Dallas København

Peter Molde-Amelung har med Dallas København sat sig for at levere en børnebog, der præsenterer børn for livets barske realiteter. Det synes jeg, han leverer, og han balancerer meget overbevisende mellem humoren og ærligheden på en måde, der gør historien både sjov, spændende og utrolig vedkommende og rørende for sin målgruppe. Desuden formår Peter Molde-Amelung at skrive en bog, der sandsynligvis vil ramme meget bredt i målgruppen. Den er noget så særligt som socialrealisme i eventyrlige klæder, og på den måde er de barske og vedkommende historier leveret i en handlingsmættet og humørfyldt fortælling, der særligt er velegnet til børn i alderen 10-12 år.

Dallas København lever alene med sin opdagelsesrejsende og aldrende oldefar i et stort hus i en glemt afkrog af Frederiksberg Have. Hun har ingen far og moren har travlt med at redde alverdens truede dyrearter. En dag fortæller oldefar Monty hende, at han engang gjorde noget frygteligt, og kort efter forsvinder han. Nu må Dallas finde ud af, hvad der er sket med Monty, og hun får hjælp af den tatoverede og mystiske Jack og Montys gode ven, den alkoholiserede Okker. Rejsen tager dem nordpå og inden det hele er slut skal hun både kæmpe mod en arrig enøjet bjørn og Jacks mystiske og onde far Ace.

Peter Molde-Amelung er af mig bedst kendt for at stå bag Ramasjang tv-serien Osman og Jeppe (den der hed Specialklassen før), men han har derudover stået bag andre tv og radio projekter for børn.
Jeg var selv stor fan af Osman og Jeppe (om end jeg nok var væsentligt ældre en målgruppen) og jeg havde derfor nogle store forventninger til Dallas København.
Heldigvis blev jeg ikke skuffet.

Dallas København er en bog, der berører de svære ting i livet. Omdrejningspunktet er de to børn Dallas og Jack, der begge må siges at have lidt af omsorgssvigt; Dallas fra sin fraværende og følelsesafstumpede mor og Jack fra sin psykisk syge mor med ”rotter på loftet”. Men selvom bogen beskriver disse mor-barn forhold ærligt og uden omsvøb, så er der ikke tale om et socialrealistisk drama.

Peter Molde-Amelung behandler nemlig de svære og barske emner i en genre, som mest af alt minder om et eventyr. Dallas København bor i et stort gammelt hus i en glemt afkrog af Frederiksberg have og hun er omgivet af mystiske ting og sager, som hendes excentriske oldefar Monty har hjembragt fra sine utallige opdagelsesrejser. Miljøet har derfor, sine barske elementer til trods, en vis aura af eventyr. Det samme har skabelonen for historien, hvor Dallas i bedste eventyrfortælling med sine hjælpere skal ud på en farefuld færd i kærlighedens navn for at redde sin oldefar.

Ved brug af eventyrets elementer bliver fortællingen mere let og de alvorlige elementer, som er en stor del af fortællingen bliver langt mere spiselige for målgruppen. Det er godt valgt, og Peter Molde-Amelung er generelt meget i øjenhøjde med sin målgruppe.
Han taler fx ikke ned til dem; han reducerer ikke sit sprog eller de barske realiteter; tværtimod bliver emner som alkoholisme, psykisk sygdom og omsorgssvigt behandlet med stor ærlighed og indlevelse; Som fx fortællingen om oldefarens ven Okker, der var læge engang for 1 million øl siden. Hans historie bliver leveret med en stor portion humor, men det bliver også meget ærligt og ægte, i det han fortæller om sin fortid og de begivenheder, der drev ham til flasken, ligesom hans ønske om at ændre sit liv og angst for at mislykkes med det beskrives i en meget rørende scene.

Peter Molde-Amelung pakker desuden sin historie ind i en god portion humor.
I romanens halvdel første halvdel frygtede jeg en anelse for, om fortællingen ville hæve sig ud over denne ironiske indpakning. Heldigvis pilles den humoristiske distance gradvist ned romanen igennem, og særligt i den sidste fjerdel kommer vi bag om humoren, og får et ægte og ærligt portræt af historiens forskellige skæbner.
Her står særligt fortællingen om Jacks psykisk syge mor stærkt, ligesom også det usikre og bange menneske bag den alkoholiserede Okker træder frem.

Dermed rammer Peter Molde-Amelung lige den balancegang han skal i forhold til sin målgruppe; De svære emner behandles med lige dele humor og alvor, og han mestrer kunsten at gøre det både ærligt, ægte og humorfyldt. Peter Molde-Amelung formår altså at levere de svære emner til børn i øjenhøjde – han taler til dem uden at tale ned til dem. Det er en svær kunst, og jeg synes ofte, at børnelitteratur har det med at havne i sidstnævnte faldgrube. Det gør Peter Molde-Amelung heldigvis ikke.

Når man tager fortællingens eventyrskabelon i betragtning, kunne man også let frygte, at man ville fortabe sig i en sødsuppe slutning, hvor alle bryder ud i ”halleluja og happy end”. Men også her mestrer Peter Molde-Amelung at gøre det realistisk. Her er der fx to meget rørende scener mellem de to hovedkarakterer og deres mødre; Jacks mor bliver ikke pludselig rask, ligesom Dallas’ mor heller ikke pludselig bliver årets mor. Men både Jack og Dallas opnår en større forståelse for deres mødre, og de lærer ligesom bogens læser, at kærlighed kommer i mange nuancer og former, ligesom den heller ikke altid er let. Det lyder måske banalt, og det er det måske også, men det er ikke desto en væsentlig lektie for børn, og den er i bogen leveret autentisk uden at det bliver oversvømmende sentimentalt.

Bogen behandler Alzheimer, psykisk sygdom, hustruvold og alkoholisme. Men dens altoverskyggende tema er først og fremmest kærligheden; Både når den svigter, men også når den overrasker og redder dagen.
Romanens stærkeste og smukkeste fortælling er dog uden tvivl oldefaren Montys historie.
Centralt i historien står hans store frygtelige hemmelighed, som han ikke tør afsløre over for nogen, end ikke sit oldebarn Dallas, af frygt for, at hun ellers ikke vil kendes ved ham. Da hemmeligheden afsløres viser det sig (og nu skal jeg nok undgå at afsløre noget), at det eneste frygtelige ved den er, at han har skjult den og skammet sig over den hele sit liv, og der er noget utrolig smukt ved romanens beskrivelse af den ældgamle mand, som endelig tør stå ved sig selv og lærer at acceptere og elske sig selv for præcis den han er.

Romanens karakteropbygning har jo lidt sparsom plads at arbejde på. For det første er romanen ikke uendelig lang og for det andet præsenteres der mange karakterer. Nogle vil måske kritisere romanen for ikke at gå i dybden, men jeg synes at karaktererne fungerer til formatet, og hver især præsenteres de med deres personlige konflikter og de er først og fremmest karakterer, som jeg interesserer mig for. Jeg synes også, at det er meget fint, hvordan Peter Molde-Amelung får skabt lidt facetter i selv de mere perifere karakterer, som fx en af fortællingens umiddelbare skurke den mystiske Ramona, der i sin sidste scene fremstår sårbar i få enkelte replikker.

Dallas København kunne let være havnet i to faldgruber; Den ironiske og humørfyldte tilgang kunne have reduceret de vanskelige emner til komiske stereotyper – eller de barske og svære emner kunne været endt i overstrømmende sentimentalitet eller endnu værre i en voksen til barn overfortalt moraliserende pointe. Peter Molde-Amelung balancerer på en knivsæg – men holder sig på balancebommen og leverer en fortælling, der rammer lige der hvor den skal i forhold til sit publikum. Den leveres med humor samt en stor autenticitet og indlevelse, og så leveres den først og fremmest i børnehøjde – der tales på ingen måde ned til børn i denne bog, og det synes jeg er bogens største force.

 

4.5Overall Score

Dallas København

Peter Molde-Amelung har med Dallas København sat sig for at levere en børnebog, der præsenterer børn for livets barske realiteter. Det synes jeg, han leverer, og han balancerer meget ...

  • Karakterer
    4.3
  • Historien
    4.5
  • Sprog og skrivestil
    4.7

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?