Øjets anatomi

Tina Frank debuterer med en kort og stilfærdig roman om rastløshed og angst. En kvinde kedes i sit ægteskab og frygter samtidig for sit svigtende syn. Hun kaster sig ud i overfladiske forhold, der dog tilsyneladende ikke befrier hende fra hverken rastløsheden eller angsten. Øjets anatomi er en roman om at være fastlåst i frustrationer af sin egen passivitet, og Tina Frank skriver enkelt med en flot sans for de små eksempler, der tydeligt tegner konturerne af en sin fortællers frustrationer.

”Jeg køber en golfbold for at holde den i hånden, hårdheden, tyngden, den måde, en golfbold aldrig giver sig på. Det passer ikke, jeg køber en golfbold for at have den liggende på mit skrivebord, tanken om en dag at kyle den gennem vinduet, glasset, der splintrer.”

En kvinde befinder sig midt i hverdagens trummerum, hun er gift og har et lille barn. Men hverdagen keder hende, og hun søger tilflugt i tilfældige bekendtskaber. Hun er søgende, og hendes frustrationer over hverdagslivets forudsigelighed kommer til udtryk i ekstreme irritationer over mandens forudsigelighed. Men sideløbende hører vi også om kvindens angst for sine øjne og det at miste synet. Hun går til kontroller og laver research om øjets anatomi.
Kvindens angst er tydelig og man får fornemmelsen af, at det der holder hende fastløst i sin egen rastløshed ikke så meget er ægteskabets konformitet, men snarere hendes egen angst. Hun frygter at miste synet og sit spejl til omverdenen, og det kommer til udtryk i en helt ekstrem angst for at ende fastlåst i sit eget mørke.

I denne roman er den kvindelige hovedkarakter angst for at miste sit syn, men egentlig er det på mange måder en meget tidstypisk roman, der skildrer det moderne menneskes angst generelt for egen forgængelighed og forfald; En angst der får det moderne menneske til hele tiden at være søgende uden et egentlig formål. Den kvindelige hovedperson opsøger sine elskere, men handlingen giver hende ikke forløsning for angsten kan hun ikke løbe fra, og det er den, der er kimen til hendes rastløshed.
Samtidig berører Tina Frank også en anden tematik, idet den kvindelige fortæller reflekterer over, hvorvidt man må være grådig og kræve mere af livet;

”Hun er, hvad hun er: born freaking locomotive, som en syndsforladelse, en accept, en påmindelse: jeg må godt buldre derudaf, jeg må godt være grådig”

Jeg kunne godt have tænkte mig en uddybning af denne del af fortællerens tanker; For er det en pointe at samfundets kræver af os, at vi skal være ydmyge og stille os tilfredse? Eller er vi for grådige? Vil vi det hele på en gang?
Måske er det bare forfatterens pointe, at man skal reflektere over det, og i så fald er det jo gjort ganske godt.

Tina Frank har alt i alt skrevet en rigtig fin roman om nogle meget interessante tematikker i det moderne samfund, og hun skriver sin fortællers rastløshed meget flot og stemningsfuldt og frem.