Julegaveinspiration til små børn: 11 billedbøger fra danske forfattere.

Man kan aldrig få for mange bøger. Specielt ikke hvis man er et lille barn, der lige er ved at lære verden og sproget at kende. Så en boggave er altid en god ide! Mangler du lidt inspiration så kast endelig blikket på nogle af de fine danske billedbogsudgivelser – det behøver ikke være H.C.Andersen det hele. Min liste består udelukkende af danske (nulevende) forfattere, for lad os da støtte dem, som stadig bidrager til litteraturen. Listen består desuden fortrinsvis af de lidt mindre kendte udgivelser, – de kendte skal nok finde vej til juletræet helt af sig selv;)

Flaskens rejse
Af Camilla Dovbenko
Anbefales fra ½ år.
Gode vaner kan aldrig læres for tidligt, og når man nu alligevel læser for sine børn, så er det jo kun en bonus, hvis de kan få lidt gode vaner ind under huden.
Flaskens rejse er trykt på tykke sider, og det gør den ideel til de helt små. Illustrationerne er holdt i en enkel streg, og teksten er ligeså holdt helt simpel. På ganske enkel hvis formidler forfatter og illustrator Camilla Dovbenko essensen af en væsentlig lektie om miljøet: Plastik (og skrald i det hele taget) hører ikke hjemme i naturen men i skraldespanden.
For den voksne kan det synes ganske banalt og simpelt, men det er netop pointen med denne bog, at de gode vaner aldrig kan læres for tidligt.

Hasulle Banulle og gummistøvlen, Hasulle Banulle kan ikke sove, Hasulle Banulle bygger hule
Af Chr. Winther
Anbefales fra ca. 2 år
Hasulle Banulle er et arrigt lille loddent væsen, der har fem ben og bor i en mobilmast. Han gør lige, hvad det passer ham, og mangler han en gummistøvle så stjæler han da bare en.
Historierne er humoristiske både i sprog og illustrationerne, men der er også plads til dybe refleksioner på børneniveau.

En dejlig dag
Af Petrine Willero
Anbefales fra ca. 2 år
I 11 små historier møder vi vennerne fra børnehaven, der alle oplever noget særligt eller helt almindeligt på en dejlig dag. Kaninen Arthur er hos lægen, Bjørnen Simon er med på indkøb, Elefanten Mathilde besøger mormor og morfar og Krokodillen Ursula er i bad. 
I tekstens lægges der op til dialog med små indlagte spørgsmål, der relaterer den specifikke fortælling med barnets hverdag. 
En ekstra sjov detalje ved bogen er de små ”opgaver” som forfatteren har indlagt, og som opfordrer barnet til at udforske illustrationerne; Hvor har Simon tabt sin strømpe?, hvor gemmer Olivers søster sig?.

Lille krokodille bliver væk, Lille krokodille vil ikke, Lille krokodille er sulten, og mange flere. 
Af Birde Poulsen
Anbefales fra 2 år. 
Historierne er forholdsvis enkle og målrettet det store vuggestuebarn/lille børnehavebarn. De skildrer kendte hverdagssituationer (fx han er blevet væk, kan ikke sove, har slået sig) og genkendelige følelser (han vil selv bestemme, han bliver bange).
Lille krokodille er det 3 årige barn, han er lidt fræk og grænsesøgende, men han er også kærlig, viljestærk og nysgerrig.
Der er rigeligt at spejle sig i, ligesom mor/far krokodille siger alle de ting, som de voksne typisk gør.

Lille bi og den underjordiske, Lille bi møder et uhyre, med flere titler
Af Eva Wulff
Anbefales fra 3 år

Serien om lille bi tæller foreløbigt seks bøger og er søde små fortællinger med den nysgerrige og legesyge lille bi, der ganske ligesom det lille børnehavebarn, der er målgruppen, møder verden med en naturlig åbenhed og glæde. I “Lille bi møder et uhyre” fanges lille bi fx i et stort og mærkeligt net, og overraskes at et kæmpe uhyre; Det er en “æder” og “kop” siger den vakse larve, der som bifigur måske ikke regnes for det stærkeste dyr, men som redder lille bi med sin kløgt og finurlige påfund.
Lille bi og måler-larven er to små dyr i en stor og spændende verden, og med deres positive indstilling og nysgerrige natur oplever de nye og spændende eventyr i alle seks historier.

Nour og Noras første dag i børnehaven
Af Camilla Kaj Poulsen
Anbefales fra 3 år.
Denne bog fortæller historien om et kulturmøde. Den fortæller om de to piger, der oplever hinandens ligheder og forskelle med et barnligt og åbent sind. Undervejs præsenteres læseren for nogle forskellige situationer, som barnet måske også møder i sin egen hverdag. Nour og Nora har fx meget forskellige madpakker med, dukkerne i børnehaven ligner kun Nora og Nour fejrer slet ikke jul. Her lægger forfatteren ganske fint op til en snak med barnet, om de kulturforskelle de selv møder i deres hverdag, og barnets egne oplevelser af andre kulturer kan få plads.

Margrete en lille dronning
Af Louise Rosenkrands
Anbefales fra 3 år
Et langt liv kogt ned til en kort billedbog, og det fungerer virkelig. Det gør det primært på grund af de meget fine illustrationer, der er fuld af farver og fantasi, ganske ligesom Dronning Magrethe selv. Billedbogen rummer fortællingen om et helt menneske; et menneske med en tung skæbne og mange interesserer og passioner. Det er en portrætbog såvel som en fortælling om vores monarki fortalt i absolut børnehøjde.

Pigefest … for Søren!
Af Ane Gudrun
Anbefales fra 4 år.
Tulle Mulle Mynteberg drømmer om en rigtig pigefødselsdagsfest med enhjørninger, glimmer og lyserøde nuancer. Men hvordan kan man få en rigtig pigefødselsdag, når man ikke har en mor, men kun en far og en Søren.
Tulle har opgivet alt håb om en pigefødselsdag, men hun bliver overrasket, for på dagen står far klar med pigefødselsdag og superseje Lene, der er lyserød fra top til tå og helt perfekt til det med pigefødselsdag.
Tulle er vild med Lene, og da hun opdager, at Lene faktisk er Søren bliver hun vildt glad. Tulle har ikke en mor, men hun har en Søren – verdens sejeste Søren, som er vildt god til det med pigefødselsdag, glimmer og cupcakes.

Børn i andre lande
Af Sofie Maria Brand
Anbefales fra 4 år
Når man nu ikke rigtig kan rejse nogen steder hen i år, så er det jo dejligt, at bøgerne kan tage os alle steder hen!
Herhjemme har vi været på rejse med Sofia Maria Brands ”Børn i andre lande”, og vi har blandt andet besøgt Kina, Brasilien, Tyskland og Rusland.
Bogen fungerer som en slags opslagsværk med mange illustrationer (som Rasmus Juul så fint har stået for) og små sjove faktabokse.
Hvert land har to dobbeltopslag og man kan blandt andet læse om landets kendetegn, egnsretter og madvaner, landets historie og traditionel levevis.
Bogens opbygning med flere forskellige tekstbokse gør den oplagt at bruge til forskellige aldersgrupper, fordi man derved kan læse og tale om det, som barnet forstår, finder interessant eller hæfter sig ved. Det er en perfekt mulighed for at rejse ud i verden sammen og blive klogere.

Drillepind
Af Marie Stegger Schmidt og Tobias Dybvad’
Anbefales fra 5 år. 
Kender du en hård negl, en krudtugle, en kong gulerod eller en løvemor? Drillepind er en humoristisk, spidsfindig og herlig leg med ord om ord og de menneskelige stereotyper, vi finder i sproget, når vi fx kalder nogen for en lyseslukker, en hidsigprop eller en sladretaske. Drillepind er ikke en fortløbende fortælling, den er snarere et galleri over disse ord og sproglige typer, som for de fleste børn (og voksne) vel egentlig må fremstå som nogle mærkelige udtryk. I Drillepind forklares ordene med en god portion ironi, samtidig med at de udstilles og udfordres for deres kassetænkning. Selv en hård negl kan være blød indeni, og selvom det kan være møgirriterende at blive kopieret af en efteraber, så kan det måske også være et kompliment?

Og de onde lo – amoralske fabler
Af Ellen Holmboe og Kristian Eskild Jensen
Anbefales fra 7 år.
I ”Og de onde lo” er de klassiske moraliserende dyrefabler vendt på hovedet. Den traditionelle genres moraler om det gode og rigtige er i stedet historier om en anden side af mennesket; Der hvor vi ikke er gode og næstekærlige, men snarere er egoistiske. Det fungerer ganske godt, særligt understøttet af de flotte illustrationer.
Den lægger op til, at man bruger fablerne til at tale med børnene om, hvad det er for nogle følelser og menneskelige sider, som den skildrer.
Bruger man bogen med et sådant udgangspunkt for øje, så kan bogen fungere som et godt afsæt for at tale om fx egoisme, kynisme og grådighed, – som jo er sider og følelser, vi alle sammen kender, men som vi også har lært er ”forkerte” følelser.
Det er måske ikke helt skidt med en børnebog, der skildrer disse sider, og på den måde tilbyder forældre og pædagoger en mulighed for at tale om det med børnene, og måske også lære dem, at selv de knap så pæne følelser og tanker også er en del af det at være til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *