Alt hvad jeg ved om kærlighed

Sex and the city i London – det er vist den helt hurtige opsummering af Dolly Aldertons bog.
Der både plads til humor og alvor i Aldertons selvbiografiske roman om livet i tyverne.
En fin og hjertevarm fortælling om venskabets betydning og om at finde sig selv i et kaos af jobsøgninger og dårlige dates.

Dolly er født i en forstad til London, og teenagerårene går med at sukke efter drenge og finde gode veninder. Senere går hun på universitetet og flytter til London sammen med nogle veninder. Hun vil gerne leve af at skrive, men det er lidt trægt med pengene i begyndelsen.
Dolly og veninderne dater sig gennem en række mere eller mindre umulige emner, men de har altid hinanden.

Romanen er bygget op af flere korte anekdoter fra Dollys liv – fx historien om dengang hun faldt for en guru, eller dengang en nytårsaften endte i fiasko. Derudover får vi små sjove indfald, som fx en liste over ugentlige madindkøb, opskrifter og lettere omskrevne og overdrevne invitationer. Sidstnævnte er romanens sjoveste indslag, fx i en invitation til et babyshower:

”Karen har altid elsket at afkræve folk tid og penge til ære for sine egne personlige livsvalg, og vi følte, at I ikke havde givet nær nok på det sidste, nu her med hendes polterabend til 1500 pund på Ibiza, brylluppet på Mallorca (…) Den gode nyhed er, at efter Karen har født, vil hun ikke se nogen af sine barnløse veninder, medmindre de er indstillet på at tale om hendes baby, så I kan betragte dette som både afskedsfest og babyshower, og så sparer I da lidt”.

Alderton rummer også det mere alvorlige i fx anekdoterne om veninden Farlys lillesøster, der bliver syg af kræft.
Der bliver også tid til refleksion i afsnittene om Dollys nedtur og efterfølgende terapiforløb.

Er man kvinde omkring de 30, vil der helt sikkert også være mange observationer omkring teenagerårene med MSN, Chat og den befriende lyd af et modem, der ringer op, som vil vække minder og et smil på læben. Ligesom de sjove, festlige og til tider lidt ensomme år som fri fugl i tyverne også vil være noget mange kan relatere til.

På den måde rammer Dolly Alderton noget, der helt sikkert vil tiltale rigtig mange. Det er da også grundlæggende en rigtig fin læseoplevelse.

Dolly Alderton forsøger at favne både det humoristisk og det alvorlige, og synes jeg hun gør ganske fint. Bedst er det helt sikkert i de passager, hvor Alderton er meget ærlig omkring sin egen utilstrækkelighed, som når hun føler sig usikker og opsøger håbløse one-night-stands eller når hun er for misundelig til at glæde sig oprigtigt på sine veninders vegne.
Her rammer Alderton noget meget personligt – men også noget alment menneskeligt.

Helt overordnet set er det dog ikke specielt dybsindigt og indsigtsfuldt – det er først og fremmest en hjertevarm underholdningsroman med lidt forudsigelige moraler og refleksioner.
Særligt i romanens sidste del synes jeg Alderton svømmer lidt over i lange og klichefyldte passager om kærligheden til sine veninder.

Det er en ærlig fortælling om at finde sig selv og lære at acceptere og elske sig selv– med god hjælp fra veninderne.