”Underlevet” af Allan van Hansen er en lille overset perle med et så særegent og stærkt udtryk, at du ikke må snyde dig selv for den oplevelse.
Det er en grafisk roman om seksuelle overgreb begået mod to brødre, og den skyld og skam der klæber til særligt den ene bror i voksenlivet.
”Hvis hun skal overleve i dette ægteskab, eller måske tilmed trives i det, er hun nødt til at beskytte denne del af sig selv og holde den væk fra ham, adskilt, hellig. Hun vil omgive den med tornekrat eller et højt hegn ligesom et slot i et folkeeventyr”
Lucrezia er en adelsdatter i 1500 tallets Firenze, der aldrig helt har passet ind i omgivelsernes forventninger til en pige i hendes position. Lucrezia er en drømmer, hun længes mod faderens eksotiske dyr i kælderen, hun drages af det ukendte og farverige, og hun maler drømmende billeder frem på sine lærreder.
Som ganske ung giftes hun bort til Hertugen af Ferrara, og en helt ny verden venter hende. I Ferrara forstår hun hurtigt, at forventningerne til hende er mange, og at hendes mand er nådesløs, når han skuffes. Lucrezia må udnytte sin evne til at fantasere, forestille sig og forstille sig, og hun må opbygge de skjold, der skal til for at modstå smerten og ensomheden. Men livet i de smukke paladser er hårdt og ubarmhjertigt for kvinder, de alene bærer skylden for al ulykken, og da Lucrezia ikke bliver gravid, går det langsomt op for hende, at hendes tid som hertuginde kan være på lånt tid.
” (…) Mai (har) ofte fornemmelsen af, at hun er en stump genstand, noget hårdt, Johan nøje har udvalgt og skamfuldt men omhyggeligt tæsker sine forældre med.”
Johan og Mai er i trediverne og lever et tilsyneladende stille, trygt og ukompliceret liv i deres store (og delvist tomme) villa i København. De har været sammen i mange år, tilsyneladende oprindeligt draget af den andens ensomhed, har de fundet sammen i en indbyrdes forståelse for tavsheden omkring hinandens sorger. Mai kæmper med sin ADD, og tager dagligt piller som for at dæmpe en udefinerbar smerte. Hun er uden arbejde og fungerer tilsyneladende som Johans mentale støtte. Hun bærer stadig på sorgen over sin mors pludselig død for mange år siden, og faderens sygdom tynger hende. Johan er af en velstillet familie og passer sit job i et firma, hvor penge tilsyneladende ikke er et problem. Han er tavs og forknyt og tier konsekvent om tabet af sin søster, der selv flere år efter kaster tunge skygger ind over ham.
En dag træder Daniel ind i parrets tilværelse. Han er en gammel ven af både Johan og den afdøde søster, men Johan virker ikke ubetinget glad for at se ham igen.
Mai er draget af den anderledes Daniel og opsat på at forstå den mærkværdige og ambivalente effekt, som han åbenlyst har på Johan.
Drevet af et ønske om at forløse sine egne og Johans problemer vikler Mai den udefrakommende Daniel mere og mere ind i deres liv, men balancen i relationerne forskubbes og det bliver tydeligt, at Daniels ankomst ændrer noget hos dem alle tre.
Kamilla Hega Holsts roman ”386” er en udforskning af indre konflikter og indbyrdes relationer, om betydningen af fortielser og forståelser, og fremfor alt skildrer den på fin vis den effekt, vi som mennesker har på hinanden. Kamilla Hega Holst skildrer interessante personer, ligesom plottet i særligt den sidste tredje halvdel tager fart og bliver virkelig spændende i sin tematisering af mellemmenneskelige relationer.
Den er en smule sløv i begyndelsen, da den særligt bruger lidt for lang tid på at etablere forståelsen af forholdet mellem Johan og Mai. Her bliver det mange af scenerne overflødige og virker for gentagende, hvilket giver romanen et lidt langsomt opstartstempo, men alt i alt er det en utrolig medrivende fortælling.
”På den her måde kan hun stadig bilde sig selv ind, ganske kortvarigt, at det ikke rigtigt findes. At NC ikke har gjort noget mod stakkels Robin. At skylden ikke klæber til hende. Hendes manglende opdragelse. Hendes manglende evner.”
Anne Mette Kirk har tidligere skrevet tre bind om efterforskeren Marc Abilgaard. I den nyeste roman har hun forladt krimigenren, og har i stedet kastet sig over noget, der måske bedst af alt kan karakteriseres som et psykologisk drama. Dog har Anne Mette Kirk stadig bevaret den charmerende og tydeligt indfølende varme for sine karakterer, og den er som de forgående romaner fortalt i et let og legende sprog. Det er en kombination, der er helt særligt kendetegnende for styrken i Anne Mette Kirks forfatterskab; en solid og interessant hybrid mellem dragende pageturner og tematisk dybde.
”Jeg har vandret hele mit liv i denne besudlede verden”
En vidunderlig smuk og billedrig dystopisk fortælling om menneskelige relationer og den betydning vi har for hinandens liv – på godt og ondt.
En vinterkold aften i Chicago opføres et stykke af Shakespeare, og den berømte skuespiller Arthur Leander falder død om på scenen af hjertestop. Den afbrudte forestilling skal vise sig at være den sidste i en normal verden, for kun et døgn senere er verden som vi kender den forsvundet. Afbrudt af en dødelig virus, der på ganske kort tid har dræbt størstedelen af klodens befolkning og lagt civilisationen øde.
Efterfølgende lader romanen os følge nogle af de mennesker, der havde betydning for Leanders liv. Den lille pige Kirsten, der var statist i stykket, bliver voksen og rejser med en teatertrup rundt i landet for at sprede lidt underholdning i en kold verden, der ellers kun er præget af overlevelse. Teatertruppens motto er, at det ikke kun kan handle om overlevelse. Livet har brug for mere. Men moralen er svær at opretholde, idet de på deres vej møder både tragedie og ondskab.
”Vilde øjne” er en fortælling om at bryde sammen psykisk og langsomt stykke stumperne sammen igen.
Fortællingen handler om Astrid, der udsættes for noget der virker som systematisk psykisk terror på sin arbejdsplads, og som derefter sygemeldes. Nu skal hun kæmpe med systemet og sin psykiske nedtur, og samtidig åbnes der op for traumer fra fortiden og en familiedynamik præget af svigt, misforståelser og fortielser. ”Vilde øjne” er Astrids rejse ned i og ud af sammenbruddet.
Maren Uthaug er i mine øjne den mest originale forfatter i dansk litteratur, i hvert fald når det kommer til overraskende, anderledes og chokerende plots, og så mestrer hun en underfundig evne til at ramme en kant af såvel let humor som skarp kritik, når hun lader den fabulerende fortælling møde et forholdsvis nøgternt og usentimentalt sprog.
Den nyeste bog ”11%” skriver sig bestemt ind i rækken af det underfundige og fabulerende, men taler alligevel stærkt ind i samfundet af i dag. Romanen handler i bund og grund om frygten for det anderledes og begrænsningerne i et samfund præget af frygt og konformitet.
”Ved strandpromenaden går ingen tur langs kajen, ingen sidder på bænkene langs promenaden med palmer der er malet hvide som beskyttelse mod solen. Jeg kan ikke engang se havet. Havbunden ligger blottet så langt ud man kan se, og der ligger millioner af planter og fisk under det pudrede lag ad salt”
En mand leder efter sin forsvundne og måske døde kone i et Europa, der synes at være i et dystert, mørkt og gruopvækkende forfald. Han ser sprækker i jorden, bygninger der forgår, oversvømmelser og lig.
Giver verden overhovedet mening mere?
Nej, for Daniel er der kun en ting, der giver mening, og det er at finde sin hustru. For selvom alle fortæller ham, at hun er død, så nægter Daniel at tro på det.
Maria Hesselager debuterer med en fremfor alt stemningsfuld fortælling, der bevæger sig frem og tilbage mellem psykologiske og mytologiske lag.
Det er en fortælling om at fastholde og frygten for at give slip, men mest af alt er det en roman for dem, der sætter pris på fine poetiske udforskninger af sindet tilsat et skvæt stemning af vikingekvad.
”Han kunne ikke se på Folkvi der. En vrede over det lukkede i hende voksede frem: I starten havde han været bange, men så blev han irriteret. Det var, som om hun med vilje vendte sig væk fra det levende menneskeliv, og som om hun overdrev sin samtale. At noget i hende foretrak de døde og dyrenes selskab, det hele blev for tungt”
Der udkommer rigtig mange kunstnerromaner dette forår; Jesper Wung-Sungs ”Kvinde set fra ryggen” om Vilhelm Hammershøi , Rakel Haslund Gjerrilds ”Adam i Paradis” om Kristian Zahrtmann og altså også Peter Løhrs debutroman ”Hulemennesket” om Johan Thomas Lundbye. Lundbye er en kunster, som de flest nok kender til, hvis de lige laver en hurtig google søgning og ser nogle af hans malerier. Langt størstedelen af hans billeder er af naturskønne egne i Danmark, som har betaget Lundbye, og han regnes for en nationalromantisk kunster. Kærligheden til fædrelandet fik også betydning for hans skæbne, i det han meldte sig frivilligt til treårskrigen, hvor en ulykke kostede ham livet inden kampene overhovedet var gået i gang.