Vuggesang

Leila Slimanis roman vandt velfortjent den største franske litteraturpris, Concourt prisen, i 2016. Det er en psykologisk thriller, der udforsker den menneskelige psyke og forholdet mellem mennesker, men det er også en særdeles vigtig og væsentlig samfundspolitisk kommentar til et klasse- og raceopdelt Frankrig.

Paul og Myriam mangler en barnepige til deres to børn, så den pligtopfyldende, venlige, ydmyge og erfarne Louise kommer som kaldet. Hun bliver hurtigt fuldstændig uundværlig for familien; hun passer børn, gør rent og laver mad. Det hele er perfekt.
Men snart begynder konflikterne ligeså stille at titte frem. De to kvinder kæmper tilsyneladende en stiltiende kamp om magten i hjemmet, og stemningen præges af jalousi, vrede og mistillid. Myriam vil gerne skille sig af med Louise, som til gengæld klynger sig til familien, der er hendes sidste værn mod total fortabelse.

”Den lille dreng er død” så barskt, kynisk og kontant indleder Leila Slimani sin roman. På de første tre sider får vi den vel nok mest voldsomme prolog, som jeg nogensinde har læst; En mor er kommet hjem og har fundet sin to børn liggende i et regulært blodbad, – myrdet af deres barnepige!
Slimani åbner således med romanens klimaks, og derefter spoler vi tilbage i tiden til ansættelsen af den dygtige og pligtopfyldende Louise. Som læser ved vi, hvordan det ender, men man vender alligevel siderne i en åndeløs spænding, mens man nærmer sig det uundgåelige klimaks.

Romanens store spørgsmål bliver det altomsluttende hvorfor? Hvorfor ender den tilsyneladende perfekte barnepige med at blive barnemoderske?
Det er ikke nyt stof for den psykologiske thriller at udforske, hvad et menneske kan drives til i desperation. Men at det ikke er originalt gør det ikke mindre godt, og godt det er det!

Som læser kommer man hurtigt til at holde af og med Louise, selvom man ved hvilken frygtelig gerning, hun snart vil begå. Man føler med hende, man føler hendes afmagt, hendes vrede og hendes jalousi, og man forstår hendes desperation.

Men romanen udforsker også forholdet mellem Louise og hendes arbejdsgivere, og her bliver det virkelig interessant. For her løfter Slimani sin roman til at være et stærkt indspark i samfundsdebatten og en kommentar til et klasse- og raceopdelt Frankrig.

Myriam er selv af immigrantbaggrund, men hun har taget en jurauddannelse og føler sig selv nu hævet over den klasse, som kvinder med immigrantbaggrund typisk placeres i. Hun tager afstand fra sin baggrund, og vil fx ikke lære sine børn sproget. Hun vil heller ikke ansætte en kvinde med immigrantbaggrund som barnepige, den slags skal hendes børn ikke i kontakt med.

Som arbejdsgiver er Myriam venlig og imødekommende, mens hende og Pauls følelse af at være hævet over den ydmyge Louise er tydelig i deres ageren. ”Lad os tage Louise med på ferie, for hun har vel ikke bedre ting af tage sig til” – som Myriam siger.

Myriam og Paul lader Louise arbejde over uden ekstra betaling og tilskriver det barnepigens eget valg, de spørger aldrig til hendes liv og baggrund, men tillader sig alligevel at blande sig i hendes private affærer på en nedladende og ydmygende facon.

Det er i romanens bidende og skarpe kommentar til klasse- og raceforskelle i nutidens Frankrig, at romanen virkelig hæver sig til et fænomenalt værk.
Det er her den udfordrer, udforsker og giver stort stof til eftertanke.

Slimani fremstiller håbløsheden og uretfærdigheden. Både i den frygtelige gerning og to børns alt for tidlige og tragiske død. Men også i det endeligt, der bliver den hårdtarbejdende Louises. Hun er ligeså vel et offer, og det er fænomenalt at Slimani kan skabe den sympati på 200 sider omkring en karakter, som vi fra starten ved ender som barnemoderske.

Men bedst af alt fremstiller Slimani håbløsheden og uretfærdigheden i et samfund, der er så fuld af diversitet som det franske samfund er, men som samtidig er så gennemsyret af klasseforskelle og slet skjult racisme.