Bedrageren

”Andre mennesker er vores forhindringer. De er den kraft, vi er oppe imod.”

Man skal bestemt holde tungen lige i munden, når man læser Zadie Smiths ”Bedrageren” for der sker en del, og måske er den godt 500 sider lange roman et eksempel på minimalismens modstykke.

Det er en historisk fortælling med udgangspunkt i virkelige begivenheder og mennesker, spundet sammen til en stor mosaik med overskriften bedrag og selvbedrag!

Zadie Smith tager os med tilbage til 1800 tallets England – og minsandten også et smut til Jamaica. I England møder vi den lige dele stærkt traditionelle og fremsynede Mrs. Touchet, der holder hus for sin fætter, den ikke altid så succesfulde forfatter William.

Mrs. Touchet og resten af husstanden er stærkt optaget af Tichborne-sagen. En retssag om en mand, der hævder at være den forsvundne arving til et grevskab og en stor formue. Men er han en bedrager?

Den mulige arving er dog ikke romanens eneste bedrager.

For romanen vrimler med bedragere. Forfattere der kopierer og udgiver andres arbejde, ægtefæller der bedrager hinanden, kærlighedsaffærer bygget på løgne, folk der snyder sig til formuer og ikke mindst alle dem, der lyver for sig selv.

Romanen er fyldt med svirp til hyklerne og en god portion humor. Særligt får alle de rige og magthaverne en over nakken, når de sidder på deres formuer og fuldstændig ignorerer de menneskelige omkostninger, der ligger bag pengene, der løber i en lind strøm fra plantagerne i Caribien.

Jeg var godt underholdt af Smiths skarpe pen, der både giver lidt til smilebåndet og eftertanken. Ind imellem oplevede jeg vrimlen af handlingstråde og karakterer som lidt for overvældende, og min læsning gik en smule i stå i de lidt for lange passager. Men overordnet en virkelig originalt spundet fortælling med sproglig kant og finesse.