”Lucias sidste rejse” er et imponerende, fascinerende og til tider langtrukkent sammensurium af virkelige hændelser og fri fantasi. Det er en rejse gennem (primært) Italiens historie med nedslag i små fortællinger, der hver sig udgør sin egen historie, og som er knyttet sammen ved deres forbindelse til relikvierne efter den hellige Lucia.
”Må du udbrede dig om den komplicerede verden, mænd skal navigere i nu om dage”
”Må du insistere på at give plads til den følelse, mange mænd har af, at det også er synd for dem”
To the modern man
SLAM – fristes man til at tilføje bogens titel, for der er rigeligt med verbale lussinger og skarpe slag i Kristina Nya Glaffeys roman, der i nærmest et langt uafbrudt tekststykke taler direkte til den moderne mand. En mand der i Glaffeys udlægning er selvynkende, selvcentreret og privilegieblind. Han går op i søvnrytme, klidkiks, korrekt placering på lokumstønden og en god lind afføring, og så er han uhyre glad for at høre sin egen stemme i en samfundsdebat, hvor han insisterer på at lige netop hans mening, er den vigtigste – også når det kommer til emner, hvor andre og mindre privilegerede nok havde været mere relevante at lytte til.
Der udkommer rigtig mange kunstnerromaner dette forår; Jesper Wung-Sungs ”Kvinde set fra ryggen” om Vilhelm Hammershøi , Rakel Haslund Gjerrilds ”Adam i Paradis” om Kristian Zahrtmann og altså også Peter Løhrs debutroman ”Hulemennesket” om Johan Thomas Lundbye. Lundbye er en kunster, som de flest nok kender til, hvis de lige laver en hurtig google søgning og ser nogle af hans malerier. Langt størstedelen af hans billeder er af naturskønne egne i Danmark, som har betaget Lundbye, og han regnes for en nationalromantisk kunster. Kærligheden til fædrelandet fik også betydning for hans skæbne, i det han meldte sig frivilligt til treårskrigen, hvor en ulykke kostede ham livet inden kampene overhovedet var gået i gang.
”Aldrig helt at forstå
Levende videre som et vidne om, at det kunne du også have gjort
Rummende i mig til trods: Håbet om, at det virkelig var den rigtige beslutning, du endte med at tage”
Hvad kan man sige om Farskibet?
For den lader sig ikke sådan lige opsummere eller forstå med få ord. Med ordene kommer man undertiden til kort; ”At skrive som at feje blade sammen (i blæsevejr!)” som Glenn Bech netop selv skriver. Lige netop det billede beskriver romanen og dens formsprog fantastisk godt, for det er på mange måder en evigt hvirvlende strøm af ord, der omhandler denne barske historie om et selvmord og konsekvenserne af det, om at begribe det ubegribelige, tilgive det utilgivelige og forlige sig med det meningsløse.
Men det er også en barsk fortælling om toksisk maskulinitet og om smerte, der er nedarvet gennem generationer. Det er fortællingen om en ung mands velsagtens insisteren på at bryde den formel med et så sårbart og ærligt skrift, der nærmest klynger sig til at finde meningen og forstå sammenhængen i det, der ikke kan begribes. Netop derfor er formen, der ellers har været noget udskældt blandt nogen, helt fantastisk, for den understøtter jo den tilstand og den famlen i blinde efter mening og måske endnu mere denne søgen efter at afdække det tomrum, som faderens fravær har medført og gøre sig fri af den byrde, som faderens valg har pålagt sønnen. Romanen virker på mange måder som et terapeutisk skrift, en insisteren på at krænge det formløse og smerten ud, og det er det ordene bærer præg af; Det er fyldt af nedslag, afbrudte tanker, gentagne følelser, halvt glemte erindringer og endnu uafsluttede refleksioner.
Anne Lise Marstrand Jørgensen tager favntag med en af dansk histories helt store kvindeskikkelser, og hun giver hende i den grad både ansigt og stemme i denne 600 siders lange udforskning af en dronning, en pige, en kvinde, en mor, en hustru, en veninde, en datter. Margrete har mange ansigter og også mange sider, og som læser møder vi den snu, den intelligente, den opfarende, den kærlige, den selvsikre og den usikre.
Anne Lise Marstrand Jørgensen skriver uendelig smukt i en fortælling, der på ganske poetisk vis folder historiens vingesus ud for os, men det er først og fremmest portrættet af en kvinde, der giver fortællingen luft under vingerne.
”Menneskers forhold til hinanden er komplicerede, og det er ikke altid retfærdigt, hvem man glemmer, og hvem man husker”
Næste! Af Ninna Lykke er en ganske humoristisk skildring af den menneskelige dobbeltmoral og det evige behov for spænding samt troen på at ”græsset altid er grønnere på den anden side”.
En roman om et barskt emne, der dog desværre aldrig rigtig fangede mig. Der er ellers rigeligt med autenticitet i beretningen om Helenes forhold til stofferne, men det føles fastlåst i det praktiske; Den er fyldt til randen med beskrivelser af stoffernes anvendelse og virkning og ikke mindst Helenes kvaler med af skaffe dem, men Helenes indre følelsesliv føles uforløst og ikke videre mærkbart.
Elvira er tilbage! Hun har i den grad været savnet hos denne læser, og gensynets glæde skuffede ikke. Anne-Sophie Lunding-Sørensen har igen skrevet en på overfladen let satirisk historie om den overvægtige og arbejdssky Elvira, men under overfladen er den et særdeles varmt og empatisk portræt af samfundets svageste, som også rummer en meget subtil kritik af måden vi som samfund i dag behandler netop vores svageste.
Man kan ikke undgå at holde af Anne-Sophie Lunding-Sørensens heltinde Elvira, der folder sig ud i denne herlige lille politisk ukorrekte sag, som både rummer en let underspillet satire, men som også er ganske alvorlig og demonstrerer en virkelig stor indføling med samfundets svageste.
Anne Cathrine Bomann tager favntag med et uhyre tabubelagt emne, og hun gør noget, der ellers er ganske uhørt; Hun skaber sympati omkring en karakter, der udvikler nogle absolut forkerte følelser.
Men hun skaber også et virkelig rørende portræt af en ung drengs kamp mod ensomheden.
Hvad ingen ved er en fin lille fortælling om store følelser og emner, og brødrene Jonas og Imse går lige i hjertekuglen.