Nye bøger på boghylden

Min boghylde bukker snart under for presset, men man kan vel alligevel altid finde plads til en ekstra bog eller to. I de forløbne par uger har jeg fået en del nye spændende titler, der er nogle jeg har modtaget som anmeldereksemplarer og nogle har jeg selv købt. Der er både et par historiske romaner, min favoritgenre, og nogle virkelig smukke billedbøger. Men der venter mig også en tur ind i den første store kærlighed og så skal jeg også en tur ind i krimiland.

De forsvundne roser af Martha Hall Kelly
Året er 1914, og verden har stået på tærsklen til krig så mange gange, at det ikke fylder det store for Eliza Ferriday. Hun er spændt på en nært forestående rejse fra New York til Sankt Petersborg i selskab med Sofya Streshnayva, som er kusine af Romanov-familien. De to lærte for flere år siden hinanden at kende i Paris og blev hurtigt hinandens fortrolige. Nu stævner Eliza ud på sit livs rejse til Sofyas hjemland for selv at opleve al Ruslands pragt.

Sidste år udkom Martha Hall Kellys første bog ”Blomstrende syrener” hvor vi blandt andet fulgte virkelighedens Caroline Ferriday og hendes kamp for at hjælpe nogle unge polske kvinder, der under Anden verdenskrig var blevet brugt til medicinske forsøg. I De forsvundne roser gælder det så historien om Carolines mor Eliza.

Du kan læse min anmeldelse af Blomstrende syrener her.

Krokkedillevogteren af Katrine Engberg
En kvinde findes brutalt myrdet i sin lejlighed i København, og det umage makkerpar Kørner og Werner sættes på sagen. Men opklaringsarbejdet er vanskeligt, for der er ikke mange spor at gå efter og snart bliver det hele endnu mere mystisk, da det viser sig, at en ældre kvinde i opgangen længe har skrevet på en krimi – en krimi, hvor der begås et mord, der minder uhyggeligt meget om drabet i underetagen.

Jeg har været lidt lunken ved krimiernes verden siden dengang jeg gik lidt kold i Jussi Adler Olsens bøger. Men jeg har besluttet mig for, at nogle af de mange nye danske krimistjerne skal have en chance. Engberg skuffede bestemt ikke, og bogen gled ned i et snuptag – for spændende det var den helt sikkert. 

Stjernestunder af Lotte Salling
Stjernestunder giver barn og voksen en behagelig afslutning på dagen. Bogen kombinerer remser med massage, så barnets sprog stimuleres, og der udskilles hormoner, som beroliger barnet inden sovetid. Bogen er varmt og stemningsfyldt illustreret af Lea Letén. Fra cirka 2 år.

Den her havde jeg glædet mig meget til at få ind af døren, og den skuffede bestemt ikke. Vi har endnu ikke brugt den som godnatlæsning, men den har været fantastisk til en hyggelig stund i vores lille læsehjørne. De små vers er så søde og virkelig smukke, og de fortæller nogle ganske fine og sjove historier, som Lilly i hvert fald elsker. Læs fx den her:

Når månen får et magisk lys
Og jeg får lys til nattegys
Så kender jeg et særligt sted
Og du må gerne liste med

Vi kryber ind, hvor dragen bor
Og den spyr ild, og den er stor
Men når vi aer dragens hud
Så går de vrede flammer ud

Emma af Jane Austen
Sidste bog i rækken af Lindhardt og Ringhofs smukke genudgivelser af Jane Austens værker er Emma. Historien om den fornuftige, godhjertede og også lidt forkælede og naive Emma, der forsøger at lege Kirsten giftekniv for alle sine venner, men som ender med at lære et og andet om sig selv og sine egne følelser.
Jeg har ikke læst bogen endnu, men har set et par filmatiseringer, hvoriblandt den med Gwyneth Paltrow helt klart er min favorit.

Sommervenner af Annette Bjørg
En varm sommerdag går Iris ned til havet, som hun plejer. På bænken sidder en gammel mand. Det er Axel, og han vil egentlig helst være i fred. Måske kan Iris få ham på andre tanker …
En varm billedbog om ensomhed og venskab på tværs af alder.

En yndig lille poetisk perle med et stærkt budskab til børnehavebarnet.

Søsterklokkerne af Lars Mytting
Stor nordisk slægtsfortællingen,  der giver læseren en historie rig på dramatik, sagn, overtro og kærlighed.
På en lille gård i Gudbrandsdalen kommer tvillingesøstrene Halfrid og Gunhild Hekne til verden under en usædvanlig hård fødsel. Pigerne er nemlig vokset sammen fra hofterne og ned. Alt må de gøre sammen, og tidligt viser det sig, at pigerne har et særligt talent. Sammen væver de de mest utrolige billedtæpper, som siges at kunne vise fremtiden, og ved deres død støber man til deres minde et par kirkeklokker, der i de kommende århundreder ringer over den lille norske dal – og nogle gange tilmed ringer af sig selv og varsler, at noget er på vej.
Livet går sin gang i den lille bygd, generation for generation. Til sidst er historien om søstrene kun et fjernt sagn, men klokkerne består, og ligeledes den gamle fine stavkirke, som de har til huse i.
En dag banker de nye tider og verden udenfor på. Først flytter en yngre præst udefra ind på præstegården, hvor den nittenårige Astrid Hekne gør tjeneste. Med sig bringer han nye ideer fra hovedstaden og åbner en større verden for den unge pige, samtidig med at hun hjælper ham med at forstå det lille samfund, han er flyttet ind i. Og ikke lang tid efter dukker en anden fremmed op: en eksotisk udlænding med store planer, der er vældig interesseret i såvel stavkirken som Astrid.

Jeg elsker historiske romaner, det er måske nok min favoritgenre. Jeg glæder mig til Lars Myttings værk, som jeg allerede har hørt gode ord om.

Uden min datter af Anders Wendt Jensen
Uden min datter er en meget rørende bog om en fars kamp for at få lov til at se sin datter. Det er en fortælling om et offentligt system med alt for lange sagsbehandlingstider og manglende handling, det er et system, der de facto gør det muligt at skrive en forældre helt ud af et barns liv.Anders Wendt Jensen fortæller rørende om sin kamp, sin afmagt og frustration, og sit brændende håb om at få lov til at lære sin datter at kende.
Samtidig skriver han skarpt og kritisk om systemet og stiller væsentlige og vigtige spørgsmål, ligesom han kommer med konkrete forslag til forbedringer. En personlig og politisk bog. 

Jeg har allerede læst og anmeldt bogen – læs mere her.

Overgrebet af Ines Bayard
Marie er lykkeligt gift, tredive år, hun elsker sin mand Laurent og deres liv sammen i Paris. Hun er glad for sit arbejde og drømmer om at blive mor. Alt kører på skinner og ser lyst ud. Lige indtil den regnvejrsdag, hvor hendes chef tilbyder at give hende et lift, og han voldtager hende i sin bil.
Selv om Marie er ved at drukne i skyld og skam, beslutter hun sig for ikke at sige noget til nogen og holde på sin hemmelighed i ensomhed. Men da hun opdager, at hun er gravid, begynder en langsom nedstigning i mørket og vanviddet.

Puha – den her ved jeg ikke engang om jeg tør læse. Jeg forbereder i hvert fald mig selv på en særdeles ubehagelig omgang. Det lyder barskt og bevægende på en gang. 

Izzy og tristan af Shannon Dunlap
Tristan er 16 år, genial til skak og bor hos sin tante i Brooklyn sammen med sin fætter Marcus. Marcus er pusher og styrer nabolaget med hård hånd. Han udnytter bl.a. Tristan og hans skaktalent til at vinde penge fra folk.
Da Izzy og hendes meget hvide familie flytter til den sorte bydel, forelsker hun og Tristan sig hovedkulds i hinanden. Men deres kærlighed giver dem store problemer – ikke kun fordi de kommer fra to helt forskellige miljøer, men også fordi Marcus er interesseret i Izzy og slet ikke kan tolerere, at Tristan ser Izzy.

En romantisk YA roman, der er skrevet som en moderne fortolkning af Wagners opera Tristan og Isolde. Jeg er altid glad for en god kærlighedshistorie og jeg er vild med moderne fortolkninger af de store klassiske fortællinger. 

Happy ending af Anne-Sophie Lunding-Sørensen
Elvira er 39 år og vejer 148 kg. Hun er på alle måder en antiheltinde og ovenikøbet i den mest asymmetriske trekløver. Hendes to nærmeste venner er hendes tvillingebror Sixten, som er narkoman og politibetjenten Køster, som de har kendt siden de var børn.
Elvira er telefondame på et bordel, et arbejde hun udfører sort, mens hun forsøger at holde jobcenteret for døren. En af de prostituerede forsvinder en dag sporløst, og stamkunden, der bliver kaldet Kluden, beder Elvira om at hjælpe.

Denne bog valgte jeg selv at købe, fordi jeg mangler en let og humoristisk bog til sommerens strandture. Jeg tror valget faldt på denne her, fordi den lyder tilpas anderledes og dejligt politisk ukorrekt. 

Dage i cape may af Chip Cheek
Cape May, New Jersey, 1957. Det unge, nygifte par Henry og Effie er på bryllupsrejse på det populære feriested udenfor sæsonen og ser frem til uforstyrret tid med hinanden. Det går ikke helt som forventet, og ret hurtigt bliver de enige om at afkorte deres ophold.
Den plan ændrer sig dog, da de møder deres glamourøse naboer, som de øjeblikkeligt tiltrækkes af: En smuk og vild overklassekvinde, hendes rige elsker og hans mystiske halvsøster.
Den øde ferieby og de tomme sommerhuse bliver deres legeplads. Men legen bliver mere og mere risikabel for det nygifte par – og den uskyld, de havde med til Cape May, slår store revner inden de vender hjem.
Dage i Cape May er en erotisk og bevægende roman om seksualitet, kærlighed, troskab og loyalitet.

Den her har jeg glædet mig meget til og den ligger virkelig højt på min TBR liste. Forlaget skrev i pressemeddelelsen, at den nydes bedst med en drink i hånden – det skal jeg forsøge at efterleve. 

Letters between six sisters (Charlotte Mosley)
Jeg er slet ikke færdig med at læse om de notoriske og skandaløse Mitford søstre. De seks piger vakte opsigt og en del skandaler i løbet af deres liv, og så var deres skæbner bemærkelsesværdige. Jeg har allerede læst en biografi om pigerne og nu har jeg så købt denne bog, som rummer gengivelser af en stor del af søstrenes indbyrdes brevvekslinger. De var nemlig også kendt for deres intelligente og spydige vid og der var sjældent nogle, der gik ram forbi. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *