Forleden læste jeg den fine lille udgivelser “Tanker om titler” fra Byens forlag, og den satte naturligvis nogle tanker i gang hos mig omkring den gode titel. For hvad er det?
Skal den gode titel vække nysgerrighed?, være dækkende for bogens genre og indhold?, tilbyde nye fortolkningsmuligheder?
Skal den gode titel slå en stemning an eller bare være original og poetisk rent sprogligt?
I det følgende kan du læse mine tanker om titler, i det jeg dykker ned i et par håndfulde titler, som jeg synes fungerer særlig godt og reflekterer over hvorfor.
Det er sjældent at en titel direkte ansporer mig til at læse et værk, eller for den sags skyld lader mig afskrække. I så fald sker det i hvert fald indirekte. Jeg kan godt blive draget af titler, der i sig selv er et lille poetisk mesterværk, som fx Kasper Havsers “Så tavsheden ikke længere kun er mellemrum i min tale” eller Gry Stokkendahl Dalgas’ “Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord vil finde vej”. Men de virkelig gode titler er for mig ofte de mere simple, og ofte også titler, der måske først får dybde, karakter og mening, når man har læst værket.
Rebecca af Daphne Du Maurier
Umiddelbart tænker man, at romanen må have fået navn efter sin hovedperson. Men det er ikke tilfældet – eller er det? Rebecca optræder på intet tidspunkt i romanen, men er alligevel særdeles nærværende som den forhenværende og afdøde hustru til Maxim de Winter, der ved romanens begyndelse gifter sig med romanens fortæller, der til gengæld forbliver unavngivet i hele romanen. Daphne Du Mauriers fortælling trækker på de gotiske fortællinger som man kender dem fra fx Brönte søsterene. Vi ankommer med en ung uskyldig kvinde på et stort gods, hvor fortiden og fortielserne i den grad spøger. Rebecca er den smerte, som langt de fleste af bogens personer bærer rundt på. Hun optræder på intet tidspunkt i fortællingen, men hun er alligevel den, der sætter stemningen og bærer fortællingen frem, og som titelperson understreges denne rolle som selve personificeringen af de spøgelser mennesket bærer rundt på.
Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved af Wolf Erlbruch og Werner Holzwarth
Måske nok verdens mest fjollede og samtidig mest geniale titel på en børnebog. Det er ekstremt plat, og alligevel taler titlen vel omtrent til de fleste; For hvem ville ikke, hvadenten de vil indrømme det eller ej, lige få lyst til at kigge nærmere på en bog med sådan en titel.
Titlen opsummerer meget fint bogens tema, handling og pointe, og den vækker jo nysgerrighed “For hvem har egentlig lavet en lort på muldvarpens hoved”.
Mine børn har begge grint længe og ofte af titlen, og så har de rent faktisk også lært et og andet om dyrs afføring, – hvad end de så kan bruge det til.
Ulykkelig og uden ønsker af Peter Handke
Måske nok den mest deprimerende og triste titel jeg nogensinde er stødt på. For selvom det at være ulykkelig må anses for at være en lidet misundelsesværdig tilstand, så rummer den alligevel et håb om at lykken må vende. Men at være ulykkelig og uden ønsker er en tilstand uden håb. Det er en tilstand af total resignation.
Bogen er en af Handkes mest personlige og gribende beretninger. I den portrætterer han sin mor, der kun ganske kort tid forinden romanen bliver skrevet har taget sit eget liv. Men hvorfor gjorde hun det? Handke søger svar i udforskningen af sin mors liv, der har været præget af fastlåsthed, manglende muligheder og afsavn. Et liv der har gjort hende ulykkelig, men som også har frataget hende drømmene og håbet.
Titlen er smuk og barsk, men samtidig egentlig også meget enkel, og så indkredser den meget fint og ligetil romanens grundtone og tematik.
F af Kehlmann
Et enkelt bogstav! Så simpelt kan det gøres.
F står for far. F står for familie. F står for falskhed. F står for fatum (skæbne). F står for frater (det latinske ord for broder/præst). F stor for forfatter.
F handler om tre brødre, der som børn er med deres far inde og se et show med en kendt hypnotisør. Efter showet kører faderen dem hjem, og forlader dem derefter hos deres respektive mødre. Sønnerne vokser op uden kontakt til deres far, som i mellemtiden er blevet en berømt forfatter, der blandt andet har skrevet en bog, der sætter spørgsmålstegn ved vores egentlige eksistens, og som har startet en selvmordsbølge.
De tre brødre er gået i vidt forskellige retninger; Martin er blevet præst, men er ikke troende. Iwan er kunsthandler, men forfalsker de billeder, han sælger. Eric er finansrådgiver, men skjuler for investorerne, at pengene er væk.
Min kæreste elskling af Gabriel Tallent
Når man læser titlen tænker man umiddelbart; En kærlighedsroman. Det er det på sin vis også, – men der er intet smukt ved det – tværtimod.
Romanen handler om teenageren Turtle, som bor alene med sin far. Han er utilregnelig og uligevægtig, og hans kærlighed til Turtle er altomsluttende, destruktiv og incestuøs. Turtle er bundet til sin far af ambivalente følelser; hun er afhængig af ham, hun hader ham, hun føler sig ansvarlig, hun elsker ham. På samme måde oplever Turtle verden med skepsis; hun klarer sig dårligt i skolen og hun hader kvinder.
Det Gabriel Tallent først og fremmest gør rigtig godt er hans evne til at skabe en så gennemgående intens stemning i sin fortælling. Turtles indre kamp mellem foragt og kærlighed til sin far er skræmmende men også smuk i al sin afskyelighed.
Titlen fungerer særlig godt fordi den giver en forventning og en forestilling om noget smukt, og så får vi i stedet en fortælling om noget, der er netop alt andet end det. Bruddet med forestillingen gør tematikken endnu mere barsk og ubehagelig.
Gift af Tove Ditlevsen.
Jeg kan godt lide titler, der er helt enkle og måske også forekommer en smule banale. Gift spiller på ordets dobbelte betydning og refererer således både til afhængigheden af stoffer og forfatterens forhold til sine forskellige ægtemænd. Betydningen er nem at få øje på og en smule banal, men indimellem er det jo netop det enkle og åbenlyse, som fungerer allerbedst.
På sporet af den tabte tid af Marcel Proust
Det store værk i flere bind af Marcel Proust bærer flere undertitler, men den gennemgående titel er På sporet af den tabte tid. Jeg synes der er noget dragende poetisk og smukt ved titlen, som samtidig virkelig understreger den gennemgående præmis, der er i romanen, hvor en mand undersøger erindringen og dens begrænsninger i sit forsøg på at genopleve sit levede liv og forstå det.
Naadsensbrød og Bonde-Idyl af Henrik Pontoppidan.
Pontoppidan er ironiens mester, og hans stærke samfundsindignation kommer stærkt til udtryk i hans tidligere forfatterskab, hvor han udstiller samfundets ulighed. I novellerne Naadsensbrød og Bonde-Idyl er Pontoppidans satiriske pen rettet mod bondesamfundets top og deres hykleriske forherligelse af alt det de selv mener at gøre for samfundets svageste. I Naadsensbrød skal den fattige Stine på fattiggården, men “Besynderlig nok synes imidlertid Herredets Fattigfolk slet ikke at sætte Pris paa dette Palads, hvormed man saa rundhaandet har betænkt deres gamle Dage”. Pontoppidan er skarp og stærkt ironisk i sin romantiske beskrivelse af fattiggårdens herligheder. Det ydre er smukt og prangende, men det indre er faldefærdigt og usselt og uværdigt. Titlen er meget ironisk, da nådsensbrød betyder ‘’at leve af andres barmhjertighed og nåde’’. Men hvad menneskeligt er der ved en barmhjertighed, som ikke kan anses for værdig til et menneske?.
I Bonde-Idyl står den rige bonde Mads Monsen alfaderligt i spidsen for en stor fest, der skal holdes for alle i samfundet, rig som fattig. På overfladen skal festen tjene som symbol på samhørighed, men i virkeligheden er festen et middel til kontrol og cementerer samfundets ulighed.
Det stumme rum af Herbjørg Wassmo
Det stumme rum er anden del i Wassmos gribende trilogi om pigen Tora, der bærer på så meget smerte.
Tora bliver som barn udsat for overgreb af sin far, og skylden, skammen og smerten bærer hun på som et usynligt sår resten af sit liv. Den skærmer hende fra omverdenen og gør det vanskeligt for hende at danne relationer. Det stumme rum symboliserer den verden Tora skaber inde i sig selv, hvori hun skærmer sig fra smerten og andre mennesker. Det stumme rum er samtidig billedet på det usagte og ubeskrevne, der er foregået mellem Tora og hendes far. Wassmo lader det mest barske og smertefulde forblive usagt. Det nævnes ikke eksplicit, men det eksisterer mellem linjerne. Det findes i Toras tavshed, smerte og fortielser. Det findes mellem linjerne, – i det stumme rum.
Den lukkede bog af Jette A. Kaarsbøl
Det er mange år siden jeg læste “Den lukkede bog” og jeg må helt ærligt sige, at jeg faktisk ikke kan huske specielt meget af handlingen, – i hvert fald ikke nok til at kunne sige noget (klogt) om sammenhængen mellem titel og fortælling. Men titlen i sig selv er fantastisk. Den pirrer i den grad til nysgerrigheden og indbyder nærmest læseren med sin titel; En lukket bog må åbnes – for hvad gemmer den på?
Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe af Agnes Martin-Lugand
Et eksempel på en titel som jeg egentlig ikke er så vild med, men som alligevel fik mig til at læse bogen.
Når man som jeg elsker bøger og kaffe, specielt i kombination, så kan man næsten ikke andet end at blive draget af sådan en titel.
Men selvom titlen formår at vække nysgerrighed så skuffer den på stort set alle andre parametre. Den er egentlig ikke specielt passende til romanen, der ikke handler specielt meget om hverken bøger eller læsning, men snarere er en ekstrem klichefyldt kærlighedsbasker. Derudover er den heller ikke specielt excellerende rent sprogligt, – den ligger faktisk ikke engang særligt godt i munden og er faktisk alt for lang og klodset.