Martin Ellermann er en forfatter, som fortrinsvis gør sig bemærket ved sit sprog, der er enormt stemningsfyldt. Men han er også en forfatter, der tematisk kredser om nogle grundlæggende problematikker ved menneskelig adfærd i det moderne samfund. I debutromanen Sommerdrys flygter hovedpersonen fra virkeligheden ind i en verden af hurtige stimuli. Han holder sig i gang for at undgå at se virkeligheden i øjnene. I hans anden roman Dræbende Flosker tematiseres det moderne menneskes behov for selviscenesættelse, og en klar pointe i romanen er de oppustede og ofte indholdsløse narrativer, vi skaber om os selv, og det sprog, der i modsætning hertil er ærligt, som vi måske så til gengæld mister, og dermed gør os ude af stand til at tale om noget ægte. 

Mit første møde med Kehlmann var han nyeste bog ”Tyll”.
Derefter valgte jeg at læse de fem andre titler, som er udkommet på dansk. Kehlmann er en underfundig fortæller, der til tider grænser til det slet og ret mærkelige, – han er filosofisk, humoristisk og satirisk, og hans romaner er ofte bygget op omkring flere forskellige fortællere og synsvinkler.
Kehlmann er bestemt ikke for alle, han er en anelse kringlet at læse, og indimellem kan hans til tider store persongalleri forekomme uoverskueligt og rodet. Men han er på mange måder en forfatter, synes jeg, der vinder ved nærmere bekendtskab.
Min favorit er afgjort F, her synes jeg, at Kehlmanns særlige stil med de skiftende synsvinkler fungerer bedst, ligesom hans kombination af filosofisk refleksion og let humor kommer mest til sin ret. Længere nede i dette indlæg skriver jeg mere om F og mine andre Kehlmann oplevelser.
Herunder vil jeg først i få korte afsnit skrive om nogle af Kehlmanns kendetegn; Humoren, fortællestilen og filosofien.
Derefter giver jeg en kortere opsummering af de seks Kehlmann bøger jeg har læst; Hvad handler de om, og hvad var min oplevelsen af dem. Læs med, og se om du kan blive inspireret til at dykke ned i Kehlmanns univers.

Læs videre “Daniel Kehlmann: Mærkværdigt, morsomt og mesterligt.” →

En af mine absolutte favoritforfattere er den norske Herbjørg Wassmo.
Jeg stødte første gang på hende, da jeg tilbage i 2002 så Ole Bornedals film ”Jeg er Dina”, som er en filmatisering af en af Wassmos største succeser ”Dinas bog”. Jeg købte med det samme bogen, og jeg slugte hvert et ord i en rasende fart.
Sidenhen har jeg læst alt, hvad hun ellers har skrevet, og jeg er den første til at fare i boghandelen, når hun har skrevet nyt. (Det er faktisk lidt løgn, for jeg har egentlig aldrig fået læst ”Et glas mælk, tak” selvom den har stået på min hylde siden udgivelsen. Men ud over den har jeg læst alt hun har skrevet.)

Herbjørg Wassmo har et fantastisk sprog og en eminent evne til at forstå og beskrive menneskelige følelser. Hendes største styrke er de poetiske og smukke beskrivelser, der samtidig ganske præcist og autentisk fremstiller almindelige og genkendelige tanker og følelser. Hun kan skabe ægte og virkelige mennesker, og hun har sans for det indre psykologiske drama,

Læs videre “Gribende menneskeskæbner og stærke portrætter: Herbjørg Wassmo, en eminent fortæller” →

Morten Nielsen er sin meget tidligere død til trods blevet en central digter i dansk litteraturhistorie, og hans digte handler fortrinsvis om besættelsestiden og hans eget arbejde i den danske modstandsbevægelse.

Morten Nielsens eneste udgivne samling ”Krigere Uden Vaaben” udkom i 1943, det gennemgående tema er krigen og dens mange skæbner, ligesom døden er et centralt tema i digtene. Morten Nielsen frygtede angiveligt en for tidlig død i en sådan grad, at han sendte sin samling ”Krigere Uden Vaaben” til udgivelse før end han oprindeligt havde forestillet sig.

Hans frygt var ikke ubegrundet, han blev dræbt af et vådeskud under en opgave for modtandsbevægelsen i 1944. Sådan lyder i hvert fald den officielle begrundelsen.

Læs videre “Besættelsestidens store digter.” →