt mere. Når det så er sagt, så er der ingen tvivl om, at bogen er henvendt til teenagere, og selvom jeg måske synes at den ”ulidelige forelskelse” bliver lidt kedsommelig i længden, så vil den sikkert ramme rigtig godt i målgruppen.
Alt i alt en absolut læseværdig ungdomsbog.
Heksejægerens bytte
En fantasy fortælling henvendt til børn/unge. Det er en fantasy fortælling, der udmærker sig ved at gå i dybden med sine hovedpersoner, Taisin, Lill og Deen fremstår alle som hele personer med ...