To the modern man

”Må du udbrede dig om den komplicerede verden, mænd skal navigere i nu om dage”

”Må du insistere på at give plads til den følelse, mange mænd har af, at det også er synd for dem”

To the modern man

SLAM – fristes man til at tilføje bogens titel, for der er rigeligt med verbale lussinger og skarpe slag i Kristina Nya Glaffeys roman, der i nærmest et langt uafbrudt tekststykke taler direkte til den moderne mand. En mand der i Glaffeys udlægning er selvynkende, selvcentreret og privilegieblind. Han går op i søvnrytme, klidkiks, korrekt placering på lokumstønden og en god lind afføring, og så er han uhyre glad for at høre sin egen stemme i en samfundsdebat, hvor han insisterer på at lige netop hans mening, er den vigtigste – også når det kommer til emner, hvor andre og mindre privilegerede nok havde været mere relevante at lytte til.

Bogen er uhyre svær at citere fra, for sætningerne lader sig kun svært adskille i denne verbale opsang, der nærmest imiterer bogens kritik af den moderne privilegieblinde mand, der i bogens portrættering også kun vanskeligt (og med megen brok) lader sig afbryde.

”(…) så at det ikke bestandigt er dig, der skal sætte dagsordenen, dig, der sal kæfte op, dig, der skal plapre og pladre og pludre og skvadre og knevre og ævle, dig, der igen og bare én gang til mener at skulle bidrage med endnu et for eftertiden uundværligt aspekt til den inferiøre del af fællesmængden, du snitter med dine smørerier. Bare lige en lille bitte tilføjelse mere til den verdenshistorie, du i forvejen bestandigt maser dig foran i køen i, hvor du til stadighed tror dig uundværlig, og som din fantasi ikke rækker til at forestille sig eksistensen af uden dit konstante kommentarspor, dine suposedly interessante bidrag (…)”

Den moderne mand får virkelig mange hug. Han er privilegieblind, selvoptaget, selvcentreret, hypokonder og følelsesafstumpet. Han kæfter op om alt og afslører sig selv som inkompetent, insisterer på sin plads i debatten uden af give plads til andre, mens han krampagtigt fastholder patriarkatet.

”(…) når du som mediemøllens David Hasselhoff i dine orange badeshorts sætter af for at redde tissemandsligaen fra en druknedød i egen inkompetence”

Men så er han også hurtig til at spinde guld på vindersager og slå plat på andres utrættelige kamp for rettigheder og taletid;

”De toner din samtid en har slået an, så spiller du gerne omkvædet på din pikfløjte i dagspressen, hvor spaltepladsen er ryddet og klar til at sluge din udløsnings klatter”

Glaffeys sproglige tour de force i gedigne verbale tæsk forstærkes af hendes lange kancelli-sproglige sætninger, der i en lind, vred og ubrydelig strøm lader den satiriske fremstilling flyde frit. Den sproglige formel giver teksten et særdeles vredt, kontant og nærmest harmefyldt bid. Derudover er Glaffeys satiriske spydighed særligt stærk i de passager, hvor Glaffey fx sammenligner den moderne mand med en lille skrigende baby, der nægter at give et stykke legetøj fra sig. Ligesom mængden af gylle der i Glaffeys udlægning kommer ud af den moderne mands mund, måske/måske ikke kan måle sig med tekstens kredsen om den moderne mands optagethed af egen afføring.

Glaffeys roman har fået en interessant modtagelse i dagspressen, fx anmelderen fra Berlingske, der nærmest kommer til at stadfæste Glaffeys karikatur ved blandt andet at skrive at Glaffey” ikke giver en fløjtende fis for, at det kan være svært at være mand nu til dags”.

På den anden side har Weekendavisens Bukdahl haft selvironien fremme, og konstaterer, at han da føler sig lidt ramt, og samtidig hæfter sig ved bogens satiriske element.

For det er jo først og fremmest satire, der måske ikke alene kan ramme den moderne mand, men også generelt de privilegerede og deres blindhed overfor selvsamme privilegier. Jeg følte mig da også en smule ramt indimellem.

For når man er færdig med at grine af Glaffeys sylespidse karikatur af den moderne mand, så må man også erkende, at der er en ret sigende del af romanens tematik, der ligger alene i Glaffeys formsprog. Karikaturen er af den privilegieblinde (som her er personificeret ved en midaldrende ciskønnet mand), men i virkeligheden kunne den også ramme en hvilken som helst privilegeret, der ikke har forstået disse privilegier, eller forstået i hvilken udstrækning, det alene er de privilegerede, der har den diskursive magt i vores samfund; Magten der består i at have taletiden og dermed italesættelsesmagten.

Glaffeys vredesmanifest er således også en sproglig eksekvering, der kan læses som værende udført af den og de, der efterhånden er godt og grundigt trætte af at være hensat til hjørnet og konstant af blive overset og tilsidesat i debatten. Glaffey sætter således ikke sin ordstrøm på pause, for hendes skrift er en slags generobring af taletiden.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?