Mosefolk

Mette Wessel Fyhn har skrevet en anderledes krimi, hvor tempoet er roligt og fokus er på forholdet mellem mennesker i den lille by Vi. Romanens stærkeste kort er de smukke og besjælede naturbeskrivelser, der fungerer som symbol for den afmagt, som er at finde i langt de fleste karakterers liv. Desværre bliver formlen lidt kedsommelig i længden, og dermed bliver den også lidt træg at komme i gennem.

Maria Brænder er efterforsker og vender tilbage til sin barndomsby Vi i en stilling som landbetjent. Kort efter findes en ældre kvinde brutalt myrdet og voldtaget, og mistanken falder straks på kvindens søn, Kristian, som samtidig er Marias barndomsven og store kærlighed. Nu skal Maria og kollegaen Tage Erlander finde gerningsmanden alt imens flere kvinder overfaldes. Samtidig går livet sin stille gang i de trøsteløse omgivelser, hvor afmagten og afstanden mellem mennesker trives.

Det er egentlig med stor ærgrelse, at jeg ikke kan give Mosefolk mere end to stjerner, for der er virkelig mange gode tanker og takter i bogen.

Bogen er en krimi, men det er egentlig ikke det, den først og fremmest er, og elsker man fart over feltet og drama spækket med action, så er Mosefolk, nok ikke lige den rigtige bog.

Mosefolk er nemlig primært en bog om mennesker; Om ensomheden hos den enkelte og afstanden imellem os. Dette er symboliseret gennem naturbeskrivelserne i den lidt trøstesløse landsby Vi. ”Landskabet var besjælet med afmagt og angst” står der direkte i bogen, og det er en meget præcis karakteristik af bogens altoverskyggende grundtema; Naturen som symbolet på det mørke i mennesket og imellem os.

Denne del gør Mette Wessel Fyhn godt, hun er uden tvivl en god skribent, der skriver poetisk og flot og som har sans for detaljen i sine beskrivelser. Desværre er det dog bare som om, at det bliver kedsommeligt i længden; metaforen bliver tyndslidt og formår ikke rigtig at vedblive med at være interessant.

Når det så er sagt, så synes jeg, at det er et utroligt modigt og originalt valg at skrive en krimi, der jo ellers er kendt for at have et helt andet fortælletempo, i en så rolig og afdæmpet stil – det understreger livets gang i den stille landsby og den stilstand, der for de flestes vedkommende, er i karakterernes udvikling.

Selve krimiplottet bevæger sig ganske roligt og langsomt frem, og afspejler sandsynligvis en større autenticitet i efterforskningsarbejde end så mange andre krimier på markedet. Men det er som sagt egentlig heller ikke for krimiplottets skyld, at man skal læse denne bog.

Bogens primære styrke er altså fortællingen om noget alment menneskeligt, og den primære fortælling er hovedkarakterens Marias hjemvenden til sin fødeby; vi oplever hendes barndom i små tilbageblik, og hendes forelskelse i barndomsvennen Kristian, der umiddelbart er hovedmistænkt for drabet på sin mor, Vera.

Men det er faktisk heri, at romanen største svaghed ligger, for jeg bliver bare aldrig rigtig som læser interesseret i Marias historie – hun fremstår fjern, og hverken hendes barndomstrauma med moderen der skred eller hendes håbløse forelskelse i Kristian kommer rigtig til at røre mig.

Det gør til gengæld fortællingens anden hovedkarakter og fortæller Tage Erlander, der i små fine hverdagsbeskrivelser kæmper for at finde et liv og en hverdag efter konens død, – det er meget rørende beskrevet i sin enkelthed.

Udover Tage Erlander rummer bogen flere bifigurer, heraf er den mest helstøbte og interessante figur nok kunstnerinden Elin Eliasen, der særligt i bogens sidste fjerde/femtedel bliver levende i form af en mere nuanceret fremstilling.

Generelt er historien og miljøet præget af en poetisk stilstand, beskrivelserne er langsomme, næsten nøgterne og peger ikke nødvendigvis på den store udvikling eller forandring. Her er faderen Simon og hans sindslidelse et godt eksempel, ligeså er forvalteren Berg, der til romanens sidste side vedbliver at være en underligt fraværende og afstandtagende karakter.

Men det er netop her romanen kan noget og tør noget, den fortæller nøgternt om en afstand mellem mennesker, der trods tragedien ikke bliver specielt bedre. Den fortæller om det mørke i mennesket gennem det mørke i landskabet.

Landskabet er, som romanen altså selv kan citeres for at beskrive det ”besjælet med afmagt og angst”. Og Netop denne sætning indkapsler så fint, hvad der på en gang er bogen styrke og egentlige svaghed – for selvom jeg kan lide ideen om det langsomme tempo og symbolerne, besjælingerne og metaforerne i naturbeskrivelserne, så bliver det altså også på en gang både for lidt og for meget; For lidt fordi metaforikken bliver ensformig, kedelig og en anelse redundant. For meget fordi metaforikken nærmer sig det karikerede og overforcerede i en sætning som ovenstående, hvor metaforikken så at sige bliver analyseret for os (som om den ikke var åbenlys i forvejen) og på den måde kommer til at fremstå overgjort.