Fanny Fairychild: Alf af hjertet

Fanny Fairychild er tilbage i dette tredje og afsluttende bind på den eventyrlige fortælling om pigen Fanny, der opdager, at hun er alf af hjertet og som får lejlighed til at besøge de nordiske guders magiske verden. Det er en hjertevarm og hyggelig fortælling for børn fra cirka 10 år og andre barnlige sjæle, og den vil især tiltale dem, der elsker den nordiske mytologi og som ikke kan få nok af glitterstøv og fe-magi.

Fannys mor forsvandt, da hun var fire år gammel. Seks år senere finder Fanny sin mors gamle dagbog og et mystisk spejl på loftet. Snart møder Fanny den gamle kone Alfhild, der fortæller hende om en verden fuld af nordiske guder, jætter og alfer. Fanny er nu den eneste, der kan drage mod gudernes land for at advare kong Frej om Udgårdslokes onde planer. Med spejlet og dagbogen tager hun afsted med hjælp fra sin nye gode alfeven Elvy.
I gudernes verden får hun sin sag for og skal rejse rundt i alle afkroge af verden for at redde guder, mennesker og alfer fra det store altudslettende Ragnarok. Men det bliver også en rejse, hvor hun skal finde sig selv og måske løse mysteriet om sin forsvundne mor.

Lykke Lindbo har skabt et magisk univers, der mikser den nordiske mytologi rigtig fint med et magisk og barnligt drømmeunivers.

Romanens brug af den nordiske mytologi er meget ambitiøs, det er ikke light versionen vi får her, og det er tydeligt, at Lykke Lindbo ved virkelig meget om emnet. Jeg er ganske enkelt imponeret over den detaljerigdom, hun har med.

Detaljerigdommen er dog både seriens styrke og svaghed. For den læser der allerede er bekendt med en del af den nordiske mytologi er det enormt sjovt at opleve Lykke Lindbos vidunderlige detaljeorienterede univers. Men for den læser der ved knap så meget eller måske ingenting kan den store mængde begreber, navne og steder fra mytologien måske virke en anelse overvældende.

Bagerst i bogen er der ganske vist et flere siders langt opslagsværk, som man slå de mange begreber fra mytologien op i. Men det afbryder desværre fortællingen en anelse, når man skal bladre frem og tilbage for lige at få genopfrisket hvad Svartalfheim, Surt, Modgunn eller Eljudnir egentlig er for en størrelse.

Når det så er sagt, så er jeg selv kæmpe fan af nordisk mytologi og har haft interessen siden jeg var 7-8 år, så for mig havde den her serie været fantastisk at læse som barn.

Udover den fine og detaljerede opbygning af universet, udmærker Lykke Lindbo sig også ved den fine karaktertegning af især bipersonerne. Kæmpen Agner er herlig som den undertippede helt, mens Modgunn ,der kæmper lidt med at vælge mellem det rigtige og det forkerte, viser barnet at helte og skurke ikke altid er så enkle som i eventyr.

I forrige bind hørte vi rigtig meget om Alfhild og hende savnede jeg lidt i dette sidste bind. Jeg havde håbet på en del flere svar på alle mine spørgsmål om Alfhild, og flere andre ting i bogen. Men jeg har hørt en lille fugl synge om, at forfatteren muligvis har en spin-off eller to i støbeskeen, og så er det jo fint nok med lidt mysterier, der fortsat er uopklarede.

Romanen er bygget op af korte kapitler, og starter med et lille kort resume af første bind. Læsevenligheden er således i top. Endelig skal Lykke Lindbo altså også roses for det super flotte og meget velgennemførte bogdesign.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?