”For første gang i mit liv føler jeg sorg over at jeg ingen mand er. Hvor fattigt og indholdsløst er ikke vort liv imod deres? Er det med rette at de halve mennesker ere udelukkede fra al aandelig beskæftigelse?”
Der er velsagtens ikke mange, der kender Mathilde Fibiger. Men i 1851 var hun på de flestes læber i det bedre borgerskab, – og det var ikke rosende ord, der var tilovers for hende.
Mathilde Fibiger havde kun 20 år gammel skrevet en serie af breve, som hun havde sendt til en af tidens toneangivende litterater, Johan Ludvig Heiberg. De tolv breve udgjorde tilsammen en brevroman, som Heiberg fik udgivet.
Brevene er skrevet af den fiktive Clara Raphael, der har job som guvernante i en lille provinsby. Brevene indeholder Clara Raphaels iagttagelser og refleksioner over livet i byen og tilværelsen i al almindelighed, og en rigtig stor del af disse betragtninger vedrører spørgsmålet om den kvindelige frigørelse.
”Vor aand er fangen og fordommen står på vagt ved dens fængsel”
Clara Raphael mener, at kvinden opfattes som værende laverestående end manden i visdom og intellekt, og hun mener at denne opfattelse til dels skyldes at kvinden ikke gives de samme muligheder for at udvikle sig åndeligt. Hun pålægges tidligt sin rolle i livet, og man beder hende tie stille og holde sig uden for diskussioner.
”Herrene agte det sjældent umagen værdt at spilde lidt af deres visdom i alvorlig samtale med en dame”
Som kvinde ensrettes man ifølge Clara Raphael i sin rolle. Alt hvad der er ejendommeligt og særegent ved en kvindes karakter fjernes tidligt, som konsekvens heraf udvikler de sig ikke til hele mennesker, fordi deres udvikling ikke for lov at være fri, den er bundet af forventninger og forestillinger,.
”Underkuede ere vi, om end lænkerne ere forgyldte”
Clara Raphael påpeger også, at mandens forfængelighed er blevet til egoisme. Han kæmper for sig selv og for at komme frem i verden. Hos kvinden er forfængeligheden blevet til behagesyge, og det gør dem afhængige af andre og i særdeleshed manden. Ifølge Clara Raphael er det dette forhold, som gør det muligt for manden at holde kvinden nede,
Mathilde Fibiger er altså i Raphaels skikkelse ikke udelukkende kritisk overfor det modsatte køn, men fremhæver altså en fejl ved kvindens natur, der er med til fastlåse hende i den ufordelagtige stilling. Måske er det årsagen til, at Fibiger lader sin karakter frasige sig ethvert ønske om den jordiske kærlighed, som hun også mener er et udtryk for forfængelighedens tilfredsstillelse.
Men det er også provinslivets gang, der får et drag over nakken. Ganske humoristisk fremstiller hun et optrin i byen, hvor sognets koner er uenige om, hvorvidt doktorens nye hustru er fin nok til at blive tituleret Frue. Morsomt er det også, da hun fortæller om den nye Kapellan, som byens koner i bedste Stolthed og fordom stil har travlt med at forlove væk til alle sognet ugifte piger.
Eller da byens barneplejerske dør, og efterlader konerne i byen fortvivlede – skal de mon nu selv passe deres børn?
”Hvor bekvem en indretning for mødrene! Det var jo næsten som de ingen børn havde, undtagen om søndagen”
Clara Raphael gør sig bemærket i byen med sin stædighed og egenrådighed.
I en interessant scene går hun åbent i rette med præsten omkring dåben, som hun mener hviler på et falsk grundlag. Hvorledes kan man dog døbe et barn, der ikke selv har noget at skulle sige? Scenen er hentet direkte fra Mathildes eget liv, hvor hun ved en lignende lejlighed blev irettesat af en præst for som kvinde at tillade sig at have en mening om teologiske spørgsmål.
Raphael går dog endnu længere i sine refleksioner over det teologiske og raser over kirkens betoning af synden. Idealet i kristendommen er uopnåeligt, mener hun;
”På den ene side var kamp, synd og møje, men tillige frihed og selvbevidsthed. På den anden side – Paradis!. Mennesket valgte det første. Hvem vilde endnu den dag i dag, hvis valget stod til ham, handle anderledes? Jeg ikke, og jeg tror, Ingen!”
Det er altså ikke kun datidens kvindesyn, der kritiseres af den fiktive Clara Raphael i brevromanen, men altså også kirken og borgerskabet, og derfor er det måske ikke så mærkeligt, at hun forargede i sin samtid.
I romanen spørger brevenes fiktive modtager ind til Raphaels tanker omkring konsekvenserne af hendes offentlige udgydelser. Er hun parat til at modtage den hån som uvægerligt vil strømme hendes vej? Raphael svarer;
”Den omstændighed, at jeg har valget, giver mig mod til at lade mig anse for en karikatur”
Om Mathilde Fibiger var forudseende i den replik er ikke til at vide. Men en karikatur, det blev hun. Hun blev ikke blot udskældt men i den grad også hånet og latterliggjort.
Hvorvidt Fibigers værk er stor litteratur kan diskuteres. Sprogligt udmærker hun sig ved sine små komiske beskrivelser og sine længere reflektoriske passager. Men det er først og fremmest værkets retsmæssige plads i litteraturhistorien, som det første egentlige feministiske værk, der gør den til vigtig og væsentlig roman,
Mathilde Fibiger skrev i 1853 romanen “Skitse over det virkelige liv”, der var mindre kritisk, og som derfor vakte noget mindre opstandelse. Nogen succes blev den dog heller ikke. i 1854 skrev hun romanen “Minona”, der til gengæld blev en kæmpe skandale. Romanen greb tilbage til den stærkt kritiske tone, som hun havde i Clara Raphael, ligesom den også forargede med et incestuøst tema. Selveste H.C.Andernsen læste romanen og skrev i et brev til en ven følgende om sin læseoplevelse;
” Hun maa jo være syg Forfatterinden! Det var at ønske for hende og for Literaturen at den ikke var skrevet; det er som jeg havde grebet om en stærk duftende giftig Vandplante og nu jeg heel har den i Haanden, / opløser sig der slimet og ækel”
Mathilde Fibiger skrev aldrig siden flere bøger. Den offentlige nedsabling af forfatterskabet og hende som person knækkede hende. Ligesom hun også oplevede den skuffelse at oprindelige støtter og velyndere som Heiberg og Meir Aron Goldschmidt forholdte sig tavse, da kritikken haglede ned over hende.
Selv familien vendte hende ryggen, og hun blev så knækket, at hun ikke turde tage imod et tilbud fra Grundtvig om at tale ved en folkefest i 1852. Havde hun gjort det ville hun være blevet den første kvindelige offentlige taler. Men hun turde ikke.
Alligevel resignerede hun ikke på et afgørende punkt; Hun ville ikke gifte sig, og hun ønskede at bo alene og forsørge sig selv. Rent faktisk gik hun på et tidspunkt i sultestrejke og meddelte sin bror, der var blevet hendes formynder efter faderens død, at hun ikke ville spise førend hun havde modtaget skriftligt samtykke til at flytte for sig selv og blive selvforsørgende. Hun blev telegrafist, men arbejdslivet var ikke lykkeligt og hendes sidste liv befandt hun sig efter eget udsagn ”i livets kælderlejlighed”. Dog blev hun landets første kvindelige tjenestemand, og kvindesagen opgav hun aldrig og lod sig indmelde i Dansk Kvindesamfund ved oprettelsen i 1871.
Mathilde skrev sin bog for tidligt, og måske, det kan man ikke undgå at tænke på, kunne borgerskabet ikke kapere budskabet, når det kom fra en ung kvinde. I hvert fald fik piben en lidt anden lyd, da Georg Brandes i 1869 oversatte John Stuart Mills bog om kvindernes undertrykkelse. Han blev ikke hånet.
Udgivelsen glædede Mathilde, og selvom hun døde kun få år efter, og derfor ikke nåede at se store forfattere som I.P Jacobsen og Herman Bang tale kvindesagen i deres forfatterskaber, så gødede hun måske alligevel bunden for de forfattere, der i det moderne gennembrud for alvor satte kvindesagen på dagsordenen.
Mathilde Fibiger var dog, om end glemt af mange, den første der startede en egentlig kønsrolledebat i Danmark.
Forlaget Gladitor genudgiver romanen Minona den 7.Januar 2020, mens Skitser over det virkelige liv og Clara Raphel kun vanskeligt kan opdrives. Her skal man være heldig i et antikvariat eller på biblioteket. Clara Raphael findes dog derude, da den er blevet genudgivet i nyere tid.