Memorial

”De store øjeblikke er sgu aldrig store, mens de sker”´

Jeg kalder den lige: Den nye Great American Novel er landet. Memorial af Bryan Washington rammer i tiden og tegner et rørende og (sådan føles det) autentisk billede af et amerikansk samfund af i dag.

Men samtidig er det også bare en helt enkelt historie om et parforhold i krise, om to mænd der elsker hinanden, men som famler i kluntede forsøg med kærligheden og derfor (måske) også er ved at miste den.

Da vi først møder Benson og Mike har Mike netop fortalt, at han vil tage til Japan for at besøge sin døende far, som han kun næppe har et forhold til. Nogenlunde samtidig melder Mikes mor sin ankomst, og i Mikes fravær bliver det Benson, der skal forsøge at give den svigermor, som han aldrig før har mødt, et behageligt ophold.

I romanens første del følger vi Benson, der langsomt og fuldstædig ordløst nærmer sig sin svigermor over tilberedningen af forskellige retter. Svigermor Mitsuko har tilsyneladende lidt svært ved at acceptere sin søns kæreste (og hans seksualitet), men mens de står og hakker grøntsager, dækker bord og skubber skålene frem og tilbage til hinanden, så sker der noget. De små scener mellem Mitsuko og Benson rummer en enorm stilfærdighed, de går omkring hinanden i den lille lejlighed, og nærmer sig forsigtigt hinanden i en slags fælles forståelse gennem dagligdagens handlinger.

Samtidig er der udfordringer med nogle unge i det pædagogiske tilbud, hvor han arbejder; Her ses tydeligt den sociale slagside og samfundets strukturelle racisme.

I det hele taget er Bryan Washington ret god til at pege på strukturelle udfordringer i samfundet på en meget indirekte og alligevel ganske tydelig facon, og det gør romanen til en gedigen samfundsroman.

I romanens anden del følger vi Mikes besøg hos sin far i Japan. En søns ønske om at forstå fortiden og forlige sig med sin fars svigt.

”Memorial” er en roman om racisme, homofobi og social ulighed. Det er en roman om svigt, om misbrug, om fædre og mødre. Men mest af alt en roman om kærlighed, om alt det der giver os mod på at gribe ud efter den, og alt det der forhindrer os i at holde fast.

.Bryan Washington skildrer på en på en gang sart og stærk facon relationerne mellem sine karakterer, og han gør det i nærmest ordløse dialoger, og alligevel er det ladet med følelser.

Det er netop indlevelsen, der gør den her roman særligt imponerende, man ser ikke blot omridset af nogle karakterer, man mærker nogle mennesker, og det er karakterer, der rummer mange nuancer og en stor kompleksitet. Hverken Benson eller Mike er perfekte mennesker, og deres forhold synes på mange måder at være dødsdømt, og alligevel er det svært ikke at heppe på dem og deres kærlighed.