De udødelige

Hvad vil det sige virkelig af leve? Hvordan skal man forstå forskellen på at leve og overleve? Det er de centrale spørgsmål i Chloe Benjamins tankeeksperiment, hvor fire søskende får fortalt deres kommende dødsdag af en spåkone.

Chloe Benjamin leverer fire portrætter af fire forskellige søskende, som til sammen afspejler nogle vidt forskellige måder at leve/overleve på. Den grundlæggende tanke i romanen er fin, men ikke alle karakterne fremstår lige levende og så mangler jeg også, at romanen udforsker børnenes barndom langt mere for på den måde at komme mere til bunds i karakterne og forstå deres udvikling.

I 1969 får de fire søskende Varya, Daniel, Klara og Simon en god ide. De har hørt om en spåkone, der kan spå om ens dødsdag. De opsøger hende og får hver især en dato. Mødet kommer til at præge deres fremtid og udvikling fuldstændig.
Simon kaster sig ud i sin egen fortolkning af ”lev stærkt dø ung”, Klara bliver tryllekunster og lever med angsten og føler sig draget af de døde, Daniel føler skyld over at have hevet sine søskende med til spåkonen, mens Varya er nøjsom med både mad, følelser, bekendtskaber og risici.

Som regel gør jeg sådan, når jeg anmelder, at jeg først læser bøgerne og tager noter og laver æselører (!!!). Så lader jeg bøgerne ligge et par dage, førend jeg skriver min anmeldelse. Indimellem vokser bøgerne på mig, når de kommer på afstand, og andre gange synes de at glide rigtig hurtigt fra mig.
”De udødelige” faldt desværre i sidstnævnte kategori, og selvom jeg synes, den har mange kvaliteter, så afspejler det altså min bedømmelse væsentligt, at den allerede efter en uge står som en lidt perifer oplevelse for mig. Men hvorfor gør den så det? Det vil jeg prøve at udforske herunder;

I romanen følger vi de fire Gold børn, da de får deres spådom. Men deres historier starter egentlig først efter faderens død, hvor den yngste af de fire søskende, Simon, er 16 år.
Derefter følger vi på skift de fire børn. Deres historier fortælles på den måde, at vi først følger Simon (der har den tidligste dødsdag). Hans historie følges til hans dødsdag. Derefter tager næste barn i rækken over, Klara. Hendes historie følges fra Simon død og frem til hendes egen og så fremdeles.
Det betyder, at når vi når sidste barn i rækken, Varya, er hun allerede omkring de 50 år. For mig gav det mig den oplevelse, at der simpelthen bliver for store huller i karakternes historier. Jeg kunne fx godt have tænkt mig meget mere om Varyas ungdomsliv, og de begivenheder der bringer hende derhen, hvor vi møder hende i fortællingen.

Jeg savner i romanen også at høre meget mere om karakternes barndom. Vi hører generelt meget lidt om livet ”før spådommen” og jeg synes, det er en mangel, specielt i forhold til at kunne forstå karakterernes udvikling og deres reaktioner på spådommen. Langt hen af vejen har jeg ganske enkelt svært ved at følge romanens præmis om, at spådommen får en så afgørende betydning for alle fire børns liv.

Det er måske den manglede viden om børnenes opvækst, der gør at portrætterne, på trods af den varme, som jeg også mærker at Chloe Benjamin lægger i dem, føles underligt distanceret.
Jeg oplever romanen som en udforskning af, hvad spådommen gør ved disse fire børn, men jeg mangler det, der gør det forståeligt for mig som læser, hvorfor spådommen har den virkning på dem.

Der er naturligvis forskel på de fire portrætter.
Bedst fungerer det i Simons fortælling, der blandt andet har en virkelig rørende kærlighedshistorie og en gribende dødsscene. Dårligst fungerer det i Daniels fortælling, som aldrig rigtig fangede mig.

Romanens største plus er den tematik, som ud over den helt åbenlyse pointe om at leve livet og ikke bare overleve, også tager fat på andre aspekter af det at være til; Hvordan lever vi med os selv og hinanden? Hvad vil det sige at turde leve?
Romanen rummer også fine betragtninger om menneskets behov for hinanden og nødvendigheden af at kunne give slip på fortiden.

Alt i alt en fortælling, der delte mig. På den ene side et spændende præmis og sjovt tankeeksperiment med gode refleksioner omkring livsvalg og måden at være menneske på.
Men på den anden side mangler jeg, at romanen i højere grad udforsker sine karakterer.