En billedbog om et kulturmøde mellem børn, en om dronning Magrethe og en anden om et sundt forhold til kost. Fra hjælp til søvn og bedre selvværd til rablende rimende remser, og endelig et par fortællinger om henholdsvis troen på sig selv og det største af alt; Kærligheden.
Der er spændende og interessante billedbogsfortællinger på programmet i dagens indlæg.
Størst af alt.
Tekst af Kim Fupz Aakeson og illustrationer af Cato Thau-Jensen
Anbefales fra 4 år.
Kim Fupz Aakeson er bare en af de bedste fortællere herhjemme. Hans børneboger beskæftiger sig ofte med de store emner på en ganske spøjs og lunefuld facon, og de rummer stof til eftertanke hos både store og små, samtidig med at der altid er plads til et lille grin.
Størst af alt er ingen undtagelse.
Fanden og Fandens oldemor er godt og grundigt trætte af Gud, som de synes har fået al æren og opmærksomheden, bare fordi han har opfundet jorden og mennesket.
Heldigvis finder Fanden på at opfinde misundelse, vrede, sladder og ensomhed. Det har hurtigt effekt og Fanden godter sig.
I himlen finder Gud som modsvar på at opfinde kærligheden, og den er trods alt større end alle de andre onder tilsammen.
Det er en utrolig sød børnebog, der er understøttet af Cato Thau-Jensens finurlige streg. Den rummer en meget fin dybde og er samtidig fortalt i humoristisk børnehøjde.
Nour og Noras første dag i børnehave
Tekst af Camilla Kaj Paulsen og illustrationer af Pauline Drasbæk
Anbefales fra 3 år.
Nour og Noras første dag i børnehave er første bog i en planlagt serie om Nora og Nour, der er naboer og legekammerater og som har forskellig kulturel baggrund.
Tankerne bag bogen er ganske enkelt at normalisere forskellige kulturelle baggrunde. Forskning viser, at børn helt ned til 3 års alderen bruger kulturforskelle og forskelle i hudfarven til at bestemme, hvem der må være med i deres lege og hvem der ikke må.
Børn er altså i børnehavealderen meget bevidste omkring de forskellige kulturer og det er derfor vigtigt at børn fra en tidlig alder møder et åbent og fordomsfrit syn på kulturforskelle.
Denne bog fortæller historien om et kulturmøde. Den fortæller om de to piger, der oplever hinandens ligheder og forskelle med et barnligt og åbent sind. Undervejs præsenteres læseren for nogle forskellige situationer, som barnet måske også møder i sin egen hverdag. Nour og Nora har fx meget forskellige madpakker med, dukkerne i børnehaven ligner kun Nora og Nour fejrer slet ikke jul. Her lægger forfatteren ganske fint op til en snak med barnet, om de kulturforskelle de selv møder i deres hverdag, og barnets egne oplevelser af andre kulturer kan få plads.
Det er virkelig vigtigt med repræsentation i børnelitteraturen, og her synes jeg forfatteren formidler det fint uden at ramme stereotyper, og vigtigst af alt fungerer bogen egentlig bedst som oplæg til at snakke om barnets egne oplevelser med kulturforskelle.
Lille myr
Tekst og illustrationer af Benji Davies
Anbefales fra 2 år.
Lille Myr er historien om at være den undertippede og alligevel klare sig ganske godt.
Myr er en lille haletudse, hun er faktisk den mindste af alle haletudser i hele dammen. Hun må svømme dobbelt så hurtigt som sine søskende for at kunne følge med.
I dammen truer Gavflab, en kæmpe stor og slem fisk, som svømmer i den mørke del af dammen. Men Myr er snu og forstår at gemme sig. Som tiden går i den lille dam vokser hendes søskende til, mens hun forbliver ganske lille. Samtidig forsvinder flere og flere af dem, indtil der til sidst kun er lille Myr tilbage. Ganske vist er hun lille, men hun er også stærk og kløgtig og kender de bedste gemmesteder.
Det er ikke altid den største, der er den stærkeste, og man skal aldrig skue hunden på hårene. Lille Myr fortæller i sin enkle tekst og simple historie en meget fundamental lektie for de små børn, og når de kommer i børnehavealderen og kan være optagede af, at nogle af de andre børn kan mere eller noget andet end dem selv, er Lille Myr en god fortælling til at sætte ord på den slags tanker.
Magrethe en lille dronning
Af Louise Rosenkrands
Anbefales fra 3 år.
Et langt liv kogt ned til en kort billedbog, og det fungerer virkelig. Det gør det primært på grund af de meget fine illustrationer, der er fuld af farver og fantasi, ganske ligesom Dronning Magrethe selv.
Magrethe en lille dronning fortæller vores dronnings historie, fra hun blev født og til nu. Den fortæller om de første barndomsår under besættelsen. Den fortæller om barndommens rejser på Dannebrog, den nye tronfølgerlov der gjorde hende til tronarving og hendes interesse for kunst, teater og oldtidsfund.
Billedbogen rummer fortællingen om et helt menneske; et menneske med en tung skæbne og mange interesserer og passioner. Det er en portrætbog såvel som en fortælling om vores monarki fortalt i absolut børnehøjde.
Natbjørnen Tjugga og kærlighedsblomsterne
Tekst og illustrationer af Emilie Melgaard Jacobsen
Anbefales fra 3 år.
Natbjørnen er Tjugga er blevet et populært børneikon på det seneste, og denne anden udgivelse i serien er ganske ligesom den første meget smukt illustreret.
Natbjørnen Tjugga er en bog skrevet som søvnmeditation for børn om kærlighed og selvværd. Herhjemme har vi ikke brugt den som godnatlæsning, men den har fungeret fantastisk til at tale om ting som selvtillid og venskab.
Historien er bygget op med nogle af de samme principper som ”Kaninen der så gerne ville sove”. Der er indsat lydord som ”Gaaaab”, ”aaaaaaah” og ”mmmmmm”, og som oplæser skal man lægge ekstra vægt på disse ord, for at de derved kan virke beroligende på barnet og skabe tryghed og træthed.
På samme måde er der indlagt små meditative vejtrækningsøvelser, hvor oplæseren skal demonstrere for barnet, hvordan man trækker vejret dybt og ånder langsomt ud. Ideen bag disse øvelser er, at dybe vejrtrækninger og langsomme udåndinger er et meget kraftfuldt meditativt værktøj.
Historien handler om Tjugga, der inviterer barnet med i natskoven for at plante et frø. Frøet er et kærlighedsfrø, og hvis man planter det, kan der vokse en masse kærlighedsblomster frem.
Under oplæsningen opfordres barnet til at ”vande frøet” og hjælpe det med at gro ved at fortælle om forskellige ting som fx ”Hvad får dig til at grine?”, ”Hvad er du god til?”, ”Hvordan er du en god ven”. Kærlighedsfrøet og kærlighedsblomsten er altså symbolsk for barnets selvværd og selvtillid, og bogen illustrerer og underbygger så fint, at troen på sig selv skal komme indefra. Det er en ganske vigtig lektie.
Bogen slutter med Natbjørnen Tjuggas læreord til barnet ”Ingen er som dig, du er noget helt specielt. Du behøver ikke lave om på dig selv for at få andre til at kunne lide dig. Du er vidunderlig, lige nøjagtig som du er”
Til ovenstående udbrød Lilly spontant ”Det ved jeg da godt! Selvfølgelig er jeg det”. I det hele taget er Lilly måske ikke lige målgruppen. Hun har ikke problemer med utryghed ved sovetid og så sætter hun langt fra sit lys under en skæppe.
Men jeg kan sagtens forestille mig, at den her bog kan gøre en enorm forskel, for de børn der er usikre og som har vanskeligt ved at finde roen om aftenen ved sengetid.
En løve i zebraklæder og andre rablende rimende remser om dyr
Tekst af Mattias Hundebøll. Illustrationer af Louise Thrane.
Anbefales fra 3 år.
Mattias Hundebøll er en kendt mediepersonlighed og nu kaster han sig også over børnebogen. Der er tale om skøre, finurlige og særdeles humoristiske vers om alt fra tarantellen Trine, der er ked af, at alle er bange for hende til historien om Københavns Zoo’s nye panda, der i virkeligheden er en forklædt isbjørn.
”Kvælerslangen Karsten
Han sluger lidt af hvert
En trillebør til frokost
En cykel til dessert
Han åd engang en palme
Og en zebra i galop
Der fik han ondt i maven
Men spiste stadig op”
Den rablende humor er understøttet af de mindst ligeså skøre illustrationer. Men der er såmænd også en fin alvor i de små gakkede vers; fx i historien om den stakkels edderkop, som bare vil have en ven, men som alle flygter fra.
Mattias Hundebøll er bedst kendt som tv-vært, men sørme om han ikke kan lave gode børnebøger. Jeg får lidt Halfdan Rasmussen vibes, når jeg læser de finurlige remser, og det er da ikke en helt dårlig association af få.
Soldater mod røvere
Tekst af Trine Gotha Frandsen og illustrationer af Martin Gekko Nielsen
Anbefales fra 4 år.
En billedbog bygget op som tegneserie eller graphic novel. Den kan læses fra 4 års alderen og er ideel til at tale om et sundt forhold til kosten. Tanken bag bogen er, at alt for mange børn er overvægtige, og der er derfor behov for at barnet tidligt lærer om sund kunst. Omvendt er det heller ikke hensigtsmæssigt, hvis man pådutter et barn angst eller afstandtagen overfor bestemte fødevarer, og bogens budskab er derfor meget klart ”Alle madvarer har nogle særlige egenskaber, som din krop og hjerne har brug for, så spis forskelligt hver dag”.
Jeg er stor fan af den her ideologi, som jeg mener er den helt rigtige. Jeg har aldrig været fanatisk omkring sukker og børn, når blot de har spist noget andet mad først.
Historien indleder med at præsentere nogle forskellige karakterer i historien (forskellige fødevarer).
Der er soldaterne (dem der kæmper for at gøre vores krop sund), De kloge (dem hjernen har brug for), De dovne soldater (dem der mætter, men ikke gør så meget andet), Røverne (det mindre sunde, som vi ikke skal have for meget af), Banditterne (det vi ikke skal have ned i maven).
Det er naturligvis meget enkelt stillet op, men det giver et fint billede af, at det hele handler om en balance i maven.
Derefter følger en historie om livet i Oscars mave efter en fødselsdagsfest, hvor soldaterne kæmper for balancen i maven, der bliver frygtelig spoleret af alle de nyankomne røvere. Historien slutter med en sang, som man kan synge, hvis man altså kan læse noder.
Alt i alt en fin fortælling til at danne grundlag for en snak om vigtigheden i at have en balance i maven. Vi har brugt historien som et rigtig godt springbræt til at tale om, hvorfor man ikke bare kan spise is hele dagen, og hvorfor det er vigtigt både at spise sit kød og sine grøntsager og ikke kun pastaen.