Elastik

Elastik er en roman om et utrolig interessant emne; Tematikken og portrætteringen af det grådige og egocentriske menneske, der drømmer om kærlighed og intimitet, men som ikke er i stand til at se ud over sig selv længe nok til at række ud efter den, er meget interessant og leveres flot – både gennem hovedpersonen Alice, men måske endda endnu stærkere gennem beskrivelserne af hendes relationer og af romanens bifigurer.

Romanen er flot skrevet og veksler mellem det smukke og poetiske i drømmene om kærligheden og det rå og nøgterne, når vores hovedkarakter Alice folder sin narcissisme ud.

Desværre er romanen ikke lige stærk i alle afsnit, og sekvenserne med kropsforagt og det kønsnormative samfund, synes jeg ikke fungerer som en integreret del af romanens hovedfortælling.

Romanen handler om hovedpersonen Alice, der udover at foragte sine egen krop og kønsliv også forelsker sig Mathilde, samtidig med at hun bruger de to mænd kæresten Simon og Mathildes kæreste Alexander som brikker i sit eget narcissistiske spil.

Det er uden tvivl i beskrivelserne af Alices relationer, at romanen står stærkest. For Alice står netop i et underligt vakuum mellem at ønske intimiteten og kærligheden samtidig med at hun tilsyneladende væmmes ved den eller i hvert fald ikke formår at løsrive sig fra sin egen egoisme længe nok til at gribe ud efter den.

Det er på en måde et knap så opmuntrende portræt af et moderne egoistisk menneske, og i disse skildringer er Johanne Bille skarp i sin portrættering af en kvinde, der i sin egen selvoptagethed skifter mellem en foragt for forholdet til Simon og en higen efter intimitet med ham.

Ligeledes er forholdet til Alexander en del af et bizart trekantsdrama. For Alice bruger tilsyneladende forholdet til Alexander som en brik i et magtspil med kæresten Simon og som en substitut for sin uforløste forelskelse i Mathilde, – det er klart i skildringen af disse narcissistiske og usympatiske menneskelige træk, at romanen står stærkest og bliver mest interessant.

For Johanne Bille skildrer mennesker, samtidig med at hun får sagt noget om en tendens i samfundet til egoisme og selvoptagethed og måske også en manglende evne til at ville og kunne intimiteten og kærligheden.

Elastik indleder med et kort afsnit om en kvindes foragt for sine egne kønslæber, som hun kalder ”det rosa kødgardin” så er stilen ligesom lagt, – eller det fornemmer man i hvert fald, at hensigten er.

Alice er tydeligvis en kvinde der har en foragt for sin egen krop og kønsliv – ligesom hun flere gange drømmer sig tilbage til en barndom, som ikke er forpurret af dette kønsliv. Men sekvenserne med Alices egne tanker fungerer langt fra ligeså godt, som beskrivelserne af hendes relationer. På en måde virker beskrivelserne af Alices foragt for sin egen krop påklistrede – og som om de udelukkende har til formål at provokere. Men den tid er vist forbi, hvor det at skrive pik og kusse alene har kunnet frembringe en provokation, der i sig selv kan gøre det ud for kunst, og jeg synes at romanens korte format med fordel i stedet kunne have udforsket Alices relationer og romanens bifigurer mere, da det bestemt er her romanen er bedst.

Parret Mathilde og Alexander er i sig selv et meget interessant element i romanen, og de er langt hen af vejen mere interessante end hovedpersonen. Skildringen af deres forhold efterlader flere spørgsmål til refleksion hos læseren, for hvad er det for et spil de har kørende, når Alexander utålmodigt spejder efter, at Mathilde skal komme ind af døren og fange ham i at være sammen med Alice? Deres forhold skriver sig tilsyneladende ind i romanens tema om det moderne menneskes selvoptagethed; En tilstand der i romanen flere gange beskrives som en grænsesøgende adfærd. Som læser sidder jeg tilbage med en følelse af, at romanen dybest set beskriver nogle mennesker, der udnytter sine relationer fremfor at indgå i et betydningsfuldt forhold med dem.

Af ovenstående er det klart, at romanen har nogle store og interessante spørgsmål, og den efterlod mig bestemt tilbage med flere overvejelser og tanker sat i gang.
Men det er også en roman, som er meget fragmenteret i sin fortællestil – det er naturligvis en tendens, der ofte er set i moderne litteratur. Men der er alligevel noget ”ufærdigt råudkast” ved Elastik. Der er ganske enkelt dele af romanen, der står væsentligt stærkere end andre, og jeg er som tidligere nævnt ikke helt oppe at ringe over de mange beskrivelser af ”det grimme kønsliv”, primært fordi de aldrig rigtig kommer til at fungere som en integreret del af romanen.

I relation til ovennævnte, så dvæler romanens afslutning ved en tematik om børns uskyld kontra de kønsnormative roller, der snart skal påduttes dem fra samfundets side. Den del virker ligeledes malplaceret, både fordi det er en lidt anden og ny tematik i romanen, men også fordi det bliver skrevet så direkte, og det mener jeg ikke klæder romanens stil.

Elastik er først og fremmest en bog fyldt med udtryk og indtryk, som skal give os noget at tænke over. Den er stærk og original i sin portrættering af det narcissistiske menneske, der udnytter og bruger sine relationer fremfor at indgå i dem, – det er meget flot og vel egentlig også en aktuel og vedkommende pointe i samfundsdebatten.
Det er klart her romanen er stærkest, og det er også her den leverer noget originalt og er bedst i sin fortællestil.