Der er dobbelt op på børnebogsanmeldelser på bloggen i dag, for Lilly, Johan og jeg har været på to vidt forskellige natlige eventyr.
I ”Farmor og vidunderøen” var vi på en fantasifuld og eventyrlig rejse med en lidt skør men også sej farmor på jagt efter diamanter med hjælp fra adskillige dinosaurer.
Mens vi i ”Den store flugt” var med Alice på et stemningsfuldt besøg hos skovens vilde dyr.
Farmor og Vidunderøen
Tekst og illustration af Jeppe Løntoft Nybye.
Byens forlag
Fra cirka 3 år.
Der er fuld fart på eventyret i denne fortælling om en dreng, der elsker sin bedstemor og hendes sjove historier, selvom der ikke er ret mange andre end ham, der tror på dem. Farmoren har nemlig engang rejst på vilde eventyr og haft dinosaurer som venner. Farfar mener det hele er noget sludder og at farmor vistnok er blevet lidt tosset. Men drengen ved det er sandt, for om natten tager farmor ham med på eventyr til vidunderøen, og her kæmper de snart for at passe på fuldmånestenen og de får hjælp af nye som gamle venner i en magisk fantasiverden, hvor farmor ikke bare er gammel og glemsom, men derimod fuld af liv og fantasi.
På overfladen en sjov, fantasifuld og skør historie med masser af eventyr, men et spadestik dybere en sød historie om det særlige og magiske bånd, der kan være mellem børn og deres bedsteforældre, og det magiske lys som et barn formår at se selv en gammel dement bedstemor i.
Det er egentlig også en god reminder til den voksne oplæser, der måske har en dement blandt sine kære, om at lade sig lede af de gode øjeblikke, selvom der måske ikke er meget, der er som før.
På samme måde kunne man forestille sig, at børn der har en nær i familien, som er dement, vil kunne have gavn af, at bruge historien som et springbræt til at tale om en sygdom, der som bekendt ofte netop bliver kaldt de pårørendes sygdom.
Når det så er sagt, er det vigtigt for mig at understrege, at det her ikke er en bog om demens eller det at være pårørende til en dement. Det er en tematik der er ret underspillet i bogen, der først og fremmest er en skør og eventyrlig rejse. Men måske gør dette faktum den netop velegnet, fordi den behandler emnet på en så kærlig og indirekte måde.
Men man kan altså også bare læse bogen for det skøre eventyr den er, og herhjemme var der i hvert fald et styks dinofikseret dreng, der fandt den virkelig spændende. Selvom han ikke var helt overbevist om, at hans farmor eller mormor ville kunne kæmpe mod en mosasaur.
Bogen står til at være egnet til børn fra 3 år, og vurderet på sproget og tekstmængden er det meget passende. Men det var faktisk min søn på 2.5 år, der var mest vild med fortællingen her, på trods af, at han altså er lidt under målgruppen. Men det skyldes også interesse, Johan kan nemlig godt lide eventyr, det lidt skøre og det lidt fjollede, og så elsker han bare dinoer.
Den store flugt
Af Maylis Daufresne og Magali Dulain
Forlaget Mellemgaard.
Fra cirka 4 år.
Denne fine billedbog er oversat fra fransk ”La belle échappée”, som direkte oversat betyder ’den smykke flygtning” – og det havde måske også været en bedre og mere rammende titel end den danske ”den store flugt”, da man dermed i højere grad ville ramme bogens grundtone af poetisk refleksion. Det er nemlig i høj grad en fortælling, der med sit poetiske billedsprog behandler flere store tematikker.
Pigen Alice møder en vild kat i skoven og hun vil så gerne tilbringe tid i kattens verden. Det får hun lov til af alle skovens vilde dyr, men det er på en betingelse; hun skal indgå i deres levevis og på deres præmisser og hun kan kun være på besøg en enkelt nat. Alice elsker besøget i den anden verden, hvor hun med nysgerrighed og åbenhed suger til sig og udforsker natten i skoven sammen med sin nye ven katten.
Dagen efter får katten lov til at tilbringe dagen hos Alice, men Alice får at vide af sin mor, at katten skal opføre sig pænt og at den kun må blive en enkelt dag. Katten bliver hos Alice og indgår med glæde og nysgerrighed i alle dagens aktiviteter. Men da dagen er forbi tager den tilbage til sit hjem i skoven. Begge således rige på nye oplevelser men også trætte efter at have tilbragt tid i den andens verden, hvor der har været så mange nye indtryk.
Der er rigtig mange tematikker, man kan tage op ved læsningen i den her bog, og der er således mange spor i fortællingen, som kan bruges som udgangspunkt for en snak og vil kunne varieres efter barnets alder og den interesse barnet viser.
Da jeg læste bogen for Lilly kom vi vidt omkring; Ved en læsning handlede snakken helt lavpraktisk om at være på besøg hos andre, og om hvordan der kan gælde forskellige regler forskellige steder. Ved en anden læsning hæftede Lilly sig ved oplevelsen af naturen, og hvordan det er vigtigt at man, når man besøger naturen, viser respekt og passer på den, for det er dyrenes og planternes hjem, som Lilly så fint sagde. Ved en tredje læsning talte vi om begrebet hjem, og om hvordan hjem betyder noget forskelligt for os alle sammen, men alligevel generelt handler om tryghed og genkendelighed, og at det er der, vi tager hen for at slappe af.
Vores samtaler under læsningen har været styret af Lillys interesse, men man kunne også sagtens forestille sig, at samtaler under og efter læsning kunne handle om gæstfrihed, nysgerrighed og åbenhed overfor andre.
Lilly på 5 år var rigtig glad for den her bog, men Johan på 2,5 var helt afgjort alt for lille til den og faldt meget hurtigt fra.