”Vilde øjne” er en fortælling om at bryde sammen psykisk og langsomt stykke stumperne sammen igen.
Fortællingen handler om Astrid, der udsættes for noget der virker som systematisk psykisk terror på sin arbejdsplads, og som derefter sygemeldes. Nu skal hun kæmpe med systemet og sin psykiske nedtur, og samtidig åbnes der op for traumer fra fortiden og en familiedynamik præget af svigt, misforståelser og fortielser. ”Vilde øjne” er Astrids rejse ned i og ud af sammenbruddet.
”At tænke over livet er at fortælle det, at relatere delene til hinanden. At insistere på et forløb. Men fortællinger er ikke endegyldige sande, de er det mest sande, vi har at sige.”
Det er sjældent, at jeg læser noget, der føles så ærligt og ægte, som ”En vej ud af tågen” gjorde det. Kristian Leth skriver famlende og undersøgende, alt imens han genkalder sig minder fra barndommen og ungdommen, måske i et forsøg på at skrive en forståelse af sin fraværende far frem, eller måske blot for at finde en slags kontrol over sin egen historie. Bagsideteksten er også vævende i sin kategorisering af bogens genre og/eller formål, det er ikke en roman, det er ikke erindringer, det er ikke en selvbiografi – måske et essay?
I så fald må det være et essay om erindringen og erfaringerne, og om de forhold og forbindelser der for altid forandrer og forandres. Særligt kredser Kristian Leth om forholdet til faderen, eller man fristes måske til at sige fraværet af faderen. For måske sætter fraværet af en far større spor end en der er til stede?
Tina Frank debuterer med en kort og stilfærdig roman om rastløshed og angst. En kvinde kedes i sit ægteskab og frygter samtidig for sit svigtende syn. Hun kaster sig ud i overfladiske forhold, der dog tilsyneladende ikke befrier hende fra hverken rastløsheden eller angsten. Øjets anatomi er en roman om at være fastlåst i frustrationer af sin egen passivitet, og Tina Frank skriver enkelt med en flot sans for de små eksempler, der tydeligt tegner konturerne af en sin fortællers frustrationer.
”Og det slog mig, at alting bliver altid dårligere, end det før har været, at der bliver taget noget fra os hele tiden. Ting, der ikke bliver givet tilbage”
”Smitte gennem hud og luftveje” er en sansende rejse i barndommens erindringer, hvori forfatteren tager os med til en barndom, der kun huskes i mindre brudstykker, alt imens hun selv bærer på smerten over et mistet barn og en livstruende sygdom. Begge dele bliver vi, ligesom barndommens minder, kun vidne til i korte sanseligt beskrevne indtryk, og selvom Emilie Parsbæk Skibdal skriver fortryllende og mestrer et poetisk og udtryksfuldt sprog, så følte jeg mig alligevel aldrig for alvor investeret i fortællingen. Jeg blev grebet i glimt men aldrig i helheden.
Åh ramte mig lige i hjertekulen og særligt faldt jeg for romanens hovedperson, der vel på mange måder er det en del vil kategorisere som en taber; han er lettere alkoholiseret, uambitiøs og rodløs. Han kan ikke holde på et job, interesserer sig ikke for uddannelse og forventer sig i det hele taget ikke det store af livet.
Vón er dog også følsom, sentimental og så tager han uden brok imod den modgang livet kaster efter ham. Vón er ikke stærk, han er nærmest selvudslettende, og livet er ikke nådigt ved ham.
Rasmus á Rógvu fortæller historien om en moderne antihelt; En mand der er opgivet af samfundet og vel nærmest også sig selv, der hutler sig igennem med hjertet på rette sted.
Adrien er en kærlighedshistorie; Om Elenas kærlighed til Adrien og til naturen og rejselivet.
Der er ingen tvivl om, at det er forfatterens egen historie, og man mærker tydeligt nærværet i sproget og de smukke fremstillinger af landskabet og omgivelserne.
Adrien er en stille og enkel fortælling, der skal nydes for sine sanselige beskrivelser. Helena Thau forfalder dog desværre ofte til en forsimplet “byen er skidt/naturen er god”–retorik, og det klæder ikke romanen.
”At sulte er en langsom måde at dø på, men jeg har ikke længere tid og overskud til at trække det i langdrag og udholde denne håbløshed”
Katrina er syg, hun har anoreksi og skal indlægges på den psykiatriske afdelings særlige afsnit for spiseforstyrrede.
Romanen følger Katrinas kamp og skildrer hendes sygdom og livet på afdelingen. Vi møder samtidig nogle af de andre indlagt piger og personalet, ligesom vi også får et indblik i Katrinas opvækst og hendes omgivelser.
Johanne Kirstine Fall har skrevet en god og autentisk beretning om en frygtelig sygdom. Katrinas kropsfiksering, dødsangst, behov for kontrol og psykotiske anfald beskrives med en stor grad af indlevelse og troværdighed. Jeg følte mig under læsningen overbevidst om, at der var tale om forfatterens egen personlige beretning.
Jeg havde glædet mig til at læse Stillezone af debuterende Shosha Raymond, først og fremmest fordi bagsideteksten lover en roman om ”at være barn og jøde og kvinde. Om sex og barndom og grøntsager. Den handler om sanserne og Anden Verdenskrig. Om at føle sig fremmed i sin egen familie” – Det kan jo kun blive interessant, tænkte jeg, hvordan alle disse tematikker skulle formå at blive til en helstøbt fortælling i en roman på kun godt 100 sider?
Det helt enkle svar på spørgsmålet er: Det blev det heller ikke.
Shosha Raymond skriver godt, og hun har tydeligvis en masse historier, som hun brænder for at fortælle, men for mig forblev de desværre uforløst. Det er ganske enkelt en roman, der vil alt for meget på en gang.
Ruth kommer som lille pige til Danmark, efter at hendes far er blevet slået ihjel under jødeforfølgelserne i Rusland. Hun adopteres af en ældre velhavende dame, som dog dør, førend Ruth er nået konfirmationsalderen, og Ruth efterlades igen alene. Hun tilbringer sine ungdomsår hos sin onkel og tante, som hun dog ikke har den store tilknytning til, og senere følger vi hendes ægteskab med en norsk forretningsmand, der er bosiddende på den spanske solkyst.
Gennem Ruths fortælling er hendes savn efter sin familie og en egentlig fortid, tilknytning og identitet gennemgående, og det foregår med Europas store historiske begivenheder i første halvdel af 1900 tallet som kulisse.
Elastik er en roman om et utrolig interessant emne; Tematikken og portrætteringen af det grådige og egocentriske menneske, der drømmer om kærlighed og intimitet, men som ikke er i stand til at se ud over sig selv længe nok til at række ud efter den, er meget interessant og leveres flot – både gennem hovedpersonen Alice, men måske endda endnu stærkere gennem beskrivelserne af hendes relationer og af romanens bifigurer.
Romanen er flot skrevet og veksler mellem det smukke og poetiske i drømmene om kærligheden og det rå og nøgterne, når vores hovedkarakter Alice folder sin narcissisme ud.
Desværre er romanen ikke lige stærk i alle afsnit, og sekvenserne med kropsforagt og det kønsnormative samfund, synes jeg ikke fungerer som en integreret del af romanens hovedfortælling.
