Det glemte brev

Det glemte brev er en rørende og unik fortælling; dens karakterer er troværdige og smukt beskrevet, ligesom de to centrale kærlighedshistorier er det. Frimærker og breve som fortællingens omdrejningspunkt fungerer godt og binder de to fortællinger flot sammen i en historie, der både er medrivende og spændende. Det er helt klart en fortælling, der fortjener at blive læst og oplevet – og den er et sublimt eksempel på en historisk kærlighedsroman.

I 1938 må den unge Kristoff overtage sin jødiske mesters virke med at lave frimærker, da mester pludselig forsvinder under Krystalnatten. Sammen med mesters datter Elena, sætter han livet på spil for at forfalske dokumenter til jødiske familier. Samtidig presses Kristoff af nazisterne til at lave frimærker for dem. Elena og Kristoff forelsker sig, og må snart vælge mellem deres egen sikkerhed og kampen mod nazismens rædsler.
I 1989 i Californien overtager nyskilte Katie sin fars frimærkesamling. Under en vurdering af samlingen finder eksperten Benjamin et usædvanligt frimærke på et brev, der aldrig har været sendt, og for at finde svar begiver Katie sig ud på en rejse til Europa for at løse mysteriet om brevet og en gammel familiehemmelighed.

Fortællingen følger to spor, der begge befinder sig midt i store historiske begivenheder. I 1989 befinder vi os lige før, under og efter murens fald i Berlin, mens begivenhederne i 1938/1939 har udgangspunkt i Krystalnatten og de efterfølgende massive jødeforfølgelser.
Udgangspunktet i Anden Verdenskrig og Holocaustrædslerne er der efterhånden skrevet en del bøger om; Det er en kunst at skille sig ud og det er ligeså stor en kunst at fortælle en historie, der spiller på andet og mere end den kendsgerning, at det der skete under jødeforfølgelserne var ganske frygteligt, - forstået på den måde, at de historiske fakta jo er en tragisk og sorgfuld fortælling i sig selv, og at der derfor skal mere til i en roman, end at man blot spiller på disse fakta.

Begge ovennævnte kunststykker synes jeg at Jillian Cantor mestrer.
Hun skiller sig først og fremmest ud ved at fortælle en historie, der de frygtelige omstændigheder og tragiske hændelser til trods alligevel emmer af kærlighed og det gode i mennesket; modet og troen på lyset for enden af tunnelen. Det er utrolig flot, hvordan Jillian Cantor får skabt en optimistisk og kærlighedsemmende fortælling ud af beretninger om Krystalnatten, jødeforfølgelserne, KZ-lejre og splittede familier i romanens ene tidsspor, - samt Alzheimer, skilsmisse og en tragisk familieulykke i romanens andet tidsspor.

Med ovenstående har Jillian Cantor ligeledes skabt en fortælling, der spiller på andet end det naturlige medrivende element ved Anden Verdenskrigs rædsler. Først og fremmest fordi hun har lavet en gedigen og godt sammenskruet fortælling, der på meget fin, elegant og ubesværet vis kobler de to tidsspor og forskellige fortællere sammen.
Den centrale forbindelse mellem de to fortællespor kommer ikke som den store overraskelse, men det synes jeg ikke gør noget, - for der er stadig fra start til slut masser af ubesvarede spørgsmål og elementer, der savner opklaring, og spændingen fastholdes hele romanen igennem.
Romanen er ikke lang, men den formår alligevel at være mættet med handling og begivenheder, samtidig med, at der er både tid og rum til at dvæle ved de små enkeltheder og de to forelskelsers udvikling.

Karakterarbejder er ligeledes rigtig godt skruet sammen, - og det gælder både hovedpersonerne og de mindre bifigurer, som trods begrænset optræden i romanen alligevel står som troværdige og hele karakterer. Ligeledes er de to centrale kærlighedsforhold meget autentisk leveret, og de spirende forelskelser mellem Kristoff og Elena samt Katie og Benjamin fremstår ægte og er meget rørende. Særligt stærkt står forelskelsen mellem det umage par Katie og Benjamin, der begge har så megen smerte at bære rundt på, men som i det fælles projekt finder sig selv og hinanden og ikke mindst håbet for en ny kærlighed og fremtid. Det lyder måske himmelråbende banalt, og det er det sådan set også, men det er også utrolig ægte og troværdigt. Først og fremmest fordi Jillian Cantor formår at skrive følelser, så det er enkelt og levende uden at det på nogen måde bliver for meget eller utroværdigt. – og det er en kunst i sig selv.

Men Jillian Cantors værk skiller sig også ud ved at have fokus på mange små interessante historiske elementer. Jeg synes fx, at udgangspunktet i ”den stille modstand”, og de mange mennesker, der i det små gjorde deres for at kæmpe mod nazismen er væsentlig – her har Jillian Cantor endda valgt at fokusere på en kvinde, der trods sin unge alder og med egen sikkerhed som indsats, kæmper for sine idealer og sin familie. Romanen fortæller dermed en historie om, at der selv i den mørkeste tid fandtes en vilje og et mod til at overleve, og det fortæller om en medmenneskelighed, der bestemt til alle tider vil være aktuel.
Historien fortæller desuden om en svunden tid, - om breve, som noget der kan gemme på en masse historier, og som kan bevares i de kommende generationer. Det er et element, der er forsvundet i vores digitale tidsalder, og det er bestemt en skam.

I romanen refererer Katie flere gange til, at hendes far ledte efter en perle, - og Det glemte brev er bestemt en lille perle. Det er en utrolig smuk fortælling, som fortjener et stort publikum.
Først og fremmest er historien godt skruet sammen, og Jillian Cantors helt særlige styrke er evnen til at skrive en historie om tragedie og sorg og samtidig få den til at emme af optimisme og håb for fremtiden – og ikke mindst af kærlighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?