Jeg så filmen ”Borte med blæsten” for første gang, da jeg var omkring 10-12 år, og jeg har nok set den de første 20-30 gange siden. I denne måned fik jeg så for første gang læst det omtrent 1000 siders lange værk.
Filmen følger langt hen af vejen bogen, men der er alligevel nogle ret iøjnefaldende forskelle. Først og fremmest er der jo en del, filmen har klippet fra, som det jo så ofte er nødvendigt ved filmatiseringer.
Scarlett har fx i bøgerne to børn fra sine første ægteskaber, men de er ikke med i filmen. Men jeg fandt også, at der er nogle ret interessante forskelle i karakterfremstillingerne. I bøgerne er der gjort meget ud af at fremstille Scarletts drivkraft som værende fostret af en konstant angst for fattigdom og sult. I filmen synes jeg hun generelt fremstår mere selvisk og drevet af et ønske om magt og penge. Hvilket jo gør hende mere usympatisk – om end den fabelagtige Vivien Leigh spiller med så meget koketterende charme, at man elsker hende lidt alligevel. Til gengæld fandt jeg Rhett Butler langt mere brutal og er knap den samme romantiske helt, som han er i filmene. I bøgerne er han mindre sympatisk men måske også mere menneskelig.
Den største forskel er dog den detaljerede fremstilling af krigens gang og de politiske forhold, som fylder en del mere i bøgerne. I filmen er det en kulisse og det politiske går man let henover. Særligt synes jeg bøgernes skildring af det kaos som krigens efterdønninger efterlod er interessant, og man aner de slagne sydstatsborgeres desperation over at være frataget privilegier, samtidig med at deres eksisterende verden og værdier er tabt. Set i dette lys er Scarlett endnu mere interessant på grund af hendes evne til at rejse sig og tilpasse sig de nye forhold.
Men i skildringen af krigens efterdønninger kommer bogen også ind på et mørkt og ubehageligt kapitel af amerikansk historie: Etableringen af KKK. Sydens tidligere borgere måtte ikke stemme, det måtte de frigivne slaver til gengæld godt, og det skabte frustration blandt de tidligere slaveejere, pludselig at være under dem, man engang var over. I bogen er blandt andet den eviggode Ashley Wilkes medlem af klanen, og ydermere er hans kone og søster ganske stolt af ham. Det var altså nærmest lidt ubehagelig læsning at opleve en karakter i en fortælling, der generelt fremstilles som empatisk og med en høj moral, være med i noget så ekstremt og brutalt, uden at det overhovedet problematiseres i fortællingen.
Det bringer mig i øvrigt til en væsentlig pointe, som altid er væsentlig at have med sig, når man læser de gamle klassikere. Man skal have sine kritiske briller på.
Borte med blæsten er flere gange beskyldt for at være særdeles racistisk i sin grundtone og især er Margaret Mitchells værk udskældt for at romantisere slaveriet.
Forsvarere er værket siger, at man må huske på, at værket er fra en anden tid, mens kritikere siger, at det ikke ændrer på det faktum, at værket er racistisk. Begge dele er vel i og for sig rigtigt.
Det faktum at noget, som fx indeholder racistisk sprogbrug, er skrevet for lang tid siden, ændrer jo ikke på det faktum, at sprogbrugen er racistisk. Det faktum at forfatteren er vokset op i en anden tid, og dermed er socialiseret ind i en kultur, hvor den specifikke sprogbrug har været gængs, kan måske forklare noget. Men det ændrer jo ikke ved det faktum, at man nødvendigvis må være opmærksom på og kritisk overfor værket. Det faktum at værket er fra en anden tid, kan måske fortælle os, at den racisme vi i dag vil opfatte som åbenlys, dengang muligvis ikke har været intentionel. Men det bliver det jo ikke mindre racistisk af.
I Borte med blæsten er der ingen tvivl om, at slaveriet bliver fremstillet en smule rosenrødt. Romanens to centrale familier og slaveejere, familien O’Hara og familien Wilkes, behandler begge deres slaver fantastisk godt. I periferien hører vi om andre slaveejere, der måske er knap så søde, men det er lidt gemt væk, og det primære udtryk i romanen er faktisk, at sydens folk behandler deres slaver godt.
Den romantiske forestilling om slavehold i Syden ved enhver nutidig læser (forhåbentlig da) godt ikke har gang på jord.
Om Mitchell har man ofte sagt, at hun ikke var politisk, og at hun i sin roman kun interesserede sig for sine karakterer. Det er da også rigtigt, at Borte med blæsten første og fremmest skal læses som en karakterdreven roman fremfor en egentlig samfundsskildring. Men helt fri for at tage stilling kan Mitchell nu ikke sige sig, for stilling tager man jo altid. Specielt som forfatter, når man gengiver historiske forhold. Der tages valg og fravalg, og de enkelte fremstillinger er jo farvet af egne forestillinger, ligesom de igen er med til at reproducere bestående forestillinger eller rive dem ned.
Enhver fortælling er en fremstilling, og en fremstilling er aldrig neutral.
Kritikken der er rejst mod bøgerne for at indeholde racistisk sprogbrug og fremstillinger er berettiget. Det er især i beskrivelserne af de sorte som værende generelt laverestående mennesker. Et sted beskriver Scarlett nødvendigheden af at kunne opdrage og irettesætte, og det bliver næsten beskrevet som om, at man nødvendigvis må tale, som om man talte til et lille barn.
En scene i bogen er særdeles interessant. Her kører Scarlett med familiens trofaste tjener kaldet onkel Peter, da hun bliver stoppet af to Yankee kvinder. De griner af Peter og peger fingre, men selvom Scarlett tænker at de opfører sig besynderligt, så siger hun ikke noget. Hendes eneste kommentar til kvinderne er, at hun holder meget af Peter, da han altid har hørt til familien.
Den kommentar fremhæver Peter efterfølgende, i det han udtrykker skuffelse over, at Scarlett ikke forsvarede ham. Hun siger, at hun dog sagde, at han hørte til familien. Herefter svarer Peter, at det overhovedet ikke er det samme, som at forsvare ham, det er snarere det modsatte.
Lige netop den scene er interessant, fordi den faktisk er det eneste sted, hvor Mitchell i sin fortælling forholder sig til den manglende modstand mod racismen.
For mig gør alt dette dog ikke bogen mindre interessant måske snarere tværtimod, for selvom klassikere ofte siges at være dømt ude på grund af problematiske fremstillinger eller sprogbrug, så er det muligt at lære noget, hvis bare man evner at have et skarpt blik for det problematiske. Hvis man lægger nøje mærke til sprogbrug og valg og fravalg i fremstillinger, og man forholder sig kritisk til det.
I Borte med blæsten handler det jo om at lægge mærke til, hvordan racismen ligger ikke bare åbenlyst men også latent i sproget og fremstillingerne. Det er ingenlunde en dårlig ting at udvikle sin evne til at få øje på den slags, da det er en evne, der jo altid kan bruges, også når man følger med i nutidens medier.
Min pointe er derfor, nyd endelig de gamle klassikere for de gode historier, men hav de kritiske briller på.