Flammernes farve

”Flammernes farve” er en spændende roman om hævn og om at overkomme livets forhindringer. Den er elegant udført med et farverigt og flot persongalleri, og det leveres i en let humoristisk og alligevel dybsindig indpakning.

Hvad handler den om:
Madeleines far er død og efterlader hende en formue. Ved hans begravelse er en frygtelig ulykke dog skyld i, at hendes søn ender stærkt handicappet i en kørestol. Madeleines fokus er nu udelukkende på sønnen, og det bliver udnyttet i en grad, der efterlader hende ruineret med sin syge søn.
Madeleine har dog ikke mistet sin kampgejst, og en gammel ven kommer hende til undsætning i kampen for hævn og oprejsning. Der bliver brug for snilde, list og tilsidesættelse af moralske skrupler, når hævnen skal iscenesættes.

”Flammernes farve” er en selvstændig fortsættelse til Lemaitres succes ”Vi ses deroppe”. I første bog følger man fortrinsvis Madeleines bror, som i denne bog er omkommet. Jeg har ikke læst ”Vi ses deroppe”, så jeg skal ikke kunne sige, hvordan læseoplevelsen havde været, hvis jeg havde læst den. Men jeg følte i hvert fald på intet tidspunkt, at jeg manglede noget.

Et forrygende persongalleri:
Romanens største force er uden tvivl dens store, alsidige og farverige persongalleri.
Der er den afsporede huslærer med store ambitioner, den kokette selskabsdame med en hemmelig fortid, den flamboyante sangerinde, den udygtige svækling af en onkel, den suppekogende tante, de grimme og fjantede kusiner og ikke mindst den gesjæftige polsktalende sygeplejerske.

Alle karakrerne er fremstillet med en lun og kærlig ironi, og Lemaitre formår på forunderlig vis at fremstille dem både som underholdende karikaturer og nuancerede karakterer – og det er altså en kunst.

En moderne Dumas fortælling:
”Flammernes farve” minder mig og Alexander Dumas’ mesterværk ”Greven af Monte Cristo”. Madeleine er offeret, der af sine nærmeste regnes for at være både dum og naiv, og som derfor franarres hele sin formue. Men de har dog gjort regning uden vært, for Madeleine har ikke mistet sin kampgejst og netop som Dumas’ Edmond går hun straks i gang med at orkestrere en snedig og elegant hævn. Løbende må Madeleine dog overveje prisen for sin hævn, for hvor langt er hun villig til at gå på kompromis med sin egen moral?

Blandt karaktergalleriet og bogens mysterier er også Madeleines søn Paul. Hans næsten fatale ulykke i bogens begyndelse er et mysterium, for hvad skete der egentlig? Og var det overhovedet en ulykke?

Pauls historie er desuden en central del af romanen; Hans kamp tilbage til livet tæller blandt andet den polsktalende sygeplejerske Vladi og den flamboyante sangerinde Solange, som inden fortællingen er omme har rodet sig ud i en uheldig alliance med Nazityskland,

Mellemkrigstidens Frankrig:
Romanen er krydret med flere historiske fakta og begivenheder fra mellemkrigstidens Frankrig. En tid præget af efterdønningerne fra krigen, spirende optimisme og gryende konflikter, som fx tredivernes opstandelse mod skatterne i Frankrig.

Det giver romanen en god og autentisk ballast med de historiske begivenheder og den flot indfangede historiske stemning og tidsånd.

Let elegant tone i sproget:
Lemaitre skriver let og flydende, og flere steder er sproget elegant enkelt og humoristisk, som fx romanens i indledning:

 ”Man kan med god ret hævde, at Marcel Pericourts bisættelse ikke blev afviklet helt efter bogen og endda, at den endda endte i rent kaos, men den begyndte i det mindste til tiden”

Derudover gør Lemaitre flere steder brug af en metafortællende fortæller, der i små løbende kommentarer henvender sig til sin læser og forholder sig til fortællingen, som fx her:

 ”Leonce tog frygtelig meget på efter sin sidste graviditet, og De, kære læser, ville have haft svært ved at kende hende igen”

Alt i alt var jeg virkelig godt underholdt. Det er en spændende og elegant udført historie, der både kan læses for sit spændende plot, sin karakteristik af mellemkrigstidens Frankrig og for sin morsomme og alligevel dybsindige karaktertegning.