Når det er slut er en ualmindelig gribende fortælling om den største sorg, der kan overgå et forældrepar, og om hvordan sorgen forandrer for altid, men også om at komme videre og rejse sig igen.
Claire Mackintosh beskriver med stor indlevelsesevne Max og Pip og deres modstridende følelser, da de står over for et nærmest umuligt valg. Deres lille søn Dylan er dødssyg af kræft, og bedst som de troede, at der måske var bedring, stilles de overfor en beslutning; De kan indstille hans behandling, eller de kan fortsætte den og forvente at han kun vil leve ganske få år som et svært plejekrævende barn.
Allerede her melder de første store spørgsmål sig, for hvad er et godt liv? Er et liv altid værd at redde? For Max er svaret indlysende, han vil have mere tid med sin søn uanset hvilken form dette liv end må tage. For Pip er svaret dog et andet, hun vil give sin søn fred, han skal ikke udsættes for flere smertefulde behandlinger for at leve et ganske kort liv som svært hjerneskadet og med stærke smerter.
Da Pip og Max ikke er enige, må sagen tages op ved en domstol. Hvad er det rigtige for Dylan?
Som læser følger vi herefter historien i to sideløbende spor. Et spor fortæller os historien om, hvad der var sket, hvis Pip havde fået medhold, mens et andet spor følger historiens gang, hvis Max havde fået medhold.
Den fortælleteknik fungerer fantastisk, for som læser oplever vi to fortællinger, der begge giver sorger og glæder. Det rigtige valg? Hvad er det? Findes det overhovedet? Det er den slags spørgsmål, som romanen efterlader. Jeg kan efter endt læsning i hvert fald ikke besvare det spørgsmål ”Hvad var det rigtige for Dylan?”, eller for den sags skyld ”Hvad var det rigtige for Pip og Max?”. Livet lader sig sjældent opstille i enkle former og intet er nogensinde kun sort eller hvidt. Det er afgjort den oplevelse, man som læser sidder tilbage med.
Romanens helt store styrke er den fokus på de konsekvenser, som de forskellige beslutninger har for Pip og Max. I det ene spor fik Pip medhold, og Max døde kort efter dommen blev afsagt. I dette spor kæmper Pip med den tvivl, som det for altid vil være for hende, at have taget den beslutning at lade Dylan dø, for kunne han have levet et godt liv trods alt? Hvad nu hvis lægerne tog fejl? Hvad nu hvis han kunne være blevet helt rask? Hvad nu hvis? De ubesvarede spørgsmål hænger i luften og de hænger som en mur mellem Pip og Max. Noget er forandret og kan aldrig helt blive det samme.
Claire Mackintosh skriver i sit efterord at romanen er blevet til på baggrund af en personlig tragedie; I 2006 blev hende og hendes mand stillet overfor et tilsvarende valg: skulle deres søn leve eller dø? Oplevelsen har siden fået hende til at tænke over, hvad der ville være sket, hvis de ikke havde været enige om beslutningen, og deraf kom tanken til romanen.
At Claire Mackintosh således kan skrive indledende og troværdigt om smerten, sorgen og savnet forstår man så godt, og det er en autenticitet, som man mærker i fortællingen.
Man kan ikke undgå at blive rørt af den her fortælling, der er stærkest i sin sidste del, hvor læseren for alvor tvinges til refleksion, i det de to forskellige scenarier udspiller sig.