Er her nogen?

”Er her nogen?” er en utrolig stærk debut fra Lotte Elmann Wegner. Den beskriver en kvindes fysiske og mentale nedbrydning i et voldeligt parforhold med så stor intensitet, at kvindens angst og skam sidder mejslet i en længe efter, man har lagt bogen fra sig. Den voldelige brutalitet er beskrevet med et sanseligt og poetisk sprog, der i kontrasten bliver ekstra virkningsfuldt. Derudover er der indflettet gåden om en ung piges forsvinden, og nogle mystiske breve og spor, som lægges i Vibes postkasse. Således suppleres det stærke og skræmmende parforholdsportræt af krimielementet. Det er dog en bog, som står en anelse svagere i starten, og det er særligt i beskrivelsen af Vibe som karakter, at jeg synes begyndelsen halter en smule.

Da Vibe møder Andreas er hendes lykke gjort. Han er alt, hvad hun har drømt om, og lykken synes fuldstændig. Men Andreas er langt fra den fantastiske mand, hun troede; Facaden krakelerer og volden bryder ud. Vibe nedbrydes langsomt men sikkert i forholdet, som hun ikke magter at bryde ud af. Men små spor begynder at vise sig; beskeder i postkassen og mystiske billeder; hvem er det der prøver at fortælle hende noget?

Lotte Elmann Wegner er debutant og har med ”Er her nogen?” først og fremmest skrevet et skræmmende og ubehageligt portræt af en kvinde i et voldeligt parforhold. Det er afgjort i beskrivelserne af Vibes følelser og tanker at romanen står stærkest. Man mærker angsten og det tiltagende ubehag, når Andreas langsomt bevæger sig fra indkørslen mod hoveddøren, og det er en angst, der sidder i en som læser længe efter, man har lagt bogen fra sig.
Særligt lykkedes Lotte Elmann Wegner med at skildre en kvinde, som er angst, plaget af skyld, og som langsomt nedbrydes; hendes blanding af frygt for de slag der vil komme, og utålmodigheden efter at få det overstået står knivskarpt og virker utrolig troværdigt, og det er skrevet i en næsten poetisk og billedlig stil, som står i skærende kontrast til den frygtelige og brutale vold, – det er et virkemiddel, der fungerer særdeles godt.

Bogen er noget tid om at komme rigtig i gang – de første 70-100 sider skal man igennem førend det bliver rigtig godt – og det er en skam.
Den intensitet der er i beskrivelsen af hendes følelser under det voldelige samliv med Andreas er der overhovedet ikke i romanens indledende beskrivelser af hende – her fremstår hun til gengæld fjern og jeg havde vanskeligt ved rigtig at interessere mig for hende som karakter.
Jeg tror det skyldes at hendes person og historien i det hele taget, stikker i for mange retninger i starten.
Først og fremmest introduceres historierne om de forsvundne piger, og Vibes fascination af disse sager virker uforståelig og uforklaret. Derudover introduceres den tidligere hovedmistænkte uden at der dvæles mere ved det. Samtidig får vi indblik i Vibes relation til Nick, en relation der ikke rigtig uddybes, og som man aldrig rigtig forstår, – ligeledes går man let henover forelskelsen i Andreas, og det synes jeg er synd, for den fase af deres forhold, havde været en interessant og væsentlig del for at forstå hendes senere relation med ham.
Derudover beskæftiger begyndelsen af romanen sig også med Vibes forhold til moderen, stedfaren Henry og den forsvundne far.
Helt generelt lider romanens første tredjedel under at ville for meget, og den introducerer ganske enkelt for mange forskellige retninger, som man dog til sidst får samling og svar på.
Derudover er det bemærkelsesværdigt, at Vibes følelser og tanker står så stærkt og troværdigt beskrevet i romanens sidste to tredjedele, når hun som karakter virker uinteressant og fjern i begyndelsen.

Alt det er dog tilgivet og glemt, når først man når til romanens sidste to tredjedele – og her løfter historien sig virkeligt til et mesterligt niveau. Jeg mærker Vibes angst, hendes skam og hendes langsomme forsvinden. Derudover begynder romanen at skabe sammenhængen mellem Vibes voldelige parforhold og sagerne om de forsvundne piger – og de små spor lægges langsomt men effektfuldt ud til læseren.
Ligeledes præsenteres vi f0r nogle bifigurer, som fungerer utrolig stærkt i fortællingen; Veninden Linda, og det fællesskab de to piger får sammen. Ligesom også Vibes møde med den forsvundne far er effektfuldt og understreger noget af romanens pointe; nemlig vores tendens til at betragte og se uretfærdigheden, urimeligheden og uhyrligheden på afstand, men aldrig rigtig gøre noget ved det.

Romanens sidste og afsluttende fase samler alle tråde op, og her kan jeg sige, uden at røbe for meget, at det klart er en roman, som har noget på hjerte. Det er passiviteten i samfundet og hos den enkelte, som der tales til, romanens titel bliver et spørgsmål til læseren ”Er her nogen?” for handler vi, når vi ser et medmenneske i nød?
Moralen bliver også tydelig i fx scenen på krisecentret, hvor det er småt med hjælp at finde, eller scenen hos lægen, som tydeligt ved, hvad der foregår, men som heller ikke handler.
Men jeg synes det er en pointe, som Lotte Elmann Wegner får med, uden at det bliver forceret eller for meget.

Alt i alt er det her en roman, som jeg varmt kan anbefale. Den skal lige i gang, og den første del af romanen er helt klart den svageste. Men jeg anbefaler at man læser videre, for det er absolut det hele værd.
Lotte Elmann Wegner beskriver den her kvindes frygt og psykiske nedbrydning, så man næsten føler, man er i hendes sted. Det er poetisk og brutalt, smukt og skræmmende, og så synes jeg hun har noget væsentligt og helt essentielt på hjerte, som ramte mig.