Den ufortalte historie

Den ufortalte historie
Forfatter:
Sprog:
Originalsprog:
Forlag:

”Vognen var slidt som alt andet efter republikkens snart tre år.”

Den ufortalte historie af Cæcilie Lassen er en rejse tilbage til Paris i årene efter den første fase af den franske revolution. Vi møder den forældreløse komtesse Hélène i 1792. Monarkiet er afsat og den franske konge og dronning sidder fængslet. Aristokratiet har fået frataget deres rettigheder og lever en usikker tilværelse i frygt for revolutionens næste bølge. Hélènes onkel og formynder er rejst i eksil i England, og ønsker at niecen skal følge ham. Men Hélène møder ved et tilfælde den unge arbejder Jacques, der var blandt dem, som indledte revolutionen og som stadig brænder stærkt for at skabe et nyt og bedre samfund.

Det umage par skal ikke blot komme deres forskelligheder til livs, de lever også på usikker grund i et ustabilt samfund, hvor Hélènes aristokratiske baggrund kan koste hende livet og samtidig ulmer konflikterne mellem de forskellige grupperinger.

Cæcilie Lassen skildrer den usikre periode i fransk historie, der fulgte i kølvandet på den første revolutionsbølge. Kongehuset og den herskende klasse er afsat – men hvad så nu? Hvad er bagsiden af medaljen, når en helt ny samfundsorden skal findes? Jacques og Hélène står umiddelbart på hver sin side, men ender med at stå sammen i et fælles ønske om at skabe en verden, hvor der er plads til deres kærlighed. Men det står dog hurtigt klart, at hvor Hélène sætter kærligheden højest, så tilhører Jacques’ hjerte først og fremmest sagen, og hvilken pris er han parat til at betale for den?

I et nutidigt spor følger vi Helen, der er arving til et større gods i England. Hun forsøger at indkøbe et smykke, der har forbindelse til en af slægtens kvinder, den franske adelige Hélène. Men da hun bliver mødt med et krav om at kunne bevise sit tilhørsforhold til medaljonen må hun i arkiverne for at forfølge fortidens spor. Her skal ikke afsløres noget, men der gemmer sig naturligvis et par familiehemmeligheder eller to.

Der er ingen tvivl om, at der er lagt et enormt stort researcharbejde i den her roman, der med så mange detaljer skildrer en yderst interessant og skelsættende periode i den franske historie. Man fornemmer de forskellige grupperinger og konflikterne, og Cæcilie Lassen kredser hele tiden ved spørgsmålet om omkostningerne ved revolutionen, herunder i særdeleshed de menneskelige. Lassen skal også have cadeau for nuancerne. Her er det ikke entydigt, hvem der er god eller ond, og såvel aristokraterne som de forskellige grupperinger indenfor de revolutionære skildres med en konstant refleksion over konsekvenserne ved de enkeltes handlinger. ”Alle må ofte noget, hvis man vil reformere et samfund” lyder et citat i romanen, og skildringerne af Paris anno 1792-1794 viser med al tydelighed, at det er rigtigt.

I såkaldte time-slip romaner (romaner hvor man følger to tidsspor) plejer jeg absolut at foretrække det fortidige spor. Men i denne roman synes jeg koblingen mellem de to er tilpas interessant til, at også det nutidige spor er ret spændende. Jeg blev ligeså grebet af at løse mysterierne som hovedpersonen Helen. Hun er drevet af et behov for at bekræfte historien om sin familie, som hun har fået fortalt gennem generationer, da hun på en måde føler, at historien er hendes berettigelse til sin identitet som næste generation på godset. Men ganske ligesom sin navnesøster Hélène i 1790érnes Paris, så tvinges Helen til at se sit liv og sin historie i et nyt lys.

Ganske kort berører Cæcilie Lassen optøjerne i Paris i 2019, som en slags parallel til forhistoriens kampe, men her kunne parallellen godt have været mere tydelig, såfremt man ønskede, at den skulle spille en rolle.

Da jeg først læste om romanen og inspicerede bagsiden, så havde jeg forestillet mig, at den ville have langt mere fokus på kærlighedshistorien mellem Hélène og Jacques, men det er faktisk i langt højere grad deres individuelle historier og den måde hvorpå de hver især befinder sig i og tilpasser sig de nye tider og de ulmende konflikter, som er i fokus.

Personligt havde jeg forestillet mig, at Hélènes baggrund som komtesse ville spille en større rolle, jeg havde fx forestillet mig, at hun i større grad ville føle en splittelse og opleve større væmmelse ved at se sine tidligere venner blive forfulgt og dræbt. Det skuffede mig umiddelbart en anelse, da der her ville være kim til et godt personligt drama. Samtidig føles det på en måde en anelse utroværdigt, at Hélène ikke dvæler lidt mere ved det man kan kalde afskeden med sit gamle liv og sin gamle identitet. Selve omstillingen føles for enkel for Hélène og det var min oplevelse, at romanen simpelthen går for let hen over emnet.

Omvendt er det måske også tydeligt, at det er en helt anden historie, som Cæcilie Lassen ønsker at dvæle ved.

Dramaet mellem Hélène og Jacques ligger nemlig ikke i forskellene imellem dem qua hendes fortid, den ligger snarere i deres forskellige måder at være i den nye verden på. Hélène ønsker kun ham, kærligheden og drømmen om et fælles barn. Mens Jacques i sidste ende måske først og fremmest brænder for sagen. Dermed er Cæcilie Lassens historie i virkeligheden en fortælling om de ofre, der også blev bragt for sagen og den nye samfundsorden. Ganske vist var det kongen og aristokratiet, der mistede deres hoveder. Men revolutionen sluttede ikke ved guillotinen, den var på mange måder stadig kun lige begyndt.

Alt i alt en levende fortælling om en tumultarisk periode i fransk historie. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere fokus på de enkelte karakterer, der godt nu og da kan forsvinde lidt i historiske detaljer. Men omvendt var jeg også ret begejstret for en detaljerig fortælling med autentisk stemning.

3.5Overall Score

Den ufortalte historie

”Vognen var slidt som alt andet efter republikkens snart tre år.” Den ufortalte historie af Cæcilie Lassen er en rejse tilbage til Paris i årene efter den første fase af den franske ...

  • plot og handling
    3.5
  • karakterer
    3.0
  • sprog og skrivestil
    3.0
  • Miljø - historisk skildring
    4.3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?