Savas Vidner

Savas Vidner
Sprog:
Originalsprog:

Savas vidner er en af de typer bøger, som jeg har vanskeligt ved at give en endelig bedømmelse. For der var rigtig meget jeg elskede ved bogen, som i en flot buket kommer omkring hekseprocesser, kvindesynet i kristendommen, psykologisk forskning, filosofiske overvejelser over rigtigt og forkert samt de menneskelige konsekvenser ved et frygteligt barndomstraume.
Jeg er vild med bøger, der tager udgangspunkt i historiske fakta, og som demonstrerer en stor faglig tyngde og ballast. Men det skal først og fremmest fungere i en plotsammenhæng, og det er ikke ubetinget altid tilfældet i denne roman, som langt hen af vejen udmærker sig mere for sin faglighed end for sine skønlitterære kvaliteter.

Dannie er blevet forladt af sin kæreste og suspenderet fra jobbet, da søsteren Sophie efter et længerevarende uvenskab kontakter hende og beder hende komme og besøge hende. Da Dannie kommer frem er søsteren død under mystiske omstændigheder, som politiet forklarer som selvmord. Dannie køber dog ikke forklaringen, og da hun samtidig finder ud af, at søsteren har beskæftiget sig med forskning i uforklarlige selvmord og hekseprocesser, kan Dannie ikke undgå at spekulere over, om der mon er en sammenhæng. Hun begiver sig i kast med Sophies forskning, men må undervejs stille sig selv spørgsmålet om Sophie måske i virkeligheden var psykisk syg? Samtidig bliver hendes vej mod svar i Sophies forskning også til en vej ind i ellers fortrængte barndomstraumer.

Et gennemarbejdet værk – med overvældende faglig tyngde:
Sara Bouchet er, kan jeg forstå, blandt andet uddannet i faglig formidling, og det fornemmer man tydeligt i bogen, der demonstrerer stor faglig dybde og bredde, og som blandt andet folder historiske fakta om hekseprocesserne samt resultater af psykologisk forskning ud på en interessant og en (for de fleste) letfordøjelig facon.
Savas vidner er, hvad jeg vil kalde, et meget intellektuelt værk, forstået på den måde, at den emner af faglig og interessant viden, ligesom den fremstiller intellektuelle diskussioner af såvel ontologisk, eksistentiel og etisk karakter. Der er ganske enkelt nok at forholde sig til af viden og dybere refleksioner, og den form for ballast synes jeg altid, at en forfatter fortjener stor ros for.
Men måske bliver det også lidt tungt til tider, og man kan da også anke, at værkets faglige tyngde overskygger og overstiger plottets kvaliteter.

Thriller og gys – som ikke helt kommer i mål:
Bogen skulle være en sindsoprivende psykologisk thriller med elementer af gys. Men jeg blev aldrig rigtig hverken bange eller synderligt sindsoprevet. Måske fordi plottet ikke rigtig folder sig ud med de store chok og overraskelser, som jeg måske havde forestillet mig, det ville.
Bogens bagsidetekst teaser med en mulig sammenhæng mellem uforklarlige dødsfald, og jeg blev grebet af en nysgerrighed, som jeg ikke synes romanen rigtig får forløst. Naturligvis tilbyder plottet en forklaring på de mystiske dødsfald, men det var som sådan ikke en, der rigtig kom bag på mig, og der var også en del plothuller i fortællingen. Disse kan jeg ikke rigtig komme ind på uden af afsløre for meget, men blandt andet synes jeg ikke at bagsidetekstens omtalte kollektive selvmord i Nordsjælland bliver forklaret eller inddraget i plottets afsluttende ”afsløring”.

Historiens hovedkarakter:
En del af det psykologiske thrillerelement er at finde i hovedkarakteren Dannie.
Hun er neurotisk og står i en vanskelig opbrudstid med mistet mand og (måske) job.
Romanens største styrke er uden tvivl Dannies begyndende erindringer om hende og Sophies barndom. Det er i disse glimt, at Dannie som karakter bliver levende, for ellers er hun en lidt kedelig karakter, hvis neuroser ikke for alvor vedbliver at være interessante hele bogen igennem. Hendes forhold til stedsønnen Louis er interessant, og særligt er det interessant, hvordan hun har et så stort behov for at elske og være elsket af netop ham, der på mange måder minder hende om hende selv.
Derimod er Dannies forhold til psykologen/vennen Mehmet uinteressant og ret så uudforsket, og det bliver aldrig rigtig klart, hvorfor han drager fra Danmark til Skotland for at hjælpe hende.

Minusser og plusser i plot og skrivestil:
Enkelte steder synes jeg også, at Sara Bouchet gør sin historie mere overfortalt end den behøver at være. Dette synes jeg fx hun gør nogle gange i Dannies tilbageblik til barndommen og efterfølgende refleksion over denne tid ”Mine søstre og jeg voksede op i sygt univers” – ja, det er vist overflødigt at pointere. Men Sara Bouchet mestrer skam også det smukke:
”Det føles livsvigtigt at fremmane et godt minde nu, og jeg kniber øjnene hårdt i, kæmper min egen sammenbidte kamp, og endelig toner han frem. Louis”
Det er særligt i beskrivelsen af Dannies følelser i forhold til Louis og den forbindelse hun føler til ham, at jeg drages fuldstændig af bogen – jeg kunne have ønsket mig meget mere udforskning af denne del af Dannie.

Romanens hovedspor følger Dannie, men i små løbende kapitler følger vi også den pensionerede præst Darek, der lever som eneboer i Polen. Han oplever mystiske og uforklarlige hændelser og bliver gradvist mere paranoid.
Derudover fremgår små kursiverede afsnit, hvor et tilsyneladende indespærret og bange barn konfererer med sin fantasiven, og endelig fremlægges begivenhederne fra nogle massive hekseprocesser i et svensk landsbysamfund i 1600 tallet gennem fire breve.
Disse fire spor optræder i romanen løbende. Det giver romanen en fin dynamik, som måske i starten kan virke en anelse forvirrende, men som vi naturligvis til sidst får en forklaring på.
Men også her synes jeg, at den helt store sammenhæng og afsluttende forklaring stadig mangler et par ender for helt at mødes.

Opsummerende:
Alt i alt er der som sagt rigtig meget jeg elsker ved denne bog; og jeg kan kun rose Sara Bouchet for den fantastiske palet af historie, filosofi og psykologi, som ligger til grund for romanen. Jeg er altid til falds for en en god gedigen historisk funderet roman. Jeg synes også, at Sara Bouchet får indflettet nogle interessante overvejelser vedrørende fx synet på kvinder gennem religionshistorien og samfundshistorien generelt, samt et meget interessant om end kontroversielt spørgsmål om hvorvidt medicinalindustrien/psykiatrien egentlig har den bedste tilgang til psykisk sygdom.
Men det er altså også langt hen af vejen bogens faglige tyngde og refleksioner, der er bogens styrke frem for karakterer, plot og generelle litterære kvaliteter.
Det er dog til hver en tid en bog, som jeg vil anbefale til andre, der interesserer sig for emnet og som ligesom jeg selv elsker bøger, der i den grad oser af historisk research og interesse.

3.4Overall Score

Savas Vidner

Savas vidner er en af de typer bøger, som jeg har vanskeligt ved at give en endelig bedømmelse. For der var rigtig meget jeg elskede ved bogen, som i en flot buket kommer omkring hekseprocesser, ...

  • historien
    3.2
  • Karakterer
    3.3
  • sprog og skrivestil
    3.7

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?