Vores elskede

Kamilla Shamsie leverer en højspændt og dramatisk fortælling, som grundlæggende handler om loyalitet og forpligtelse. Hvad vægter højest; en sag man tror på, forpligtelsen over for sit land, kærligheden til sin familie eller den spirende nye forelskelse?
Romanen behandler tematikken gennem fem forskellige personer, og de giver hver især et perspektiv på romanens grundlæggende samfundskritiske spørgsmål ”Er vi som samfund gået for langt i kampen mod terrorisme? Og har vi som samfund et ansvar for den stigende polarisering mellem ”dem og os”?”
Det er et højaktuelt spørgsmål, som i romanen behandles gennem en fortælling med smæk for skillingen i form af stigende spændingskurve, drama og store sentimentale armbevægelser. Desværre bliver det måske lidt på bekostning af karaktertegningen. Men det ændrer ikke ved, at romanen er både spændende, vedkommende, godt fortalt og aktuel.

Isma er har taget sig af sine yngre søskende; tvillingerne Parvaiz og Aneeka efter at de tre blev forældreløse. Nu er de voksne og hun rejser til USA for at færdiggøre sit studie.
Parvaiz er rejst ud i verden for at realisere sig selv, og Aneeka studerer jura. De tre søskende hjemsøges dog af fortiden, og de skæbnesvangre valg, som faderen tog, da han meldte sig som hellig kriger for ISIS.
De to søstre møder Eamonn, der er søn af den nyudnævnte britiske indenrigsminister og som i modsætning til de tre søskende har rykket sig en del fra sin muslimske baggrund.
Det går dog snart op for de to søstre, at broderen Parvaiz ikke blot er taget ud i verden, men at han snarere er fulgt i faderens fodspor, og broderens skæbnesvangre valg bliver fatalt for familien, der også får konsekvenser for Eamonn og hans familie.

Konstruktionen med de 5 forskellige perspektiver:
Romanen er bygget op så historien fortælles fra fem forskellige synspunkter. De tre søskende Isma, Aneeka og Parvaiz, samt indenrigsministeren Karamat og hans søn Eamonn.
De fem perspektiver bidrager med hver sin unikke fortællerstemme og personlighed, ligesom de også giver bogens tematik sine nuancer, i det de hver især forholder sig meget forskelligt til deres muslimske baggrund, samfundets ansvar og loyaliteten over for sin familie og dem man elsker.

Storesøsterens Ismas fortælling er skrevet i en næsten afmålt og distanceret stil, og det afspejler Ismas personlighed, som er præget af selvkontrol og en undertrykkelse af sine følelser. Ismas afsnit er det, som leveres bedst og hun er også den mest interessante karakter. Desværre bliver der ikke mere plads til udforskning af hende i resten af romanen, og det er synd.
Parvaiz’ afsnittet er interessant, fordi det bidrager med det interessante perspektiv; Hvorfor lader nogle unge muslimer sig hverve til terrorisme?. Man forstår hans fascination af hververen Faroog, der bruger Parvaiz’ indignation over samfundets behandling af hans familie efter faderens død, og som også udnytter det savn Parvaiz har haft over den manglende faderfigur i sit liv. Men det bliver alligevel uklart, hvad der driver ham det sidste skridt, ligesom det er uklart, hvad der får ham til at fortryde.
Søsteren Aneekas perspektiv er opbygget på en speciel måde og består mestendels af udpluk fra taler og avisartikler. Det er ærgerligt, for man savner faktisk i romanen en større forståelse for Aneeka.
Alt i alt fungerer det dog fint med de fem perspektiver, og de fem karakterer fungerer som hinandens modsætninger og dermed også som nuanceringer af den debat, som Kamilla Shamsie lægger op til; For hvad er prisen for alle de stramninger, regler og mistænkeliggørelse af hele befolkningsgrupper, som er kommet i kølvandet på terrorismen?

Tematikken – en klar samfundskritik:
At Kamilla Shamsies primære formål med bogen er at levere et skarpt indspark til en ophedet og aktuel debat er ikke til at tage fejl af. Det gør hun også rigtig godt, for netop med de fem perspektiver, formår hun at levere en fortælling, som behandler emnet fra flere synsvinkler. Det er alligevel dog helt klart, hvor forfatterens sympati ligger, og romanens budskab er ikke sådan at tage fejl af.
Romanen handler grundlæggende om loyalitet; til en sag, et land, en familie eller en elsket. Det er en roman, der stiller relevante og vanskelige spørgsmål med hensyn til, hvad der nødvendigvis må vægte højest, når valget står mellem kærligheden til familien eller til sit land og en sag.
- Hvad gør man, hvis den man elsker er en fjende af staten?
- Hvor er forbrydelsen i at elske sin bror på trods af de forbrydelser, han har begået?

Men det er også en roman, der sætter spørgsmålstegn ved samfundets og politikernes handlinger;
Helt centralt i romanen står fortællingen om de tre søskendes far, der ganske vist sluttede sig til ISIS som hellig kriger. Men som efterfølgende sandsynligvis blev torturret og døde på vej til Guantanamo. Familien modtog aldrig officiel besked, og fik ikke muligheden for at begrave deres far, og netop det faktum har sat dybe spor i de tre søskende.
Det er tydeligt, at forfatteren indirekte stiller det kritiske spørgsmål ”Kunne noget have været undgået, hvis man havde handlet anderledes, og med større respekt for den familie, som har mistet en far?”.
Derudover kredser romanen flere gange om det faktum, at personer, som er i familie med kendte terrorister, overvåges og mistænkeliggøres alene for deres navns skyld. For Isma er dette en konsekvens, man må affinde sig med, for Eamonn er det et forhold, han er lykkeligt uvidende om, for Karamat er det en nødvendighed for at forhindre og stoppe terrorismen, for Aneeka er det en nedgørelse og for Parvaiz er det et forhold, som måske bliver afgørende for hans fatale valg.

Handling og spændingskurve:
Romanen er meget politisk og har en del samfundskritik på hjerte. Men det er også en højdramatisk fortælling med en hastigt stigende spændingskurve; Det starter stilfærdigt, men udvikler sig hurtigt og det hele ender i en højspændt, følelsesladet og dramatisk afslutning.
Nogle vil måske mene, at der skrues lige lovlig meget op for dramatikken og sentimentaliteten til sidst. Men ikke desto mindre gør det bogen til et spændende bekendtskab, og man keder sig i hvert fald ikke.

Alt i alt:
Jeg var for det første underholdt af bogen, som bestemt er spændende og byder på et hastigt fremadskridende og dramatisk plot. Derudover lykkedes romanen med det, som tydeligvis er dens hovedformål; Nemlig at levere en fortælling, som skal bidrage til en debat om de konsekvenser terrorismen har for samfundet, og ikke mindst om tiltagene mod terrorismen efterhånden er blevet så omfattende, at vi som samfund glemmer medmenneskeligheden og i stedet bidrager til polariseringen ”dem og os” og dermed indirekte måske er mere med til at forværre et problem end at løse det?
Det er et meget aktuelt og interessant spørgsmål, og Kamilla Shamsie leverer nuancerer i sin behandling af tematikken med de 5 forskellige synsvinkler. Dog bliver det til tider lidt på bekostning af karaktertegningen; Man får den klare fornemmelse, at de først og fremmest tjener det formål at være arketyperne på de forskellige poler i debatten, og det fremstår på mange måder klart, at Shamsies primære formål har været at tegne et portræt af et samfund snarere end af nogle karakterer.

3.8Overall Score

Vores elskede

Kamilla Shamsie leverer en højspændt og dramatisk fortælling, som grundlæggende handler om loyalitet og forpligtelse. Hvad vægter højest; en sag man tror på, forpligtelsen over for sit land, ...

  • Plot
    4.2
  • Karaktererne
    3.5
  • sprog og skrivestil
    3.7

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?