Så er der nye bøger på boghylden igen, og jeg deler her mine forventninger til bøgerne. Læs med og bliv inspireret til lidt forårslæsning.
Sveas søn af Lena Andersson (C&K forlag)
”Ragnar Johansson er håndens, men også tankens mand. En kantet og meget korrekt mand. Han er stolt over at være en af byggestenene i det svenske folkehjem, tror på det, tager ansvar for det og forsvarer dets ensretning af borgerne, fordi han er overbevist om, at det kan løfte befolkningen ud af mørket.
Ragnars mor Svea er fra en anden tid, det fattige bondesamfund, med al den smerte og afsavn, de yngre generationer ikke kender til. For Ragnar er hun et levn fra en tid, som aldrig må komme tilbage. Og endelig er der datteren, Elsa, der længe forsøger at leve op til sin fars høje idealer, indtil murens fald, hans midtvejskrise, forældrenes skilsmisse og hendes egen frigørelse sætter alt i skred.”
Jeg ved faktisk ikke andet om Sveas søn end ovenstående tekst fra forlaget. Men den fangede mig til gengæld også. Jeg elsker familiedramaer og især historier, hvor man følger flere generationer af en familie.
Halvfems huller i himlen af Jennifer Clement (Hr. Ferdinand)
”Fjortenårige Pearl bor på forsædet af en gammel bil. Hendes mor Margot bor på bagsædet. Sammen overlever de på en kost bestående af Cheerios og insektspray, kærlighedssange og stjålne cigaretter.
Livet i udkanten af en trailerpark i Florida er råt nok, som det er, men da pastor Rex sætter gang i sit Giv-Gud-Dine-Våben-initiativ, og Eli Redmond kommer til byen, vendes Pearls liv på hovedet. Eli begynder at besøge moderen på bagsædet, og Pearl tvinges ud i verdenen på den anden side af kølerhjelmen.”
Det her lyder til at være en barsk historie, og det er lidt af en kontrast for mig, der lige har vendt sidste side i Kwans trilogi om de stenrige asiater.
Dukkeværkstedet af Elizabeth MacNeal (Lindhardt og Ringhof)
”London, 1850. I Hyde Park strømmer folk til for at se byggeriet af Crystal Palace. Det gælder også unge Iris, der har taget en fridag fra arbejdet i Mrs. Salters Dukkeværksted. I parken møder hun den sære konservator Silas, der drømmer om at udstille sin samling af bizarre udstoppede dyr på Verdensudstillingen. Deres møde bliver for Silas starten på en altødelæggende besættelse – og skæbnesvangert for Iris, der også drømmer om at slå igennem som kunstner. Da hun accepterer jobbet som model for en af tidens eksperimenterende kunstnere, bliver det starten på et helt nyt liv.”
Det her er nok en af de bøger, jeg længe har glædet mig allermest til. Jeg glæder mig til en tur tilbage til Jack the Rippers Londen, og det hele lyder en smule dystert og bizart. Historiske romaner med et skvæt psykologisk drama og måske lidt latent uhygge. Det bliver spændende.
Murder on the orient express af Agathe Christie (Harper Collins)
Den her behøver vist ikke nogen større introduktion; Hercule Poirot er ombord på et tog, der sker et mord, og morderen må findes blandt togets 13 passager – Lad spekulationerne begynde!
Jeg er generelt ikke den store krimifin (har haft det lidt svært med genren siden jeg gik helt kold i Jussi Adler Olsen efter bog 2). Men jeg elsker de gode gamle detektivromaner, som krimidronningen over dem alle kan skrive dem.
Murder on the orient express har jeg her købt i den engelske udgave, men den fås naturligvis også på dansk, og jeg har tidligere anmeldt den, læs med her.
Livet du efterlod af Lotte Elmann Wegner (Forlaget Montagne)
” I udkanten af en lille by ligger et stort gartneri og forfalder. Gartneriet var hjem for ægteparret Albert og Nelly og tvillingerne Adam og Suleima, indtil den dag ulykken ramte. Nu lever Albert alene i gartneriets gamle drivhuse, lukket inde med sin anger.
I det lokale supermarked arbejder Åsa. Hun bor alene i sit barndomshjem, vandrer om natten og ser mere end de fleste. Åsa kender alle landsbyens sjæle, kender deres drømme og deres hemmeligheder, bortset fra Christines. For der er noget med Christine, som ingen forstår, heller ikke Åsa.”
Lotte Elmann Wegner har tidligere skrevet Er her nogen?. Livet du efterlod er hendes anden roman, og jeg har faktisk allerede læst og anmeldt – du kan læse med her.
Wegner skriver romaner med fokus på individet og det indre følelsesliv. Som forfatter er hendes styrke, at hun er god til at skabe stemninger. I debutromanen var det angsten og i denne er det længslen og ensomheden.
Rige menneskers problemer af Kevin Kwan (Politikens forlag)
”Da Nicholas Young finder ud af, at hans bedstemor Su Yi ligger for døden, skynder han sig til sit barndomshjem Tyersall Park i Singapore for at være ved hendes side. Men han er ikke alene. Hele Shang-Young-klanen er der for at kappes til sidste blå blodsdråbe om matriarkens formue og smukke besiddelser.”
Tredje og sidste bind i serien om de skøre rige asiater. Du kan læse min anmeldelse af første bind her.
Kevin Kwans historie om den stenrige Young/Shang klan er morsom og fuld af dramatik, og den er befolket af lutter excentriske karakterer. Sidste del slutter med et brag, og jeg er kun ked af, at der ikke er flere bind tilbage nu.
Marie Grubbe og hendes tid af Dan Andersen (Aschehoug)
Marie Grubbe er, som nogen måske tror, ikke bare en bog af IP Jacobsen. Hun var en historisk person, der foruden af inspirere I.P.Jacobsen også var genstand for skriblerier hos H.C.Andersen, Ludvig Holberg og St.St.Blicher.
Denne bog er udforskning af virkeligheden Marie Grubbe og er altså en faglitterær bog. Jeg har ledt efter den længe, og havde endelig held med at finde den for nylig. Rent faktisk skrev jeg til forfatteren selv, som heldigvis havde et par eksemplarer liggende, så der kunne blive et til mig.
Små mennesker, store drømme: Ella Fitzgerald (Forlaget Albert)
De små damer fra denne børnebogserie behøver vist ikke nogen nærmere introduktion. Er man fast læser af denne blog, vil man vide at jeg er stor fan af denne billedbogsserie til børn fra ca. 3 år. Nu har jeg lukket endnu et hul i Lilly og Johans samling, og vi er vilde med Ella. Læs mere om serien i dette indlæg.
Hvor der er vilje af Jeffrey Archer (Lindhardt og Ringhof)
”Hvor der er vilje er bind 1 i Jeffrey Archers bestseller serie, Clifton-Krøniken. Fortællingen om Harry Cliftons liv, starter i England efter Første Verdenskrig.
Selvom han stammer fra en fattig arbejderfamilie i Bristol, tager hans talenter ham en anden vej og til alles overraskelse bliver han tilbudt et stipendium fra en velanset drengeskole. Midt i alt dette, får Harry afsløret, hvordan hans far, der var død under krigen, i virkeligheden har lidt en anden skæbne. Den nye viden trækker tæppet væk under Harry og han står nu med et valg. Skal han fortsætte på Oxford University eller drage i krig mod Tyskland?”
Jeg har flere gange fået anbefalet denne serie, og nu slog jeg til og købte første bind, da jeg alligevel var i gang med at shoppe lidt bøger på Saxo. Jeg var på udkig efter en bog, som jeg kunne tage med på stranden til sommer, og da jeg som udgangspunkt også er fan af historiske romaner, virkede denne serie oplagt. Når jeg læser om den får jeg sådan lidt ”Familien Ashton”-vibes, hvis nogen kan huske den serie.
Stine af Jannie Brinch Holdt (Mellemgaard)
”Når man er 9 år og mega følsom, har rigeligt med fantasi og er tæt på allergisk over for skole, børnefødselsdage og dårlig stemning og meget andet, kan hverdagen være ganske udfordrende. Sådan er det i hvert fald for Stine, der bare ikke synes, det er specielt herligt at gå i tredje klasse med alle de udfordringer, der hører med. Desuden kan alting meget hurtigt komme til at ligne en katastrofe inde i Stines hoved, og hvad stiller man lige op med det?”
Det her er en børnebog til børn og ifølge forfatteren er den målrettet piger på cirka 8-10 år, og skulle tage udgangspunkt i de børn, der er særligt sensitive.
Jeg må indrømme, at jeg på forhånd har et problem med børnebøger, der sælges som enten en pigebog eller en drengebog. Den slags rubriceringer synes jeg, at vi efterhånden bør være langt ude over i år 2019. Derudover har jeg det (blandt andet også qua min uddannelse og erfaring som lærer) lidt svært med diagnosen særligt sensitiv. Jeg synes umiddelbart vi skal passe på med at sygeliggøre det at være ”et stille barn”. (Ja, jeg træder ind i en hvepserede med den slags kommentarer, I know)
Når det så er sagt, så er ovenstående tendens måske netop udtryk for det omvendt – at vi i langt højere grad har en tendens til at glorificere det at være udadvendt, og at det i forlængelse heraf bliver forkert at være indadvendt. Jeg håber på, at det er nogle af de problematikker, som denne bog tager op.
Menneskesmuglerne af Flemming Klint Harkjær (Mellemgaard)
”Jamals far truer moderen, og da Jamal vil beskytte hende ender det i et slagsmål, og faderen dør. Det bliver begyndelsen til et turbulent liv for den unge Jamal, som ender i fængsel. Efter otte år bliver han løsladt og begynder på et normalt liv med kæreste og arbejde. Det hele ændrer sig dog brat, da hans kæreste findes myrdet. Han bliver involveret i menneskesmugling sammen med en lokal imam. Jamal begynder at køre flygtninge fra Sicilien til Frankrig i lastbil og udvider senere forretningen til at omfatte bådoverfarter fra Tyrkiet til Lesbos. En ung syrisk kvinde bliver hvirvlet ind i Jamals liv. Det bliver starten på en blodig affære for dem begge to.”
Hold da op, det tyder på, at der er knald på den her roman. Jeg bliver næsten helt bekymret for, om det hele mon bliver for meget. Uanset hvad regner jeg med en bog fyldt med action, men jeg håber også på lidt autentisk stemning omkring hele flygtninge situationen”