Der skal da også være lidt læsestof til barnet, og jeg har fundet 3 bøger, som jeg virkelig selv har nydt, og som alle har noget vigtigt på hjerte. Tre meget forskellige bud på sommerlæsning til barnet på cirka 8-13 år.
De magiske møgunger af Neil Patrick Harris (Bind 1: den første historie).
Carter blev tidligt forældreløs og er efterfølgende vokset op hos sin onkel Sly; En usympatisk mand, der bruger sine tryllekunstnertricks til at snyde og stjæle. Carter stikker af og ender i en lille by, hvor et omrejsende tivoli fyldt med fordækte svindlertyper er på besøg. Carter finder dog hurtigt en ven i indehaveren af byens magikerbutik, og gennem ham møder han andre børn, der ligesom ham er lidt ensomme og udenfor og som har evner for magi på den ene eller anden måde. De finder finder sammen i et fællesskab, og deres sammenhold får de snart brug for, da det går op for dem, hvilke skumle planer som slynglerne fra det omrejsende tivoli har.
’De magiske møgunger – Den første historie’ er, som undertitlen røber, første bind i en serie om en klub af seks børn, der individuelt er ensomme enspændere, men som sammen finder et fællesskab og ikke mindst et venskab i deres fælles interesse for magien.
Derudover er bogen bygget op med indskudte forfatterkommentarer, der rammer lige i børnehøjde, samt en masse små guides til hvordan læseren selv kan lære at udføre de tricks, som beskrives i historien.
Bedst er dog det overordnede tema og den gennemgående pointe; Magien er i alting! Magien er venskab, kærlighed og sammenhold. Magien er latter og underholdning. Magien er dragende og fascinerende. Men magien kan også bruges for det onde, og den virkelige magi er måske den kraft der er inde i os selv, som får os til at tage de rigtige valg.
Bogen kan særligt anbefales til 7-10 årige – enten som højtlæsning eller selvlæsning, – alt efter barnets niveau.
Læs anmeldelsen af bind to i serien her.
Dallas København af Peter Molde-Amelung
Dallas København lever alene med sin opdagelsesrejsende og aldrende oldefar i et stort hus i en glemt afkrog af Frederiksberg Have. Hun har ingen far og moren har travlt med at redde alverdens truede dyrearter. En dag fortæller oldefar Monty hende, at han engang gjorde noget frygteligt, og kort efter forsvinder han. Nu må Dallas finde ud af, hvad der er sket med Monty, og hun får hjælp af den tatoverede og mystiske Jack og Montys gode ven, den alkoholiserede Okker. Rejsen tager dem nordpå og inden det hele er slut skal hun både kæmpe mod en arrig enøjet bjørn og Jacks mystiske og onde far Ace.
Peter Molde-Amelung har med Dallas København sat sig for at levere en børnebog, der præsenterer børn for livets barske realiteter. Det synes jeg, han leverer, og han balancerer meget overbevisende mellem humoren og ærligheden på en måde, der gør historien både sjov, spændende og utrolig vedkommende og rørende for sin målgruppe. Desuden formår Peter Molde-Amelung at skrive en bog, der sandsynligvis vil ramme meget bredt i målgruppen. Den er noget så særligt som socialrealisme i eventyrlige klæder, og på den måde er de barske og vedkommende historier leveret i en handlingsmættet og humørfyldt fortælling, der særligt er velegnet til børn i alderen 10-12 år.
Læs hele anmeldelsen her.
Den grå heks af Hjørdis Varmer.
13-årige Bolette arbejder hver dag i marken sammen med sine forældre. Det er et hårdt liv, og begge hendes forældre er nedslidte. Da en forfærdelig tragedie rammer familien, bliver Bolette sendt bort til Pigehjemmet Hebron. Fru Bransholm, der leder hjemmet, er en hæslig tyran, der tvinger pigerne til at arbejde fra morgen til aften og straffer dem grusomt for den mindste forseelse. Pigerne bliver slået med et ris, så de bløder, og selv ikke de mindste slipper for afstraffelserne. Lille Monika dør, da fru Bransholm nægter at tilkalde lægen før det er for sent. Kun tanken om, at hun kan vende tilbage til sin far, holder Bolettes mod oppe.
I starten af 1900-tallet var livet brutalt for de danske arbejdere. Historien om Bolette og hendes oplevelser på Pigehjemmet Hebron skildrer en tid, hvor børn ingen rettigheder havde, hvor børns liv ikke blev vægtet højt, men hvor socialisten Peter Sabroe kæmpede for børnenes ret.
Den grå heks er en barsk historie. Men det er en gribende fortælling, der lægger op til en masse snak med barnet om, hvordan verden har ændret sig. Jeg vil som udgangspunkt anbefale, at man selv læser bogen med barnet, eller læser den forinden, så man har mulighed for at tale med barnet om bogen og besvare mange af de spørgsmål, som der sikkert vil komme.
Jeg læste den selv, da jeg var cirka 8-9 år og har læst den flere gange siden.
Den er barsk men vedkommende og særdeles gribende.
Fra cirka 10 år.