Det moderne gennembrud: Kønsmoral, kønsroller og de kvindelige forfattere.

“I havedøren” ad L.A.Ring 1897

Da Georg Brandes i 1871 talte for en fornyelse af litteraturen, var det blandt andet kønsroller og kønsmoral, som han ønskede skulle til debat. 

Georg Brandes argumenterede for ligestilling mellem kønnene, både når det gjaldt juridiske spørgsmål men også når det kom til seksualmoralen. Sidstnævnte emne endte i en ophedet offentlig debat, den vi kender som sædelighedsfejden, hvor Brandes blandt andet lagde sig ud med dansk kvindesamfund. 
Begge parter i fejden var enige om, at det var for galt, at seksualmoralen tilsyneladende tillod mænd at eksperimentere seksuelt før ægteskabet, mens kvinder derimod forventedes at bevare deres dyd.
Brandes repræsenterede den side i fejden, som talte for at både mænd og kvinder skulle være frie til at dyrke seksualiteten både under og før ægteskabet. Mens den anden gren mente at både mænd og kvinder burde bevare deres uskyld og holde sig på måtten.

Brandes interesserede sig også for kvindens generelle stilling, og han argumenterede for ligeværd, ligestilling og ligeberettigelse mellem kønnene. Det var dog en kamp, han selv mente, han stod ganske alene med, og i 1887 skrev han til sin ven Bjørnstjerne Bjørnson ”… (kvindesagen) som jeg selv ganske alene har bragt frem her i Norden og i en aarrække  ene har kæmpet for”.

Helt alene var han dog ikke, og mange forfattere havde allerede på det tidspunkt tematiseret den uretfærdige ulighed mellem kønnene. Det gjorde fx Amalie Skram i mange af sine værker og særligt i Constance Ring fra 1885, hvori hun tematiserer mandens magt over kvinden i et ægteskab. Ligesom Henrik Ibsen i 1879 skrev dramaet Et dukkehjem, som er fortællingen om en kvinde, der til sidst lader sig skille og forlader sine børn for at realisere sig selv. Et stykke der vakte så stor forargelse, at flere udvandrede under premieren. 

Der var endog forfattere, der havde taget emnet op lang tid førend Brandes holdt sine berømte forelæsninger i 1871. Den danske (og i dag ganske glemte) Mathilde Fibiger skrev i 1850 brevromanen Clara Raphael, hvori en kvinde i brevform udtrykker sin frustration over kønnenes manglende ligestilling. ”Hvad ret have mændene til at undertrykke os? (…) har virkelig vorherre skabt os af ringere stof end Mændene” lyder et citat fra romanen.

Men selvom Brandes altså følte sig alene om kvindesagen, så var der alligevel en mængde forfattere, som han mente nogenlunde havde levet op til at sætte problemer under debat. I ”Det moderne gennembruds mænd” fra 1883 navngav han selv for første gang perioden det moderne gennembrud og han fremhævede forfattere som Henrik Ibsen, Karl Gjellerup, I.P. Jacobsen og Bjørnstjerne Bjørnson.

Men på trods af Brandes kamp for ligestilling og ligeværd mellem kønnene fandt han altså ikke en eneste kvindelig forfatter værdig til at blive nævnt. Set med nutidens øjne ville en forfatter som Amalie Skram jo fx have været oplagt.

For Brandes var der egentlig en del kvindelige forfattere at vælge imellem. Faktisk fik omkring 70 kvindelige forfattere deres debut i årene omkring det moderne gennembrud. Men der er ikke så mange af dem, der er kendt den dag i dag.

Det kan blandt andet skyldes, at de bøger og titler, som opnår klassikerstatus er dem, som litterater og litteraturkritikere har skrevet om. Litteraturhistorien skrives jo løbende, og de titler som de forskellige generationer af litteraturhistorike overser eller udelukker vil gradvist blive glemt.
Dengang og et stykke frem i historien var litterater og kritikere primært mænd, og kvinderne havde svært ved at blive taget alvorligt som forfattere. 

I 1980’erne skrev Pil Dahlerup en interessant doktordisputats, hvor hun netop hev alle det moderne gennembruds kvinder frem i lyset. 
På samme tidspunkt blev der udgivet en antologi med 10 noveller fra perioden skrevet af kvinder, ”Gennembrudsnoveller” hedder den. 
I samlingen kan man blandt andet læse  Rinna Hauch ”En fortælling om et barn”, Massi Bruhn ”En hverdagstragedie” og Olivia Levison ”Indespærret” – hvoraf sidstnævnte nok i sin samtid (og i dag) var den mest kendte. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *