Benedict Wells’ roman er en international bestseller, og det er ikke svært at få øje på, hvad der har tiltalt læserne ved Ud Af Ensomheden; Det er de store følelser, der er på spil i hovedpersonen Jules’ refleksion og tilbageblik over sit eget liv, som rummer enorm sorg og tragedie, men også stor kærlighed.
Det er desværre bare som om, at man samtidig fra forfatterens side har haft et ønske om at skabe stor litteraturkunst ved at smykke fortællingen med dybe refleksioner om livets mening og den menneskelige eksistens – og den del fungerer desværre ikke rigtig, men fortaber sig i stedet i utroværdige dialoger, ligesom klicheerne i øvrigt vælter frem i både bogens plot og karakterer.
Den midaldrende Jules vågner op efter en ulykke, og nærdødsoplevelsen giver ham anledning til at genkalde sig nogle centrale minder og begivenheder i sit liv. I tilbageblik genoplever han den trygge barndom, forældrenes pludselig og tragiske død, ungdomsårene på en kostskole og mødet med lidelsesfællen og veninden Alva, der senere skal vise sig at være hans liv kærlighed. Hans tilbageblik giver samtidig lejlighed til at reflektere over forholdet mellem ham selv og hans to ældre søskende, der hver især taklede forældrenes død på vidt forskellige måder, og som gennem årene gled ud og ind af hinandens liv.
Ud af ensomheden tager favntag med de helt store følelser, og på en eller anden måde kunne jeg ikke undgå at få lidt associationer til Danielle Steels inderlige romantiske historier, hvor stor tragedie og dramatiske begivenheder ender med kærlighed og en forståelse for livets sande værdier. Den slags historier er jo meget søde, og der er absolut intet galt i en lille og letfordøjelig dramatisk fortælling om kærlighed. Problemet er bare, at det er tydeligt, at det langt fra er hensigten med Ud af ensomheden, tværtimod virker det til at forfatteren har været meget ivrig efter at skrive en stor og dybere mening ind i dramatikken, – det fungerer bare ikke rigtig.
Problemet er først og fremmest det meget klichefyldte sprog. Særligt dialogen mellem romanens karakterer er ganske utroværdig.
Her et par eksempler på hvad karaktererne siger til hinanden:
”Så ved du jo hvordan det føles, når livet er blevet forgiftet lige fra begyndelsen. Det svarer til at hælde en sort væske i et kar med rent vand”
eller:
”Tidligere drømte jeg om at blive en romanfigur. Udødelig med evigt liv i en bog, hvor alle kunne læse og iagttage mig udefra”
eller:
”Alt det her er som et frø (…) det er sået i mig, men jeg kan endnu ikke se, hvad det gør ved mig. Først når jeg bliver voksen, bliver det høstet, og så er løbet kørt”.
Men det er ikke kun i dialogen, at det emmer af klicheer og lidt klodsede forsøg på at skrive stor og dyb litteratur. Romanen er som sagt bygget op om hovedpersonens genkaldelse af nogle minder, og vores fortæller er synlig i små retrospektive kommentarer og bemærkninger, der mest af alt virker som forfatterens egne små analytiske bemærkninger til historien. Ofte er det overflødige bemærkninger, der blot understreger pointer i fortællingen, som allerede stod ganske klart for læseren. Som fx:
”En svær barndom er som en usynlig fjende, tænkte jeg, man ved aldrig, hvordan den vil angribe en”
eller:
”Jeg havde set noget i hende, som hun var, men ikke ønskede at være. Men frem for alt havde jeg set mig selv med hendes øjne; Hvad jeg var, og hvad jeg netop ikke var”.
Klicheerne er også tilstede i karaktererne. Her er særligt de tre søskendes reaktion på forældrenes død selve prototypen på sorgreaktionernes klicheer. Storebroren Marty bliver indelukket og får tvangsneuroser, men finder lykken med den lidt kedelige men stabile og rolige Elena. Søsteren Liz bliver vild og rodløs og lever et liv i overhalingsbanen med stoffer og skiftende forhold – ude af stand til at slå sig ned. De tre søskende fjerner sig fra hinanden, men finder harmonien og roen igen til slut i fællesskabet – det er deres vej ”ud af ensomheden”.
Det skal dog siges, at de to søskende på mange måder er romanens mest interessante karakterer, om end deres historier desværre er reduceret en del for at vige pladsen for romanens helt centrale fortælling; kærlighedshistorien mellem Jules og Alva.
Til romanens forsvar skal det siges, at den er meget konsekvent i sin stil, og er man til favntagene med de store følelser, så er der bestemt noget at komme efter her.
Så må man til gengæld tilgive romanen sine banaliteter og forsøg på at skrive store eksistentielle refleksioner ind i sin fortælling; Blandt andet er den menneskelige evne til at erindre og fortrænge et centralt tema, ligesom der funderes en del over livets tilfældigheder; Hvad gør os til de mennesker vi er? Hvis en enkelt ting var gået anderledes, var alt i vores liv så forandret? Eller er der en grundkim inde i os, som altid ville være den samme?
Disse refleksioner når sit klichefyldte klimaks i en passage som denne:
”Livet er ikke et nulsumsspil. Det skylder ikke en noget, og tingene går som de går. Somme tider er livet retfærdigt, og alting giver mening, andre gange er det så uretfærdigt, at man tvivler på alt”
Når alt kommer til alt er det en historie om livets store følelser; kærligheden og sorgen, og menneskets forsøg på at komme igennem sorg, og hvordan vi reagerer forskelligt. På mange måder er det en sød lille fortælling. Romanens store problem er, at den forsøger at være langt dybere og større end den egentlig er – og bliver i stedet akavet og klodset i sit forsøg.
Men kan man se bort fra det, og vil man bare gerne gribes og græde lidt med, som tragedierne udfoldes, så er fortællingen da meget sød.
Så må man bare se bort fra klicheerne og de urealistiske dialoger.
Id af ensomheden
Benedict Wells’ roman er en international bestseller, og det er ikke svært at få øje på, hvad der har tiltalt læserne ved Ud Af Ensomheden; Det er de store følelser, der er på spil i ...