En lykkelig slutning

En lykkelig slutning
Author:
Sprog:
Originalsprog:
Køb bogen her: Saxo.com

Maren Uthaug er tilbage med en roman, der ganske ligesom den forgående roman Hvor der er fugle tager fat i det svære og tabubelagte, og med sin nøgterne og usentimentale stil formår hun at gøre det morbide og groteske ganske morsomt. Maren Uthaug tager os med gennem en særdeles særpræget slægtshistorie gennem syv led, og samtidig fortælles historien om danskernes forhold til døden gennem de sidste 200 år. Hun lægger ikke fingre imellem, og lader os se både det grimme, ubehagelige og uhyggelige ved mennesket, og efterlader sin læser chokeret, fascineret og ganske godt underholdt.

Nikolas er syvende generation i en familie af bedemænd, og så er han nekrofil. Den oplysning får vi leveret råt for usødet i bogens første linjer, og så er vi ligesom i gang i vanlig morbid og grotesk Uthaug-stil.
I Nikolas’ familie hedder alle mændene Christian, altså undtagen lige Nikolas. Han er nekrofil, men forsøger at holde sig på måtten, samtidig med at han passer sit arbejde og sine to børn, der mildest talt er, hvad man vil kalde utilpassede.
Uthaug krydsklipper mellem Nikolas’  fortælling og hans beretning af slægtshistorien.

Den startede for henved 200 år siden, da den første Christian strandede på en øde langt ude i Stillehavet. Her smider de babyer levende i et hul for at dø, så de kan holde befolkningsvæksten nede. Christian påtager sig i stedet opgaven med at slå babyerne ihjel, således at han kan give dem en lille bøn med på vejen, og sådan bliver familiens særlige forhold til døden grundlagt.
Christian 2. rejser fra øen og ender af omveje i et møgbeskidt København, hvor døden har gode vilkår og angsten for gengangere ligeså. Christian 2. er ikke bange for døden og udfører ritualer, der grundlægger bedemandsimperiet.
Herefter følger vi slægtens gang; Christian der brænder de døde, Christian der taler med de døde og Christian der dræber.

Maren Uthaugs fabulerende fortælling er lige dele grotesk og underfundig, og jeg begriber virkelig ikke, hvor i alverden hun får sine historier fra. Men en ting er ganske sikkert, man keder sig aldrig i selskab med Uthaug.

I denne roman er persongalleriet en anelse stort, men jeg synes ikke, at jeg mistede tråden i det. Man er godt hjulpet på vej af et stamtræ, der løbende udvikler sig efterhånden som slægtshistorien fortælles. Desuden har hver karakter sit aparte personlighedstræk, der gør det ganske nemt at skille dem fra hinanden.

Maren Uthaug er måske ikke for alle, og der skal nok være nogle, der ikke kan klare hendes meget nøgterne fremstilling af morbiditeter som fx nekrofili. Men hun kan altså fortælle en historie, der både er rig på begivenheder, humor og et særdeles godt sprog, der er så enkelt, skarpt og rammende.

Maren tager os altid med derhen, hvor der ikke er rart at være, der er ikke megen kærlighed og varme i historien, der er befolket med afstumpede og eller fraværende forældre. Sigende er det for Marens groteske og lidt dystre univers, at de to største kærlighedsfortællinger er mellem en mand og et genfærd og en mand og et lig. Endnu mere sigende er det måske, at man tager sig selv i at blive en smule rørt af den kærlighed, de her to mænd føler. Det kræver altså sin forfatter at skabe sådanne stemninger.

Handlingen og karakterernes trængsler lyder måske næsten for aparte til at være vedkommende, men Uthaug rammer alligevel et eller andet ganske elementært og eksistentielt; Hun tvinger sin læser til at forholde sig til sit eget forhold til døden. Gennem historien og de groteske eksempler afsøger Uthaug alle facetter af døden og dødens kulturhistorie, og det er derfor en roman, man godt kan blive klogere af, samtidig med at man er særdeles godt underholdt.

Igen må jeg dog understrege, at Maren skal nydes for sit sprog. Hun skriver altså virkelig så vidunderligt. Kombinationen af fabulerende fortælling og nøgternt usentimentalt sprog er meget dragende, og den umiddelbare modsætning er den stil, der karakteriserer Uthaug, og som giver læseren et smil på læben og  lyst til at læse de samme sætninger igen og igen for virkelig at smage på ordenes effektfulde virkning.

4.7Overall Score

En lykkelig slutning

Maren Uthaug er tilbage med en roman, der ganske ligesom den forgående roman Hvor der er fugle tager fat i det svære og tabubelagte, og med sin nøgterne og usentimentale stil ...

  • plot, historien
    4.9
  • karakterer
    4.5
  • sprog og skrivestil
    4.8

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?