Skal sommeren krydres med lidt romantik, og er du til historier om den inderlige og længselsfulde kærlighed, så læs med her, hvor jeg anbefaler fire af slagsen.
Det glemte brev af Jillian Cantor
I 1938 må den unge Kristoff overtage sin jødiske mesters virke med at lave frimærker, da mester pludselig forsvinder under Krystalnatten. Sammen med mesters datter Elena, sætter han livet på spil for at forfalske dokumenter til jødiske familier. Samtidig presses Kristoff af nazisterne til at lave frimærker for dem. Elena og Kristoff forelsker sig, og må snart vælge mellem deres egen sikkerhed og kampen mod nazismens rædsler.
I 1989 i Californien overtager nyskilte Katie sin fars frimærkesamling. Under en vurdering af samlingen finder eksperten Benjamin et usædvanligt frimærke på et brev, der aldrig har været sendt, og for at finde svar begiver Katie sig ud på en rejse til Europa for at løse mysteriet om brevet og en gammel familiehemmelighed.
Det glemte brev er en rørende og unik fortælling; dens karakterer er troværdige og smukt beskrevet, ligesom de to centrale kærlighedshistorier er det. Frimærker og breve som fortællingens omdrejningspunkt fungerer godt og binder de to fortællinger flot sammen i en historie, der både er medrivende og spændende. Det er helt klart en fortælling, der fortjener at blive læst og oplevet – og den er et sublimt eksempel på en historisk kærlighedsroman.
Det syvende møde af Herbjørg Wassmo.
En af mine absolut yndlingsbøger skrevet af en af mine absolut yndlingsforfattere. Så bliver anbefalingen ikke større herfra.
Rut og Gorm bliver begge født i 1943 og mødes første gang som 9-årige. De føler straks en ganske særlig samhørighed, men de skilles uden at vide noget om hinanden.
Rut vokser op som datter af en prædikant, og hendes barndom er præget af en rigid og undertrykkende livsholdning. Som voksen flytter hun til udlandet og bliver en berømt kunstmaler.
Gorm er søn af en succesfuld forretningsmand, og hele hans liv er rettet ind mod karrieren. Ved faderens død overtager han både firmaet og elskerinden.
Igennem årene mødes de to igen og igen tilfældigt, men hver gang er omstændighederne imod dem, og de må følge hver deres vej. Deres sidste møde, det syvende, bliver skæbnesvangert.
Herbjørg Wassmo kan bare noget med stemninger og mennesker. Hun kan beskrive følelser og tanker, som ingen anden.
I denne her bog er kærligheden mellem Rut og Gorm utrolig dragende, på trods af, at de i store dele af romanen er væk fra hinanden.
Romanen rummer også mit yndlingscitat ”Jeg tror du er mit menneske. Ikke fordi jeg skal eje dig, men for at mine tanker skal bære dig gennem alt. Også sorgen. Må jeg det?”
Den engelske kvinde (outlander) af Diana Gabaldon.
Måske kender du allerede historien om Jamie og Claira fra den poæpulære tv-serie, og er du fan af den, så er bogserien bestemt et godt bud på en sommerbog. Lad det dog være sagt med det samme; Jeg var ikke udelukkende begejstret for bøgerne. Primært fordi jeg synes, at kærlighedshistorien fylder for meget i forhold til det historiske element. Men er man til kærlighed hele vejen igennem, så er det her altså et oplagt bud.
Hvis man ikke har set tv-serien, så handler bogen om Claire Randall, der i 1948 er på rejse med sin mand i det skotske højland, hvor de forsøger at genfinde sig selv og hinanden efter krigen og flere års adskillelse. Under et besøg ved en magisk stenhøj kastes Claire på mystisk hvis 200 år tilbage i tiden. Her slår hun følgeskab med en af højlandets store klaner, og hun følger på første hold begivenhedernes gang under de skotske frihedskæmperes forsøg på at gøre Skotland selvstændigt. Men historiens altomsluttende centrum og fokus er uden tvivl og sammenligning hendes forelskelse i den unge Jamie.
Alt hvad jeg ved om kærlighed af Dolly Alderton
Sex and the city i London – det er vist den helt hurtige opsummering af Dolly Aldertons bog. Der både plads til humor og alvor i Aldertons selvbiografiske roman om livet i tyverne. En fin og hjertevarm fortælling om venskabets betydning og om at finde sig selv i et kaos af jobsøgninger og dårlige dates.
Dolly er født i en forstad til London, og teenagerårene går med at sukke efter drenge og finde gode veninder. Senere går hun på universitetet og flytter til London sammen med nogle veninder. Hun vil gerne leve af at skrive, men det er lidt trægt med pengene i begyndelsen.
Dolly og veninderne dater sig gennem en række mere eller mindre umulige emner, men de har altid hinanden.