Simone De Beauvoir er med sit hoveværk ”Det andet køn” kendt for at have sat skub i kvindefrigørelsen. I værket fra 1949 debatterede hun kvindens rolle i samfundet, som hun mener blev anset for at være sekundær mandens, ligesom hun argumenterede for at kvindens rolle desuden var konstrueret gennem religionen, videnskaben og kulturen. Simone De Beauvoir var således en af de første, der i europæisk filosofi- og litteraturhistorie talte for at samfundsstrukturen og kulturen fastholdte kvinden i en position underlegen manden.
I ”De uadskillelige” ser vi mange af de tanker i den korte og alligevel rammende fortælling om to veninder, der vokser op i en verden af kulturelle normer og værdier. Historien siges at være direkte inspireret af De Beauvoirs eget venskab med barndomsveninden Zaza, der ganske ligesom romanens André alt for tidligt møder en tragisk skæbne.
I romanen er Simone De Beauvoir personificeret i jeg-fortælleren Sylvie, der møder André i skolen. Sylvies far har mistet formuen under første verdenskrig, mens Andrés familie stadig har penge og desuden befinder sig på en socialt højere rangstige end Sylvies familie; De er en del af Frankrigs bedre borgerskab.
Venskabet mellem de to piger blomstrer, og Sylvie udvikler en stærk kærlighed til den passionerede og længselsfulde André.
Sylvies verden virker udadtil mere begrænset, hun kommer af en fattigere og dårligere stillet familie, men det på trods er hun alligevel friere stillet end den økonomisk sikrede André, der føler sig bundet til den stolte families traditioner, vaner og forestillinger om hvilken slags datter, hun skal være.
”Jeg havde ofte været misunderlig over Andrés uafhængighed; pludselig forekom det mig at hun var meget mindre fri end jeg. Bag sig havde hun denne fortid, rundt om sig dette store hus, denne kæmpestore familie: et fængsel hvis udgange man omhyggeligt bevogtede.”
André har en gang måttet give afkald på en kærlighed, som hendes forældre ikke fandt passende. Så da hun kaster sin kærlighed på filosoffen Pascal bliver det ubærligt for hende, at hun bliver rådet til at vente et par år med at forlove sig. André føler sig fanget mellem sine stærke følelser for Pascal og sit store ønske om at tilfredsstille sin mor og være en god datter i Guds øjne, og den splittelse får store konsekvenser for André.
Romanen kredser også om Sylvies begyndende frasigelse af en tro på gud og illustrerer muligvis Simone De Beauvoirs egen rejse mod ateisme.
I Simone De Beauvoirs hovedværk det andet køn opererer hun med begreberne ”immanens” og ”transcendens”. Immanensen er mennesket biologiske og sociale vilkår, mens transcendensen er evnen til at overskride disse vilkår og forme sin egen fremtid. I den patriarkalske verden er transcendensen forbeholdt manden. Kvinden afskæres dermed for muligheden for at tænke, handle og skabe.
I ”De uadskillelige” er André netop selve personificeringen af en ung kvinde, der har så mange tanker og drømme og vildskab, hun er en kvinde med store evner; hun er musikalsk, intelligent, litterært begavet, men hun er fuldstændig fastlåst i sin rolle. Hun nedbrydes af den manglende mulighed for transcendens.
I De uadskillelige giver Simone De Beauvoir stemme til sin barndomsveninde. Værket var hun ganske vist ikke selv helt tilfreds med, det forblev i hvert fald i en skuffe. Men hvordan yder man også retfærdighed mod et menneske, som man elsker så højt, som Simone De Beauvoir tydeligvis har elsket Zaza.
Det er en yderst anbefalelsesværdig lille roman fra en stor forfatter. En roman der giver et så fint portræt af en ung kvindes vilkår på den tid, der på en gang kunne være så fuld af muligheder og privilegier og som samtidig var så voldsomt begrænset.