Asymmetri

Asymmetri er helt klart en bog, der skal læses for sin originale form. Lisa Halliday præsenterer et nybrud med romanens traditionelle form; Det er en bog, hvor det i høj grad er læseren selv, der skal skabe meningen, – og på den måde er bogen modig og anderledes. Det er en bog, der først og fremmest taler til litteraturelskere og dem der holder af anderledes og udfordrende læseoplevelser.

Asymmetri er – sådan meget forenklet sagt – en tænkebog og ikke en handlingsbog. Det er formen, og det æstetiske stilistiske udtryk som bogen udmærker sig på snarere end handlingen og karaktererne. Det skal man være klar på, hvis man giver sig i kast med Asymmetri.

Men så er den altså også et dejligt bekendtskab.

Grundformen i Asymmetri er sammensætningen i tre forskellige historier.
De to primære historier følger Alice i New York, som indleder et forhold til den ældre, rige og intellektuelle forfatter Ezra Blazer. Mens vi i London følger Amar Jaafari, som tilbageholdes i 24 timer uden nogen egentlig årsag. Han har Amerikansk pas, men er af Irakisk oprindelse.
Derudover er den tredje fortælling en gengivelse af et radioprogram med netop Ezra Blazer, han interviewes om sit liv, mens han præsenterer sine yndlingsplader.

Selve ideen om at følge forskellige personer er ikke original, det er set mange gange før. Men Hallidays Asymmetri adskiller sig ved, at personerne i de to primære fortællinger, Alice og Amar ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre. Deraf navnet Asymmetri, da de to fortællinger på mange måder er forskellige.

Bogens karakter Ezra Blazer påpeger i sit radiointerview ”Det ligger i den menneskelige natur at forsøge at skabe orden og rammer for selv de mest trodsige og formløse elementer i tilværelsen”
Mennesket vil have orden, og på samme måde vil man som læser gerne forstå sammenhængen mellem disse karakterer, for vi har jo lært at i en roman, så er der en sammenhæng.
Som læser søger man en sammenhæng, og sandsynligvis vil man også finde og skabe en, og det er netop heri, at Lisa Halliday har skabt noget unikt. Asymmetri bliver nemlig på den måde en roman, hvor læseren er en del af selve historiens proces.
Måske er sandheden nemlig i virkeligheden den, at der ikke er nogen egentlig sammenhæng mellem disse to historier, men at de er asymmetriske, ganske ligesom det samfund, som Halliday beskriver i fortællingerne.

Romanen kredser flere gange om overvejelser vedrørende sindets troværdighed; kan vi stole på vores erindringer? Kan vi stole på vores oplevelse af virkeligheden? Er virkeligheden som vi ser den en egentlig virkelighed, eller er den et produkt af den virkelighed, vi ønsker at se?
På samme måde kan man efter at have læst romanen spørge sig selv, om den sammenhæng og den dybere mening, som man når frem til, i virkeligheden er sandheden eller om den er et produkt af en mening og en fortælling, som vi selv har skabt?

Romanen bliver i denne konstruktion ligeså meget læserens som forfatterens, og det er utrolig godt, hvorledes Halliday får skabt nogle fortællinger, der er så asymmetriske, at man som læser næsten ikke kan undgå at bruge en masse tid bagefter på at spekulere over sammenhængen.

Det er meget modigt og nytænkende – og det skal Halliday have stor ros for.

Men når man ser bort fra formen og i stedet skuer på romanens indhold, så bliver det hurtigt en anelse banalt. Det er tydeligt, at asymmetrien også henviser til forfatterens generelle holdning til verdens tilstand. Modsætningsparrene og samfundets skævheder står nærmest i kø for at fortælle den samme historie; Goderne i denne verden er ulige fordelt.

Det er den intellektuelle forfatter Ezra Blazers dekadente livsstil, hvor det er meget vigtigt, at man får den helt korrekte dyre specialindkøbte marmelade, sat over for Mellemøstens kaos, hvor man ikke engang kan gå til bageren uden frygt for at blive kidnappet og ende sin dag med en kugle i panden.

Det er den ubekymrede tilværelse, hvor Hr. Blazer overvejer at købe nabolejligheden for at undgå at få nogle med et spædbarn til nabo, sat over for Amars oplevelser med syge og sårede børn i det krigshærgede Irak.

Det er fattige klinikker, hvor hjælpen er lille og problemerne store i kontrast til Hr. Blazers enestue mod klækkelig betaling.

Det er kort sagt rig versus fattig og Østen versus Vesten, og forfatterens holdning er meget klar og utvetydig. Jeg vil næsten anklage den for at blive en anelse gennemtærsket romanen i gennem, og jeg kunne i hvert fald ikke undgå at kede mig, specielt var Amars historie drøj at komme igennem. Måske særligt fordi at Amar trods sine frygtelige fortællinger om fattigdom og krigens rædsler, vedbliver at være en uinteressant karakter hele romanen igennem.

Asymmetri er et sammensat og komplekst værk, der ud over de asymmetriske fortællinger også rummer adskillige henvisninger til litteratur, musik og politik – der er citater fra litterære værker og politiske taler. Særligt den politiske del fremstår meget direkte i sine pointer, der er fx ingen tvivl om, at forfatteren mener, at Vesten har svigtet Mellemøsten i deres forsøg på at redde dem. Ligesom også ulighederne mellem rig og fattig i USA, og Vestens generelle fremmedfjendskhed er et gennemgående men også et lidt ofte gentaget tema.

De mange litterære referencer i Alices afsnit, bliver i Amars afsnit afløst af meget lange passager med småintellektuelle filosofiske betragtninger over livet og det menneskelige væsen. Det bliver lidt tungt, og flere af Amars refleksioner fremstår påklistrerede og redundante.

Det bliver desuden en anelse kedeligt – for nu at sige det præcis, som det er.

Oplevelsen ved den her bog ligger sådan set ikke i selve læsningen, men i det efterspil af refleksion, der kommer efter den. Det er unikt, og det skal den have point for. Men hvor meget skal nybruddet og originaliteten i et værks form vægtes mod det faktum, at den bliver lidt kedelig?

Det må være op til den enkelte læser.