Træernes tid

Tre forskellige historier, tre forskellige mennesker, tre forskellige steder. Det er opskriften i Henrik Mortensens bog, der dog alle har den fællesnævner, at de handler om tid; tiden der går tabt, tiden vi har og tiden der går igen. Det lyder meget filosofisk og dybt, men det bliver også klichefyldt og en anelse banalt. Historierne har derudover nogle små spor, der uden tvivl skal give læseren lyst til at skabe en sammenhæng mellem de tre fortællinger; Mit problem var, at jeg aldrig blev engageret nok i hverken karakterer eller handling til at interesse mig for den mulige sammenhæng.

Rigmanden Evander vil flyve uafbrudt i tre år gennem tidszoner. Han mener, at han på denne måde kan rejse tilbage i tiden og redde sin kræftsyge hustru Elise. Miguel og hustruen Sakura sørger over tabet af deres datter og forberede sig på en mulig naturkatastrofe lig den, der tog deres datter fra dem. En ung ingeniør forelsker sig i en kvinde fra den anden side af jordkloden, og det udvikler sig til et varigt bånd og en fremtid sammen. Ligeledes fortælles et sagn om en ung pige, der får besøg af en mystisk ung mand, der har en magisk magt over naturen.
En tilsyneladende magisk mønt med forbindelse til tiden binder det hele sammen.

Læseren som medskaber:
Ideen med at fortælle forskellige tilsyneladende fuldstændig usammenhængende historier, der så alligevel måske/måske ikke hænger sammen, er set før. Fx i Lisa Hallidays Asymmetri. Pointen i en sådan kubriksterning-historie er, at det er op til læseren at opfange og tillægge betydning til romanens og de individuelle fortællingers små spor og på den måde stykke en sammenhæng sammen; Læseren er så at sige medskaber af fortællingen.
I en sådan model kræver det dog stadig og først og fremmest, at forfatteren skaber en fortælling, som giver læseren lyst til at stykke denne sammenhæng sammen. Som i ovennævnte eksempel af Lisa Halliday er det gjort fantastisk, – det er det ikke her.

Fællesnævneren for de tre historier er refleksionerne omkring tiden. Derudover går den magiske mønt med tilsyneladende magt over tiden også igen, ligesom nogle navne, Yolanda og Sakura, optræder i flere af historierne. Det er helt sikkert her, at man som læser skal reflektere, undres og finde sammenhænge. Problemet med historien er dog, at den slet ikke engagerer sin læser nok i karakterne til, at man egentlig har lyst til at finde denne sammenhæng.

Karaktererne/de forskellige spor:
Romanens primære problem er altså, at den ikke formår at skabe karakterer, som man engagerer sig i. Måske skyldes det delvist, at romanen er kort, og at de tre spor (inklusiv et fjerde spor med fortællingen om sagnet) ikke har plads nok til at udfolde sig. Eller måske skyldes det, at Henrik Mortensen i stedet bruger en del plads på lange klichefyldte lommefilosofiske passager omkring tiden.

Historien om rigmanden Evander er den eneste, der tilnærmelsesvis er lidt interessant, primært fordi hans projekt er vanvittigt. Men som karakter er han uinteressant, og end ikke passagerne hvori hans betingelsesløse kærlighed til hustruen beskrives er særligt rørende.

Jeg’ets fortælling (den unge ingeniør) er uinteressant. Han fremstår fjern, og det gør han endda også i de passager, hvor han bliver frygtelig sentimental, som fx når han siger farvel til sit gamle barndomshjem.

Miguel og hustruens sorg over datterens død er måske nok det, der udfoldes bedst. Men det glimter også kun kort over et par sider i romanen.

Tiden som tema – poetisk og filosofisk eller klichefyldt og banalt?
Bogen centrerer sig meget omkring spørgsmålet om tid. Bagsideteksten lover blandt andet, at den udfordrer vores opfattelse af tid. Personligt synes jeg ikke den udfordrer det store, den bliver nemlig grundlæggende på et et niveau af velkendte, banale og lommefilosofiske betragtninger omkring tiden. Værst er det dog, at disse refleksioner ofte kommer som kiksede, kedelige formuleringer i karakterernes dialog; Det fremstår ganske enkelt utroværdigt og påduttet.
For mig fremstår det som forsøg på at være dyb, poetisk og filosofisk, men det bliver i stedet påtaget, klichefyldt og banalt.
Jeg har samlet et par eksempler herunder:

”Vores handlinger i dag er glemt i morgen. Vores handlinger i morgen er glemt i overmorgen. Så snart en begivenhed er overstået, har den så nogensinde eksisteret?”

”Tiden virker, som om den står stille her, så måske skulle vi bare blive? Så ville det føles som om vi lever evigt – sammen.”

”Jeg mindes pludselig en bog af Paulo Coelho, som handler om en prostitueret kvinde. Hun sølger ikke sin krop, hun sælger sin tid. Nøjagtig som alle andre, der vælger at tage et job – vi sælger vores tid, ikke vores kunnen, krop eller tanker. For tid er den ressource, som vi på et eller andet tidspunkt løber tør for, og så er det, at det går op for os, om vi har brugt den rigtigt eller forkert. Har vi solgt for meget af den, og har vi solgt den for billigt? Har vi solgt så lidt, at vi stadig har kunnet være den, vi gerne ville være?”

”Vores tid sammen var kort, men den var god. Kan jeg tillade mig at bede om mere? Skal jeg glædes eller sørge?”

Alt i alt:
En forfatter har fået en god ide, det synes han i hvert fald selv. Men den mangler i så fald gevaldigt på udførelsen.

Der mangler ganske enkelt det element, som giver mig lyst til at læse mere; plottet kedede mig, tematikken var banal, sproget klichefyldt og karaktererne uinteressante.

Det skal dog bemærkes, at bogen centrerer sig meget omkring filippinsk og japansk kultur. Blandt andet har den flere referencer til den japanske forfatter Murakami, og måske er der dele af bogen, man ville kunne sætte pris på, hvis man havde læst hans forfatterskab, – det skal jeg ikke kunne sige. Men for mig var det en decideret kedelig og uinspirerende oplevelse.