Syng, levende og døde, syng

Syng, levende og døde, syng
Author:
Oversætter:
Sprog:
Originalsprog:

’Syng, levende og døde, syng’ er en roman om racehad, vold, forsømte børn og kriminalitet. Men det er også en roman om kærlighed, tilgivelse og accept. Det er en barsk og ligefrem fremstilling af de socialt udsattes vilkår og ikke mindst behandlingen af sorte i USA, men det er også en meget poetisk og metaforisk beskrivelse af menneskets håb og angst.

Jojo og hans lillesøster Kayla har tilbragt det meste af deres barndom hos bedsteforældrene. Deres mor Leonie var kun 17 år, da hun fik Jojo, og hun magter tydeligvis ikke forældreskabet og er ofte væk. Deres far Michael har raget uklar med sin familie, fordi han som hvid har fået børn med en sort kvinde, og han afsoner en fængselsdom. Da han skal løslades beslutter Leonie, at hun og børnene skal hente ham.
I fængslet Parcman henter de faren, men med sig hjem har de også genfærdet af drengen Richie, som kun Jojo kan se, og som han kender fra bedstefaren Pops fortællinger. Drengen kan ikke finde fred fra de uhyrligheder, der blev begået mod ham.
Samtidig plages familien af bedstemorens kræftsygdom og mindet om Leonies bror, der brutalt blev slået ihjel. Alt imens de hver især kæmper for at holde sig oven vande i en verden, hvor de altid vil være nederst i den sociale rangstige.

Barske tematikker og et smukt formsprog:
Jesmyn Ward gør brug af en smuk og fascinerende vekslen mellem det barske og det poetiske. Hun beskriver ærligt og uden omsvøb det barske miljø og karakterernes indre og ydre overlevelseskamp. Børnene befinder sig konstant i en vekslen mellem fortærende sult og voldsom kvalme, Leonie befinder sig mellem kærlighed og vrede over for sin børn, Mama kæmper mod kræften og Pop kæmper med fortidens dunkle minder.
På den anden side bliver det smukt og metaforisk, når Jesmyn Ward sætter ord på karakterernes drømme, håb og inderste frygt. Herunder et par eksempler fra Leonies historie:

”Det føles godt at være led, tale hen over den lille pige jeg ikke kan slå og lade vreden ramme en anden. Den anden jeg aldrig er god nok for. Aldrig mor for. Bare Leonie, et navn svøbt i de samme skuffede stavelser jeg har hørt fra Mama, fra Pop, selv fra Given, hele fucking livet”

”Jeg har drømt i timevis, sådan føles det, drømt om at drive omkring på en redningsflåde der er ved at tabe luften (…) Vi synker alle sammen, og djævlerokker glider forbi under os, og hajer trænges omkring os. Jeg prøver at holde os alle oven vande mens jeg kæmper for at holde mig selv oppe også (…) de synker som sten. Jeg puffer dem hårdt op mod overfladen, op mod den sprækkede himmel så de kan leve, men de glider hele tiden ud af hænderne på mig”

Magisk realisme:
Den poetiske stil løfter sig til en form for magisk realisme i romanens brug af overnaturlige elementer, Fx Mamas tro på ånderne og ikke mindst de to centrale genfærd, der optræder i romanen; drengen Richie og Leonies bror Given, - som begge døde som ofre for meningsløs vold og racehad, og som begge driver rundt i verdenen ude af stand til at krydse over til den anden side.
Jesmyn Wards pointe bliver dermed klar: Den meningsløse vold og det voldsomme og stadigt eksisterende racehad i amerikansk historie og kultur er så gennemgående, at end ikke de døde kan forstå den eller finde fred fra den.

Der er generelt rigtig meget dårligdom på spil i denne roman; mord, voldtægter, kræftsygdom, dysfunktionelle familier, fattigdom og naturligvis racehad. Men Jesmyns Wards valg af den magiske realisme og den poetiske sprogbrug som metaforik skaber en syngende smuk kontrast til de barske og voldsomme tematikker.
Derudover er der også kærlighed i fortællingen; som fx den stærke kærlighed og ømhed mellem drengen Jojo og lillesøsteren Kayla, ligesom også fortællingen om bedstefar Pop og drengen Richie afspejler stor kærlighed; Et venskab der til slut driver Pop til at begå en på en gang uhyrlig og barmhjertig handling.

En poetisk kritik af amerikansk historie og kultur:
Romanen er overordnet set en poetisk og metaforisk kritik af et mørkt kapitel i amerikansk kultur og historie. Jesmyn Wards metaforik ses særligt i landskabs- og miljøbeskrivelserne; Alt er besjælet af dårligdom; jorden er vanskelig at dyrke, termitterne har angrebet deres træværk og maden de spiser, giver dem kvalme.
Derudover bliver vandet en stor og gennemgående metafor i hele romanen; Handlingen er sat i efterdønningerne af orkanen Katrina, og bedstefars Pops fortællinger foregår i tiden efter de massive oversvømmelser i Mississippi i 1927.
Vandet som metafor ses i flere af Leonies drømme, hvor vandet på en gang er det, der redder hende og det der drukner hende. Men vandet ses også som en metafor for den overgang til fred og accept, som de levende døde ikke kan krydse. Der er i det hele taget mange meget smukke metaforiske lag i romanen.

En klar stemme i den amerikanske racedebat:
Romanen har fået stor ros i hjemlandet USA, og det er da også først og fremmest en roman til det amerikanske publikum, forstået på den måde at det er en roman, der taler lige ned i den aktuelle kritik af samfundets ulige behandling af hvide og sorte. Jesmyn Ward skriver sig med romanen ind i debatten med en meget voldsom kritik af den historiske racediskrimination i USA, og med romanen får hun tydeligt sagt, at de forbrydelser der er begået mod sorte i USA er så voldsomme, at man hverken kan eller bør glemme dem.

Hun er meget funderet i den amerikanske kultur og historie, som hendes fortælling refererer til i stor udstrækning; oversvømmelserne i Mississippi, orkanen Katrina, fængslet Parcman og ulykken på boreplatformen Deepwater Horizon. Jesmyn Ward underbygger dermed sin kritik af den amerikanske historie ved tydeligt at forbinde sin fortælling til centrale begivenheder i den.

Romanens karakterer:
Karakterarbejdet fungerer også i romanen, og særligt moderen Leonie er interessant. Hendes konstante indre kamp er flot skildret og tegner et portræt af en kvinde, som har intentionerne men mangler forudsætningerne. Hun vil gerne være en god mor for de børn, hun elsker, men samtidig hader hun dem også; Hun hader dem for at stå i vejen for sine drømme og hader dem for at minde hende om hendes utilstrækkelighed. Det er et virkelig smukt portræt.

Alt i alt:
Opsummerende er ’Syng, levende og døde, Syng’ en syngende smuk fortælling, der samtidig er barsk og voldsom. Den er brutal og magisk på en gang, og det er netop disse voldsomme kontraster, der skaber en unik fortælling.
Jesmyn Ward er hård og skarp i sin kritik af den historiske diskrimination mod sorte i USA, men hun gør det med en magisk og smuk metaforik, som løfter fortællingen til langt mere end bare en fortælling om samfundets armod og uretfærdighed.
Det er en fortælling om had og kærlighed, vrede og ømhed, tilgivelse og bitterhed, håb og frygt og det er fortalt med lige dele barsk kynisme og poetisk metaforik.
En meget smuk fortælling.

4.5Overall Score

Syng, levende og døde, syng

’Syng, levende og døde, syng’ er en roman om racehad, vold, forsømte børn og kriminalitet. Men det er også en roman om kærlighed, tilgivelse og accept. Det er en barsk og ligefrem fremstilling af ...

  • Historien
    4.4
  • karakterer
    4.4
  • sprog og skrivestil
    4.8

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?