Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er en meget stor fan af Pontoppidan. Specielt elsker jeg hans tidlige forfatterskab, hvor han virkelig (for at bruge et Brandes begreb) satte problemer til debat, og især er kendt for sin stærkt samfundssatiriske fremstilling. Samtidig er det litteraturhistorisk interessant at se, hvordan han rent digterisk distancerer sig fra romantikkens forherligende naturbeskrivelser. Man kan vel nærmest sige, at han latterliggør perioden. Her er en kort gennemgang af hovedpointerne og hovedindtrykkene fra syv af hans noveller fra denne periode.
Knokkelmanden
”Knokkelmanden” af Henrik Pontoppidan er første novelle i samlingen ”Fra hytterne” fra 1887.
I den møder vi det flittige og arbejdssomme par Simon og Ane, der i årevis har knoklet for at eje deres eget lille sted. De har knap nok tilladt sig selv fornøjelser eller hvile i årene, der er gået, og det er først, da sidste termin nærmer sig, at de får datteren Eulalia. Men bedst som Simon og Ane kan høste frugterne af årelangt slid bliver Ane syg. Knokkelmanden – døden – banker på.
”Det var Døden. Langsomt, men ustandselig vilde den komme og uden Skaansel tage hende med sig over i det store mørke”
Pontoppidan er kendt for sin sociale indignation og livets uretfærdighed er til at mærke i fortællingen om Ane, der aldrig får muligheden for at nyde frugten af sit hårde arbejde.
Men harmen i Knokkelmanden er, som i det meste af Pontoppidans tidlige forfatterskab, først og fremmest rettet mod samfundets uretfærdighed, om end det ikke er helt så tydeligt i Knokkelmanden, som det fx er i Bonde-Idyl og Naadsensbrød.
I Knokkelmanden ser vi dog harmen i fx beskrivelsen af Ane og Simons baggrund. De var forældreløse og blev svigtede af et samfund, der ikke gav dem mange muligheder.
”Oprindelig var de nok et Par forladte, af det offentligt udsatte Børn, der først i en billig Sognepleje, senere i kummerlige Tjenester mellem al Slags Udskud omkring paa store Gaarde havde lært, hvad ondt var”
Deres lille husmandssted har de opnået til trods for den urimelige sociale ulighed, og da sygdommen banker på er der ikke meget hjælp at hente hos novellens lidt underspillede skurk – distriktslægen. Han affærdiger overlegent Anes bekymringer og fremstår som værende uden egentlig interesse for hendes symptomer. Han beskrives som en herre med cigar i munden ”…der gjærne kom fra en Middag eller Jagtfrokost paa en af Herregaardene”.
Kirken og præsternes hykleri plejer også at være et tema i Pontoppidans samfundsindignation, og da præsten holder sin tale ved begravelsen slutter han med ordene;
”Herrens Naade over al Maade”
Men ordene klinger hult. For der er ingen nåde og intet forsyn at bede til. Der er kun social uretfærdighed.
Naadsensbrød;
Naadsensbrød er måske den af Pontoppidans noveller, hvor sarkasmen kommer tydeligst til udtryk. Novellen indledes med de smukke beskrivelser af egnens fattiggård;
”egnens store stolthed og pryd… helt kongeligt ligger dette på toppen af en kratbevoxet banke med spir på gavlene og majestætens navneschiffer”
I kontrast hertil står de kummerlige forhold indenfor, hvor menuen står på
”…grøn søbekaal med roer og kartofler – samt duften af inspektørens bøf”.
Og hvor
”hvor lemmerne sidder rækkevis paa smaa halmsæder … der er altid noget uhyggeligt ved synet af saadan en forsamling af gamle livstrætte mennesker”.
Der er altså ikke meget at være stolt af, men det er der tilsyneladende ikke mange af egnens beboere, der forstår, de er tværtimod forargede over den manglende taknemmelighed.
”Besynderligt nok synes imidlertid Herredets Fattigfolk slet ikke at sætte Pris paa dette Palads, hvormed man så rundhaandet har betænkt deres gamle Dage”
Helt essentielt i novellens kritik er altså den naivitet, der må eksistere i samfundet, siden man bilder sig ind, at man rent faktisk tager sig af de svageste.
Pontoppidan formål er ikke at skildre livets uretfærdigheder eller de fattiges armod. Hans pen er trukket skarpt mod magthaverne, og dem der ikke bare har skabt de ulige skel, men også gør, hvad de kan for at opretholde dem. På fattiggården mister de nemlig deres sidste rest af værdighed;
”selv de gjenstridigste gemytter (…) slibes i Løbet af fjorten Dage til de villligste og føjeligste led i mekanismen”
Som novellens superskurk ses fattiggårdens inspektør, der er ”stor og værdig… med en gammel underofficers hele fugtige majestæt … rolig og med en holdning, som kunde han have slugt et spanskrør”. Og som sparer på de fattiges madrationer til fordel for sin præmieso.
Så man forstår jo godt Stine, den stakkels kvinde, der kæmper som et vildt dyr for at undslippe fattiggården. Hun bindes og tæmmes af overmagten og slæbes afsted, og dermed understreges novellens kritik af magthavernes umyndiggørelse af de svage.
Sidst men ikke mindst får kirkens manglende føling med virkeligheden også et lille vink med på vejen, idet provsten først efter det hele er slut, kommer kørende ”i sin magelige Landaur”
Ane-Mette
I Pontoppidans novelle ”Ane-Mette”, der måske er en af de mest hjerteskærende af hans fortællinger, og som med garanti altid får mig til at græde, er det især kirken der får med grovfilen i form af Pontoppidans velkendte ironi. Her er der langt fra ideer om næstekærlighed og Guds åsyn der skinner på alle. For i Pontoppidans udlægning er kirken ligeså overfladisk som resten af samfundet; Det er nemlig i virkeligheden kun de fine og rige, der kan få del i Guds velsignelse.
På en kirkegård sidder en fattig kone og venter på graveren. De jordiske rester af hendes lille datter skal graves op, for de har ikke rettighed til gravstedet længere, en rig gårdmandssøn skal begraves, og så må lille Ane-Mette vige pladsen.
Ane-Mette døde alene i sin seng, mens moderen kæmpede med at tæmme den døddrukne far, og mens graveren stikker spaden i jorden, kæmper moderen med skylden og savnet over det lille menneskeliv, der i familiens armod fik lov at dø alene og som ingen sidenhen har haft stunder til rigtig at mindes.
Gravernes ligegyldighed overfor den fattige kones sorg er hjerteskærende og her illustrerer Pontoppidan tydeligt samfundets ligegyldighed overfor de svageste. Man under dem end ikke den smule omtanke og værdighed, som en lille deltagelse i deres sorg kunne være.
Og mens Ane-Mettes mor sidder med resterne af et lille barneskelet i sit forklæde, så ringer kirkeklokkerne til pomp og pragt over den rige gårdmandssøn, hvis forældre har råd til at betale for en ordentlig jordfæstelse. Ane-Mettes mor sniger sig til at begrave sin lille datters knogler i et hjørne af kirkegården, alt imens hun forestiller sig at lidt af stråleglansen fra det store begravelsesoptog måske også kunne være en smule for hendes lille Ane-Mette.
Et grundskud
”Der gaves ikke mange Fest- og Hviledage for Husmand og Væver Kresten Jakob Hansen”
Således indleder Pontoppidan novellen ”Et Grundskud” om en fattig husmandsfamilie, der lever på kanten af dyb fattigdom. Hvert år køber husmanden Kresten en lille pattegris, som familien kærligt opdrætter indtil den bliver slagtet. Kødet herfra lever familien af i det følgende år, og de små årlige pattegrise er derfor en overordentlig vigtig del af familiens velfærd.
Sidste år var der ikke meget kød på familiens gris, og det har været et hårdt år, men nu ser lykken ud til at vende, da årets gris ”Sif” er en stor og velnæret gris.
Men skæbnen vil at Sif bliver syg, og i desperation opsøger væver Kresten en dyrlæge. Her indtræder på scenen novellens nærmeste skurk, der i vanlig Pontoppidan stil skildres i sin fine opblæsthed, han orker dårligt at nedværdige sig til at tilse en gris, men lader sig dog overtale. Han fører sig dog frem med en nedladende og uempatisk facon, mens han udskriver en dyr salve og fremsiger nogle latinske verber. Der er med andre ord ingen indlevelse fra den fine dyrlæge overfor husmandens desperate situation. Sifs sygdom er ”Et Grundskud” et afgørende fatalt slag.
Husmanden våger over grisen den følgende nat og desperationen er til at mærke;
”Kunde det da virkelig være muligt, at de skulde miste hende?— Det var saa forfærdeligt, at det løb rundt i hans Tanker. Det var hele deres Velfærd, deres eneste Formue. Han syntes, det var umuligt, at Vorherre kunde nænne det. Saa maatte det dog hellere – naar ondt skulde ske – have været et af Børnene. Men hvad skulde de gribe til, naar dette gik tabt? Hvoraf skulle de leve?”
Hans og Trine
#metoo i det moderne gennembrud.
I novellen ”Hans og Trine” af Pontoppidan møder vi den ganske unge Trine, der er datter af den dårligt stillede Mariane som har adskillige børn uden for ægteskabet at brødføre. Trine har selv kun en enkelt dårlig erfaring med mænd, og tænker med gru tilbage på de uønskede berøringer og ubehagelige bemærkninger fra staldkarlen Poul.
Men da søsteren bliver gift begynder Trine selv at drømme om ægteskab og kærlighed, og drømmende og søgende går hun således ud i aftenen, hvor den flotte og attråværdige Hans møder hende. Han mærker straks, at Trine måske er modtagelig for lidt charme, og han er ikke sen til at udnytte det uskyldsrene blik. Snart fylder han hende med søde ord, store løfter og noget hun bliver gravid af. Selvom Hans i første omgang tænker, at han må gøre sin pligt og gifte sig med hende, så griber han hurtigt chancen for at slippe, da hans snobbede mor fylder ham med onde rygter om Trine. Flere i byen har set staldkarlen Poul rende efter hende? Måske er hun løs på tråden?
Da Trine i desperation fortæller Hans alt om sine ubehagelige oplevelser med Poul, håber hun at han vil tro hende. Men det gør han ikke, tværtimod mener han nok, at hun selv har lagt op til både det ene og det andet, og han efterlader hende alene med graviditeten, sorgen og alle bekymringerne, mens han tilsyneladende velsigner sit held ved muligheden for at slippe for ansvaret.
Trine bliver således først krænket af Poul, og må senere lide den smerte at blive beskyldt for selv at have ansvaret for krænkelserne. Senere krænkes hun af den ældre og mere erfarne Hans, der ikke er sen til at udnytte hendes naivitet.
Men Pontoppidan lader ikke sin heltinde hensynke i sorgen, for hun tager en beslutning; ”Men det skulde i alle Fald blive Løgn… Betale, det skulde han” og således ender Hans som barnefader i kirkebøgerne. Trine får også romanens sidste replik, idet novellen afsluttes på en varm sommerdag, hvor de to tilfældigt passerer hinanden på vejen. Hans fremstår upåvirket og kommer med en kæk bemærkning, hvorefter Trine vender sig om og råber efter ham ”Dit Svin”.
Vandreren
Pontoppidan runder sin stærkt samfundskritiske novellesamling ”Fra hytterne” af med ”Vandreren – en epilog”. Her møder vi i anslaget den glade vandringsmand, der stolt beskuer markerne omkring en lille landsby.
Her tænker han tilbage på svundne tider, og al den lidelse som disse marker har set. Han tænker på 1700 tallets fattigdom, på bøndernes lidelser og herremandens dominans, og han sukker glædeligt over den lykke, at han selv hører hjemme i ”Frihedens – Fremskridtets – Humanitetens Aarhundrede”. For nu er de rige herremænd væk, bønderne har fået deres frihed og ligheden og idyllen hersker – således tænker han i hvert fald, da han beskuer de smukke frodige landskaber.
Her er Pontoppidans latterliggørelse af romantikkens idyllisering i særligt naturbeskrivelser tydelig, og især bliver dette understreget, da Pontoppidan lader sin vandringsmand skue bagved de nye smukke bondegårde og deres fine blanke tage. Her opdager han en række usle hytter, der tilsyneladende fremstår ubeboelige. Men da han går ind i et at husene finder han gammel syg kone, der ligger hensunken i en alkove. Her ligger hun ensom og ussel og venter utålmodigt på døden, mens hun med sin stok kæmper for at holde rotterne fra sengen. Hun frygter kun ”Sognet”, der har truet med at tage hende ”i sin naaderige Varetægt” – den frygtede fattiggård. Her mistede de fattige arbejdere, det sidste de ejede – deres identitet og værdighed.
Således forlader vandringsmanden huset igen, mens han nu med et fornyet syn beskuer landskabet med de flotte nye gårde, der kun akkurat skjuler de usle rønner, hvor fattigdommen, uligheden og uretfærdigheden stadig trives.
Novellen er i høj grad en kommentar til romantikkens digtning, som Pontoppidan bestemt mente malede et skønmaleri af virkeligheden. ”Det var så dejligt ude på landet” således indleder H.C. Andersen fx et berømt eventyr.
Pontoppidans vandringsmand ser i hvert fald bagsiden af idyllen – og således mente Pontoppidan nok også, at samfundet generelt kunne trænge til at se realiteterne i øjnene.
Bonde-Idyl
En af de tekster jeg har utvivlsomt har læst allerflest gange er Pontoppidans Bonde-Idyl fra novellesamlingen Landsbybilleder.
I Bonde-Idyl skildres et lille samfund, hvor skellet mellem de rige bønder og fattige arbejdere er markant, men hvor harmonien på overfladen hersker i klassesamfundet og cementeres ved det årlige Mikkelsgilde, hvor rig som fattig fester sammen.
Men under overfladen er det naturligvis ikke sådan og Henrik Pontoppidan lader allerede i sin indledningsvise beskrivelse af landskaberne omkring byen sin sarkasme skinne igennem og bruger de på overfladen smukke naturbeskrivelser som metafor for arbejdernes passivitet; ”de frygtsomme jordbær” og ”de små bitte røde bør, der titte så bly og forbavset ud”. Henrik Pontoppidan tog skarpt afstand fra romantikkens forherligelse af verden, og det er derfor ikke tilfældigt at han indleder sin fortælling med en smuk og svulstig naturbeskrivelse for herefter at ”pille den ned igen” med sine barske eksempler på den smukke idyls forlorenhed.
I Bonde-Idyl møder vi storbonden Mads og hans søn Olav. Sidstnævnte forfører den fattige Ane med fine gaver og flygtige kys i en ildelugtende kostald – et trist sted for et romantisk møde og et billede på Pontoppidans sarkastiske fremstilling. For Olav har naturligvis ikke reelle hensigter, men betragter hende vel mere eller mindre som sin ejendom.
Storbonden Mads fremstår som den alkærlige og alfaderlige, der absolut vil sine arbejderes bedste, men som i sin fedladne trivelighed alligevel aldrig giver mere end et par hule og hånende opmuntrende ord. Det er særligt i den slags paradoksale beskrivelser at Pontoppidans ironi virkelig kommer til sin ret og får sin læser til at trække på smilebåndet og forarges på samme tid.